Kan næsten ikke huske hvordan man gør…

Efter utallige opfordringer (okay, 2) vil jeg forsøge at pumpe lidt liv i bloggen igen. Var positivt overrasket over at min blog ikke var blevet slettet som uddød – og endnu mere positivt overrasket over at jeg stadig kunne huske mit password.

Jeg gik i stå for næsten et år siden, fordi jeg bare ikke følte jeg havde noget at skrive om – andet end hvor trist jeg var, og hvor skidt jeg havde det. Og det blev jeg i længden selv træt af at høre på, og kan forestille mig at det heller ikke er på listen over mest læste blogs 😉 Så piveriet tog en ende, og jeg gik i fosterstilling en rum tid.

I slutningen af september var årevis af usikkerhed og grublerier endelig overstået: Jeg fik job. Fast job. Som biologi- og matematiklærer. På en privatskole. Lettelsen er enorm – og ligeså er glæden, for aldrig har jeg da været så glad for et job. Det er ikke bare “et job”, men en livsglæde og en bekræftelse at være lærer, og så endda med mine to yndlingsfag: biologi og matematik. Det skal I nok høre mere om 😀

Siden da har jeg fået en hel del på hjerte – og også forrygende travlt. Det kan godt være jeg har en 30 timers arbejdsuge og en ugentlig skemafri dag, men for Sørensen da – jeg har aldrig haft så travlt! Tror jeg arbejder 40-45 timer om ugen, mindst, men til gengæld er det sjovt. Så I skal nok høre mere om min nye tilværelse som skolelærer, når jeg ind imellem har et par ledige minutter, der ikke skal bruges på vasketøj 😉

10 glade smil

Nu forsøger jeg med en positivliste – det skulle efter sigende have en selvforstærkende effekt 😉

  1. Fik en hel solskinsuge “for mig selv” i sidste uge = der er kommet solskinstimer på de (flade) batterier
  2. Min køkkenhave er blevet fræset (tak far og mand), og er nu klar til en omgang hestemøg, læggekartofler og morgenfruefrø
  3. Min far og Manden har trimmet den (velvoksne) bøgehæk en halv meters penge i højden – det ser helt pænt ud!
  4. Mit drivhus er bare SÅ klar til en omgang fliser i bunden
  5. Jeg har lavet min første haveplan (YAY – det var sjovt!!!)
  6. Der vanker 4 ugers virksomhedspraktik med at få en hjemmeside op at køre forude
  7. Vi var til surprise-morgenfødselsdag her til morgen. Elsker surprisefødselsdage 😀
  8. Al permafrosten udenfor er omsider væk
  9. Skal med d’damer Milady og Morsdilemma på heeeeeerlig ridetur til maj – DET glæder jeg mig FOR VILDT til 😀 😀 😀
  10. Generelt er humøret for opadgående. Det hjælper bare så meget, når solen skinner, og jeg får lov at sove bare lidt længere end til 5.30….

God dag, alle sammen!

Helt flad

Jeg er simpelthen bare i minus med minus på. Ja, især økonomisk, men også på energifronten. Jeg er simpelthen kørt sur i evig opvask og krummer og efterladenskaber og tørren op efter lille dreng og vasketøj i massive bunker og snavs, der truer med at indtage verdensherredømmet på matriklen. Og så er jeg faktisk også kørt sur i at være mandsopdækker for Skrumpen 24/7… Han har nået et punkt i sin udvikling, hvor pilfingerradius og nysgerrighed på at få fat i ALT, uden at kende konsekvenserne af fx en brødkniv har nået et uheldigt skæringspunkt.

Ja, det er ikke sådan at vi lader brødknive ligge fremme, altså. Men han kan på mystisk vis få pillet knive, glas, dåser, spækbrætter, gryder og alt muligt andet ud over kanten på køkkenborde, der er meget højere end ham selv. Og så snart man har afværget en katastrofe i en retning, truer en ny lige på den anden side…

Og så har han bare været hjemme, syg, en hel del i marts og april. Og Manden har været ude at rejse. Og der har været så meget. Summa summarum – jeg har været alene om at mandsopdække en meget energisk lille dreng, der gerne vil udforske hele verden. STØN!

Mens jeg stadig var i vikariat, og ikke havde så meget at lave den sidste tid, fik jeg en hel del ansøgninger fra hånden, og jeg havde en helt klar plan for hvordan jeg ville strukturere min hverdag som ledig, så jeg ikke bare gik til i kaffe, ostemadder og for mange serier på TV. Men det er ikke blevet til nogen af delene. Ikke engang TV-kigning. For jeg synes jeg styrter rundt i et desperat forsøg på at få hjemmet til ikke at blive erklæret i sundhedsfarlig tilstand, at følge bare lidt med noget vasketøj, mandsopdække Skrumpen, forsøge at putte mad i Skrumpen (han vil kun have brød, pasta og havregrød. Jeg kan ikke få ham til at spise andet…), putte Skrumpen, tage Skrumpen op og have morgenbryderkamp med ham om hvorvidt han skal a) have skiftet ble, b) have tøj på, c) spise havregrød og d) lade sig “indfange” med henblik på aflevering i vuggestue. I de mellemliggende timer, indtil jeg henter ham igen, forsøger jeg at nå bare en lille smule af det, jeg egentlig havde planlagt. Men jeg når ingenting – på trods af at jeg synes jeg styrter rundt. Og jeg når slet ikke at søge job. Eller opdatere min profil på LinkedIn, eller at invitere mig selv på kaffemøde, eller få ringet til Haveselskabet for at spørge om jeg må komme i virksomhedspraktik.

Til gengæld kan vi konstatere at det er lige knapt, at budgettet løber rundt, bare med de faste udgifter og lidt mad. Der er ikke engang en 50’er til en latte på en måned. Og min dejlige hjemme-latte-maskine er stået af, men vi har ikke råd til at få den repareret (luksusproblem, I know…). Opvaskeren vasker ikke rent, og kunne uden tvivl godt bruge et eftersyn af en pro. Bilen siger lyde, og skal til stort 120.000 km service ($$$). Huset er pivutæt, og der er for 200.000+ kr. i efterisolering, der står og venter. Imens bruger vi træpiller, så jeg bliver nervøs for om skoven derude overlever. Haven ligner et tilgroet amatørprojekt, og jeg har faktisk ikke råd til at købe så meget som en frøpose til at så noget i den. Selv hvis jeg fik gravet lidt i den. Hvis altså ikke mit bækken står af igen, og jeg skal ligge med smerter, som for et par uger siden, hvor jeg kom til at gå en tur med hunden.

Nå – i det mindste har jeg nået at købe læggekartofler inden selvmedlidenheden tog overhånd, så om ikke andet kan vi da måske få nye kartofler af egen avl til sommer…

Man stjæler da ikke slik fra børn…

…vel?

Ligesom årets fastelavn var vores første (gennem vuggestuen), og kom lidt bag på os med udklædning mm., så kom påsken altså også lige lidt bag på os. Ja, det vil sige – vi vidste jo godt at påsken kom, men hele hypet omkring PÅSKEÆG TIL BØRN var lidt en øjenåbner.

G I S P !

Hvor får sådan nogle børn altså overdrevet mange påskeæg. I chokolade. Med slik indeni. Min søn, der endnu ikke er fyldt 2, har ikke helt forstået sammenhængen mellem påske og chokolade endnu, og vi havde ikke tænkt over at han ville få påskeæg. I massevis. Det er simpelthen væltet ind med chokolade og slik i mængder, som selv jeg med min kæmpestore sukkerafhængighed synes er overdrevet.

Han er helt klar over hvad det er NU. Og han ved godt hvor de ligger, og der udspiller sig dramaer flere gange dagligt, når han står foran det forjættede skab og hyler på chokolade.

Jeg kan faktisk lidt godt huske det – det der med at jo flere chokoladeæg, jo bedre – men som voksen står jeg lidt måbende overfor mængden af chokolade og slik, der fyldes på ungerne.

Så der står jeg og kigger på den voldsomme mængde slik min søn har fået – og overvejer om vi ikke lige skal reducere mængden af sukker til min endnu ikke 2-årige søn. Han opdager det jo ikke…

Et farvemenneske

Jeg har prøvet noget nyt i dag. Noget, som jeg var meget spændt på på forhånd, men som jeg ikke vidste hvad var – og noget, som jeg håbede kunne give mig input til mit fremtidige virke.

Og det må man i høj grad sige det gjorde!

Jeg var til noget, der hedder “visionær coaching”. Og i modsætning til almindelig coaching (hvor det altid ender med at coachen spørger: “Og hvad kan du så gøre for at komme videre?” hvilket i grunden er et træls spørgsmål, for vidste jeg det, så sad jeg jo ikke her, vel.), så er visionær coaching en visualiseringsøvelse, hvor man, godt guidet på vej af coachen, ser sig selv og sit spørgsmål/problemstilling udefra, og så kommer der visioner og input til løsningen.

Nu vidste jeg jo godt på forhånd at jeg vil være selvstændig og arbejde med legepladser/grøn helse, så det behøvede vi ikke spørge om. Til gengæld sidder jeg stadig på hænderne og tør ikke tage de sidste skridt ud over kanten… fordi jeg i bund og grund ikke tror nok på mig selv. Og øvelsen gik ud på at visualisere, at jeg ER god nok, og at jeg har noget (vigtigt) at byde på.

Det allervigtigste, jeg fik med mig i dag, var (endnu) en påmindelse om at jeg er et kreativt menneske, der ser ting i farver. “Du er jo et farvemenneske”, sagde coachen til mig. Og det er jeg – både direkte og i overført betydning. Og her dukkede sætningen “jeg maler med blomster” op i mit hoved – og det er jo det, jeg gerne vil! Bruge blomster, planter, farver, former, sanser kreativt, og gøre det til eventyr for andre. Det har jeg faktisk vidst længe… og som coachen også sagde, så bliver jeg jo ved med at køre fast i jobs, der ikke virker for mig.

Første skridt i mit nye, farverige univers, er at jeg skal have fat i en tegneblok og nogle farveblyanter. Og så skal jeg sætte et par timer af dagligt til at tegne det, der lige falder mig ind.

Nogen, der vil lege med?

Et skridt nærmere målet

I går var jeg så heldig at få sparring på min forretningsidé fra en garvet selvstændig, som bestemt godt kunne se potentialerne for min legepladsidé. Hun var supergod til at sætte fingeren på alle de svage punkter (som jeg egentlig godt vidste, der var), og så kom hun med nogle supergode betragtninger på og tanker om hvordan jeg kunne føre min idé ud i livet. Og hvordan jeg kunne tjene penge på det også.

Lad mig sige det sådan: Jeg kommer bestemt ikke sovende til det! Inden jeg kan gå i luften og lande min første kunde skal der laves en allerh******s masse benarbejde. Men det er af den sjove slags – research, at snakke med folk i relaterede brancher, få nye idéer, lave analysearbejde, søge andre iværksættere indenfor samme boldgade til netværk, finde ud af hvem der har penge, og hvem der er villige til at bruge penge.

Og ikke mindst: Hun troede på mig og min idé! Så nu har jeg en masse to do’s på min liste over hvordan jeg kommer videre med mit projekt 😀

– og så ikke flere indlæggelser, vel?

Jeg er lige kommet hjem fra hospitalet. Ja, det var altså ikke mig, men min søn, der var syg, og han var indlagt for fjerde gang med astmatisk bronkitis og lungebetændelse. Denne gang med et heftigt maveonde som bonusrunde, så udover at kæmpe med sin vejrtrækning, kæmpede han også med at holde mad, drikke og medicin i sig.

Jeg har aldrig set ham så syg 🙁 Og selv om vi var i de bedste hænder, og det fantastiske personale på Børneafdelingen i Næstved gjorde alt hvad de kunne, gjorde det bare så ondt i hjertet at se min elskede søn ligge der, og være en meget, meget syg lille dreng. Så når man ser ham smile, lege og være svært utilfreds med ikke at måtte pille ved mors iPhone, så er det lige før der løber en tåre eller tre.

Og hvor jeg blev så glad, så glad, da lægen i formiddags meddelte ved stuegang at vi nok kunne komme hjem – at han var rask nok til at komme hjem 🙂

Hvad vil jeg gøre, når jeg bliver arbejdsløs?

Michelle Hviid skriver kronikken “Hvad ville jeg gøre hvis jeg var arbejdsløs?” på b.dk, hvor hun gør sig tanker om det at knokle vs. det at være arbejdsløs. Hun skriver at hun knokler, og betaler med afsavn til hendes børn, at hun betaler det hele og lidt til i skat, og at hun ind imellem overvejer om hun skal flytte til Schweiz for at få mere til sig selv og sine børn.

Og så skriver hun om hvad hun ville gøre, hvis hun blev arbejdsløs. Og det er virkelig dejligt forfriskende! Michelle ville finde andre ligesindede danne taskforcen “de ihærdige arbejdsløse”, som skulle have til formål at gøre noget. Gøre en forskel. Banke på nede i børnehaven og tilbyde hjælp til det, der ellers aldrig bliver gjort, hjælpe travle børnefamilier med indkøb og madlavning, strikke tøj til alle lygtepælene på Christiansborg, så de, der møder på arbejde hver dag, får noget at smile over på vej ud og hjem. Og hun ville vende ventetiden til noget positivt.

Ideen er endda udloddet, så vi, der er arbejdsløse, kvit og frit kan planke den (og btw, så giver hun en blæret middag, hvis bare du kommer og laver den).

Det er virkelig fedt at læse! Dejlig positiv indstilling, i modsætning til alt det piv, der ellers findes derude (og jeg er selv en af storleverandørerne af piv). Nu, allerede inden jeg bliver arbejdsløs på fredag, er jeg allerede træt af piv (især mit eget), og vil meget hellere fokusere på det positive – på at jeg nu kan få tid til alt det, jeg ellers går og piver over jeg ikke har tid til (..!). Oprydning, tøjvask, udsmidning, husprojekter, haveprojekter, drivhus, køkkenhave, at sætte sig ned og læse et blad og drikke en kop kaffe, uden der er en lille Skrump der hiver mig i buksebenene. Og jeg er vild med ideen om at gøre en forskel for andre – jeg har faktisk selv tænkt tanken, og kender indtil flere hårdarbejdende mødre, som jeg kunne aflaste med lidt oprydning, tøjvask, børnepasning eller hundeluftning en gang imellem.

Men så er det, at jeg vender tilbage til første halvdel af Michelle Hviids kronik: den hvor hun er træt af at høre på de arbejdsløses piv, fordi vores arme er jo ikke faldet af, vel. Og hvorfor skal hun knokle r***n ud af bukserne for at vi kan sidde hjemme med hænderne i skødet og vente på at dagpengene ruller ind på kontoen?

Her er det så, at jeg må protestere: de fleste af os, velfungerende arbejdsløse, har faktisk ikke lyst til at være det. Vi vil gerne have et arbejde, gerne være en del af noget, gerne gøre en forskel. Men mange af os har ikke den ballast, det netvær og de evner, som Michelle Hviid har – mange af os er ikke sælgere, og langt de fleste mennesker reagerer med modløshed på afslag efter afslag. For mit vedkommende har jeg været pisseuheldig at ryge i en ond fyrings-cirkel i krisen, og står nu med så mange bøllebank på selvtillidskontoen at jeg har svært ved at se mig selv nogensinde komme på banen igen. Og jeg kender mange gode mennesker, der er ved at miste både dagpenge, hjem og  forstand efter mange, mange afslag på et marked, hvor det kan være utrolig svært at trænge igennem, hvis man ikke er sælger, ikke har et godt netværk, eller ens far ikke kan ansætte en som Country Manager i familieimperiet.

Så Michelle – din ide er rigtig, rigtig skøn, og jeg synes det er dejligt med positive indspark. Men prøv at gå en mil i vores sko før du udtaler dig om vores vattethed.

Nedtælling

Mine forældre har en dejlig gård, som de overtog efter min farmor og farfar. De købte den i 1938, og det betyder altså at den nu har været i familiens eje i 75 år. Det er som sagt en dejlig gård, smuk, poetisk, ligger meget, meget naturskønt, og rummer en masse vidunderlige minder. Og ikke mindst ligger den 10 minutter fra vores hjem, og Skrumpen har kort til mormor og morfar og verdens bedste legeplads.

Men. Mine forældre bliver ikke yngre, og sagde sidste år at de max havde 5 år tilbage på gården. Nu altså 4 år. Og det betyder så at om 4 år skal gården enten videre til næste generation – eller sælges.

Af bitter erfaring ved jeg, at jeg ikke ville kunne holde en gård så fint, som mine forældre kan. Vi er ikke de praktiske gør-det-selv-folk, og vil derfor skulle bruge mange penge på en gårdmand til at holde ting vedlige. Og min bror og svigerinde – som er praktiske og effektive – har ikke lyst til at bo så langt ude på landet. Så som det ser ud nu skal gården sælges.

Mange mareridt går gennem mit hoved… for hvad kan fremmede mennesker ikke finde på at gøre? Rive laden ned, bygge staldene om til Bed & Breakfast, fylde hele arealet med skrot, fælde Verdens Bedste Klatretræ..? Jeg vil aldrig kunne komme forbi der igen, og græde over at mit paradis på jord var fortabt for evigt.

Og så er der hele begrædelsen over at Skrumpen ikke kan vokse op med det samme paradis ved hånden, som jeg havde. At han ikke kan ræse ned at verdens største kælkebakke på en gammel kælk. At han ikke kan fiske efter gedder i mosehullerne. At han ikke får mulighed for at klatre i Verdens Bedste Klatretræ.

Vi har selvfølgelig fået noget andet, javist. Skoven og dyrelivet lige i baghaven, et dejligt hus og en fantastisk have (med store potentialer), og et dejligt hus med plads til armbevægelser. Skrumpen vil slet ikke opdage, at han går glip af noget, især ikke hvis mormor og morfar bliver boende i nabolaget.

Men uha, jeg kommer til at græde mange tårer ved afskeden…

Yo!

Jeg er her endnu! Det er mig bare fysisk umuligt at få tændt min computer, når først jeg har hentet Skrumpen og er hjemme fra arbejde. Men når jeg lige om lidt træder ind i dagpengeland, har jeg lidt forskellige indlæg, jeg går og brygger på:

  • At være selv-glad
  • Billeder af Skrumpen
  • Lidt om haven og havedrømmene
  • KommuneKampen
  • Abu-Dhabi – to do or not to do?
  • Kager der smager

Og så måske lidt flere…