Den lyse nat

Åh, hvor jeg elsker de smukke, lyse sommeraftener, der lokker med deres løfter om evig ungdom. Og hvor jeg dog elsker det smukke sommerland, der lokker med sin frodighed, sine dufte, sine lyde og sin lethed. Så jeg røvede mig til en lille tidslomme her til aften, hvor jeg bare lod cyklen køre ud i sommeraftenen, ud ad de små veje, langs læhegn og frodige grøftekanter, hvor skræpperne kæmpede med kørvelen om pladsen. Ja, jeg ved jo nok at skræpperne vinder, men de hører med i mit sommerlandskab, i min grøftekant som en evig sommerbebuder.

Og det var i sandhed en lys og dejlig aften, hvor vinden tav, og ikke et græsstrå bøjede sig. Bortset fra dem, der bøjede sig for den store kat, der kom luskende ud fra kornmarken, og kiggede på mig med sine faste katteøjne. Solsortene sang solen ned, luften var fuld af hyld, varm jord, korn og hybenroser – nu hvor forsommerens første blomstrende eksplosion har lagt sig, og har ladet sig afløse af den lidt mindre pågående men mindst lige så skønne blomstring. Cyklen ledte mig gennem den grønne tunnel af hasselbuske, og frem til bakketoppen for enden af den spejlblanke sø, hvor kirketårnet står som en historisk fortælling om evigheden på den modsatte bred. Hvor jeg kunne høre nattergalens magiske triller, lærkens bejlen og frøernes kvækken. Hvor jeg kunne lugte og sanse denne stille sommernat som et vidnesbyrd om evigheden, som den danske sommernat har budt sig til i tusind år. De store kastanjetræer, som har stået i århundreder ved stuehusets gavl, kan fortælle om mangen en berusende sommernat, kan fortælle historier om karle og piger, om legende børn, kærlige mødre og trætte bønder. Om hunde, der gør, og heste, der vrinsker. Gennem hundredevis af år.

Cyklen triller selv ned ad bakken, og jeg sanser de små varme luftlommer, hvor solens stråler har gemt sig for natten, mens den køligere aftenluft tager over udenom. Månen står som en tynd, buet streg på den lyseblå himmel, og vejen snor sig gennem bakker og marker.

Jeg skal igennem et stykke med skov, og her er mørkt og stemningsfuldt. Fuglene synger mig på vej, et rådyr standser i vejkanten og kigger på mig et øjeblik, inden det løber tilbage i skovens dunkle mørke, og skovsneppens snadren-og-twuiit suser hen over hovedet på mig. Skovvejene lokker med eventyr, men jeg modstår dem i aften.

Tilbage i lyset på den anden side står dovne heste og vifter fluer med halerne, mens de kigger på mig med spidsede ører. Et dådyrrudel flygter hen over engen, og store, runde ensilageballer står pænt pakket ind på rad og række overfor. Byggen står knivskarpt, mens enkelte strå af rug bryder med hvedens horisont.

Rundt om det sidste hjørne inden jeg er hjemme, erkender jeg at jeg elsker livet højt. At jeg er fuld af kærlighed. Og en berusende duft af uægte jasmin slår følgeskab med den følelse.

Det rigtige billede

“Didn’t have a camera by my side this time
Hoping I would see the world through both my eyes
Maybe I will tell you all about it when
I’m in the mood to lose my way with words”

– John Mayer, Room for Squares

Min verden bliver set meget i billeder. Både naturbilleder, portrætbilleder og situationsbilleder, og jeg høres ofte sige “hvor er mit kamera, når jeg skal bruge det?” (i øvrigt en sætning, jeg har planket fra min ex-kæreste – ham, der lærte mig at fotografere). I dag går jeg aldrig nogen steder uden min mobil. Dels fordi børnehaven skal kunne få fat på mig, hvis der tilstøder min søn noget, men især fordi jeg er afhængig af at kunne tage billeder af alt og alle til enhver tid. Jeg tænker i billeder. Og jeg ærgres ofte over at jeg kun har mit mobilkamera på mig, og ikke mit rigtige spejlreflekskamera (men det er nu så klodset at have med allevegne).

John Mayer ramte mig tilbage i 2001 med sit Room for Squares-album, og bl.a. denne strofe har jeg tænkt meget over. Kan man se mere, hvis man ikke har sit kamera med? I dag er det jo blevet et mantra, en shitstorm mod alle dem, der dokumenterer deres mad på instagram eller plastrer deres FB-væg til med lækre selfies. “Prøv dog at leve uden at fotografere alting” hedder det, og man er mere i kontakt med sit selv hvis man netop ikke fotodokumenterer alting. Det er mere rigtigt ikke at fotografere end at fotografere. At se i stedet for at fotografere.

I går var jeg på tur i skoven langs med søen i den iskolde morgentåge, der havde lagt sin isnende dæmper på alle lyde og aktiviteter. Alligevel var vi nogle, der trodsede kulden, stilheden og tågen, og var ude – fx min hund og jeg. Gennem tågen kunne jeg pludselig høre lyden af åretag. Af årer, der blev sat i stille vand. Af bådens knirken i takt til roernes åretag. Af korte kommandoer, der blev givet roerne imellem. Og febrilsk stod jeg der og fumlede med min mobil for at tage et billede af roerne, der dukkede ud af tågen. Men jeg nåede det ikke. Jeg vidste, de måske ville vende, og jeg fortsatte derfor langs stien for at finde et egnet sted at fotografere dem, når de kom den anden vej, men baggrunden for det billede var ikke lige så poetisk. Så derfor løb jeg tilbage til det første sted, og ventede på de skulle komme retur igen.

Mange fotografer venter længe og tålmodigt på det perfekte billede. Især hvis man skal fotografere natur må man have tålmodigheden med sig. Gør det så oplevelsen ringere? Er det mindre rigtigt, det fotografen ser, end det den almindelige beskuer uden kamera ser? Ser man mere og bedre, hvis man ikke har sit kamera på sig? Hvis man spørger shit-stormerne og mindfulnessinstruktørerne så skal man bare lade kamera være hjemme, og i øvrigt bare glæde sig over det man ser med sig selv, uden at dele. Hvis man spørger mig, så nej – jeg ser verden i billeder, jeg ser de skæve vinkler, de spøjse billeder, de fine situationer, de skælmske blikke, de storslåede landskaber som billeder. Billeder, jeg elsker at have oplevet ude i virkeligheden, men billeder, jeg bliver nødt til at prøve at fange og frame. Det giver mig en meget mere intens oplevelse af motivet, af situationen og af mine omgivelser. Og et meget bedre minde at lagre i min hukommelse.

I går ventede og ventede jeg, i halvtyndt, gennemblødt løbetøj, dér i den isnende tåge, med en utålmodig hund, i lang tid på at roerne skulle returnere. Endelig dukkede de frem af tågen, og jeg fik knipset løs på min mobil. Var det den iskolde ventetid værd? Ja. Var jeg ærgerlig over ikke at have mit rigtige kamera med? Ja, klart. Den tager så meget bedre og skarpere billeder. Hvordan blev resultatet? Det blev okay efter omstændighederne, men jeg ærgrer mig stadig over ikke at have haft mit gode kamera med.

Bedøm selv 🙂

taage

Tumult om en giraf

Jeg holder rigtig meget af dyr. Så meget, så jeg har studeret dyr på nært hold i en god håndfuld år på Landbohøjskolen, og i dag er biologilærer, der blandt andet underviser børn i hvordan de skal behandle dyr med respekt. Jeg holder også rigtig meget af giraffer, som jeg synes er nogle utroligt fascinerende, smukke og graciøse dyr – men altså et postyr om en aflivet giraf i Zoo!

Lad mig lige slå fast: Det er normalt at vi mennesker afliver dyr. Det har vi gjort siden tidernes morgen. Dyr afliver også dyr, det foregår oftest på en noget mere brutal måde ude i den vilde natur. Mennesker spiser dyr, ligesom dyr spiser dyr. Helt naturligt, og noget vi altid har gjort. Når Zoo vælger at aflive en ung girafhan, så er det fordi han ikke passer ind i avlsprogrammet, og derfor giver risiko for indavl. Avlsprogrammer er meget seriøse og minutiøst gennemarbejdede, og er en sikkerhed for at vores dyr ikke bliver indavlede, med dertil følgende risiko for handicap, sygdomme og deformiteter. Det er genetik, og det er meget komplekst.

Ude i virkeligheden på savannen ville giraffen Marius også være blevet ædt af løverne: når en ung girafhan bliver kønsmoden, bliver den udstødt af flokken. Den kan måske være heldig at finde en anden flok, men i de fleste tilfælde vil girafhannerne ende på middagsbordet hos løverne. Det er biologiens måde at modvirke indavl på – smart, ikk?

Så langt, så godt: her har Zoo blot efterlignet biologien ved at fjerne Marius’ gener fra genpuljen, og dermed mindske risikoen for indavlsproblematikker. Zoo har bare aflivet giraffen mere humant end løverne ville gøre det.

Så er der det næste punkt: at Zoo TILLADER sig at obducere giraffen foran publikum! Tænk på de traumatiserede børn. Men altså – for det første er det jo frivilligt om man vil se det. Jeg tror på at de, der stiller sig op, reelt er nysgerrige efter at se hvordan en giraf ser ud indvendigt. En helt unik chance for at lære noget nyt, som Zoo her forærer publikum. For det andet er det stadig en helt naturlig ting: i titusindvis af år har mennesker sprættet dyr op, og kigget på dem indvendigt. For det tredje, hvad er så forskellen på at se en død giraf og se en død gris?

Zoo har virkelig fat i noget, når de siger at folk er kommet for langt væk fra naturen og biologien. Jeg er helt enig, og prøver som biologilærer dagligt at give børnene et realistisk billede af hvordan virkeligheden hænger sammen. Mad vokser ikke bare frem nede i køledisken, den kommer jo altså et sted fra. For blot en generation siden var det meget almindeligt fx at have høns i haven, som af og til kom i suppegryden. Eller at man selv plukkede ænder og gæs til juleaften. Børnene på landet både legede med høns og pattegrise, og vidste godt at de skulle slagtes og spises. I dag er vi blevet så fremmede overfor hvor det egentlig er maden kommer fra, at nogle helt går i selvsving over en aflivet giraf – som oven i købet blev fodret til løverne! Zoo gør her det eneste rigtige: de giver folk muligheden for at se naturen LIVE. Komme i berøring med natur og livets cirkel. Alle dem, der ikke kan forstå det, burde sendes en tur i junglen, indtil de havde lært at klare sig selv med den forhåndenværende føde.

Et farvemenneske

Jeg har prøvet noget nyt i dag. Noget, som jeg var meget spændt på på forhånd, men som jeg ikke vidste hvad var – og noget, som jeg håbede kunne give mig input til mit fremtidige virke.

Og det må man i høj grad sige det gjorde!

Jeg var til noget, der hedder “visionær coaching”. Og i modsætning til almindelig coaching (hvor det altid ender med at coachen spørger: “Og hvad kan du så gøre for at komme videre?” hvilket i grunden er et træls spørgsmål, for vidste jeg det, så sad jeg jo ikke her, vel.), så er visionær coaching en visualiseringsøvelse, hvor man, godt guidet på vej af coachen, ser sig selv og sit spørgsmål/problemstilling udefra, og så kommer der visioner og input til løsningen.

Nu vidste jeg jo godt på forhånd at jeg vil være selvstændig og arbejde med legepladser/grøn helse, så det behøvede vi ikke spørge om. Til gengæld sidder jeg stadig på hænderne og tør ikke tage de sidste skridt ud over kanten… fordi jeg i bund og grund ikke tror nok på mig selv. Og øvelsen gik ud på at visualisere, at jeg ER god nok, og at jeg har noget (vigtigt) at byde på.

Det allervigtigste, jeg fik med mig i dag, var (endnu) en påmindelse om at jeg er et kreativt menneske, der ser ting i farver. “Du er jo et farvemenneske”, sagde coachen til mig. Og det er jeg – både direkte og i overført betydning. Og her dukkede sætningen “jeg maler med blomster” op i mit hoved – og det er jo det, jeg gerne vil! Bruge blomster, planter, farver, former, sanser kreativt, og gøre det til eventyr for andre. Det har jeg faktisk vidst længe… og som coachen også sagde, så bliver jeg jo ved med at køre fast i jobs, der ikke virker for mig.

Første skridt i mit nye, farverige univers, er at jeg skal have fat i en tegneblok og nogle farveblyanter. Og så skal jeg sætte et par timer af dagligt til at tegne det, der lige falder mig ind.

Nogen, der vil lege med?

Den perfekte wellnessdag

Torsdag morgen vågnede jeg op ved siden af min smukke, sovende søn. Kort efter vågnede han, og stak i det største smil, da han fik øje på sin mor *indsæt svulmende moderhjerte her*

Efter en hyggelig formiddag med havregrød og æblemos (et hit hos både mor og baby) tog vi af sted i det smukkeste vintervejr til barnevognspilates – som går ud på at man går sig en rask tur med barnevognen, og laver øvelser undervejs. Det foregik ved en smuk, tilfrosset skovsø, hvor solen glimtede i frosten og det hvide drys af sne – imens jeg slet ikke kunne holde op med at smile 😀 Manner, det giver go’ energi sådan at få pulsen op i den slags smukke omgivelser!

Hjem igen, hvor den stod på frokost, dejlig caffe latte til mor og brystmælk til Chokofanten, imens den knitrende ild i brændeovnen varmede stuen op. Ved eftermiddagslurtid var det tid til akupunktur for mor, kombineret med massage af ømme rygstykker…. aaaaaaahhhhhh…. tiltrængt!

Så sluttede dagen af med TrivselsTorsdag hos mormor og morfar, med lækker mad og hyggeligt selskab.

Sådan en dag kan man godt leve længe på 😀

dsc_0059

Arkivfoto… 😉

Det første skridt

Nu har jeg snakket begejstret om naturfitness flere gange – og er af Betteskov endda blevet udråbt til naturfitnessguru (uha, jeg føler titlen tynge…)! Jeg drømmer om at komme til at leve af at lege i naturen, og at give denne glæde ved leg i naturen videre til andre. Nu har jeg så taget det første skridt i den retning…

Jeg er medlem i den lokale løbeklub, og selv om jeg på grund af smerter og bækkenløsning ikke har været at finde på løbestierne i snart et lille års tid, så er jeg utålmodig for at komme i gang igen. Jeg har nydt rigtig godt af løbeklubben – først og fremmest skal man jo møde op på et givent sted og tidspunkt, man løber længere og hurtigere end man ville selv, og ikke mindst er der det sociale i at løbe flere sammen. Jeg kommer aldrig til at ligge forrest i sprintergruppen, ej heller kommer jeg i maratongruppen, men jeg nyder at løbe med andre et par gange om ugen, og føle velværet. Men jeg kunne godt tænke mig lidt mere variation end bare at løbe 5 km et par gange om ugen, og så kan man jo snildt kombinere løb med styrketræning – armbøjninger, mavebøjninger, trapperæs, kropshævninger etc. Alt, man har brug for, er en bænk, en træstamme, en sten eller hvad man lige kommer forbi på sin vej.

Nuvel – i går holdt vi inspirationsaften i klubben, og jeg dukkede op (iført baby – så der var en synlig undskyldning for mit lange fravær 😉 ) med det formål at foreslå et naturfitnesshold. Nu ved jeg jo godt at når man foreslår den slags, så kommer man også til at stå for det, og det var også formålet. For nu er jeg nemlig tvunget til at tilegne mig færdigheder i den slags, i stedet for bare at snakke om det 😉 Så nu skal jeg i gang med at finde et instruktørkursus, og noget mere viden om hvordan man gør, og hvad der kan indgå. Heldigvis har jeg et par kontakter i mit netværk, der kan give nogle fingerpeg.

Naturfitness kunne i mine øjne lige så godt hedde Leg med naturen. For det handler nemlig om at udfordre legebarnet i os, det legebarn, der gør at man da lige bliver nødt til at balancere hen ad de træstammer dér, eller klatre op i det træ. Jeg har selv deltaget på nogle løbe-fitnesshold et par gange, og elsker når der er en forhindringsbane på løberuten. Så glemmer jeg nemlig helt syren i benene og lungerne, kommer sådan til at grine af mine til tider klodsede anstrengelser, der går sport i at spæne op ad trappen bare lige en gang mere, og pludselig har man trænet i en time! Helt uden at opdage hvor mange kræfter man har brugt, og man har sørme også kampgrinet undervejs.

Så nu er jeg første skridt på vejen. Hvis du kender til nogen eller noget, der kan hjælpe mig til næste skridt, så sig frem 🙂