Akademisk bundfald

Min farfar var oberstløjtnant i Gardehusarregimentet i Næstved, og så var han i øvrigt landmand af de gamle dyder. Det var ham, der sammen med min farmor anskaffede den fædrende gård i 1938, og hvor min far blev født i 1939, hvor de havde gardehusarheste udstationeret under krigen (så tysken ikke skulle rende med dem), hvor de havde stalden fuld af store arbejdsheste foruden de mere letbenede rideheste, hvor der var grise, køer, får, gæs, ænder, høns, hunde, katte og givetvis et utal af mus og rotter. Hvor markerne til at starte med blev pløjet med hest og manuel hesteplov, og hvor de hestetrukne markredskaber stadig hviler i staldene. Hvor en lille blå traktor fandt vej, for siden at gøre plads til den legendariske røde Massey Ferguson 35, der stadig lever i bedste velgående og klarer alle de små og lidt større opgaver på gården – altså bortset fra markarbejdet, der i dag er udliciteret til store, moderne John Deere og den slags.

Men han var en bestemt herre, min farfar. Militærmand til fingerspidserne, uden særlig meget til overs for opblæste folk. Ikke at jeg selv kan huske det, for han døde da jeg var 4, men det er hvad jeg har fået fortalt. Han var også en vældig levemand, og han og min farmor var værter for mangen et gilde på gården. Det er da heldigvis noget min far og hans søskende har holdt fast i, så vi er gode til at holde fester 🙂

Min farfar, levemanden og gardehusaren, har helt sikkert grundlagt en god del af mine værdier, selv om jeg altså ikke husker ham så godt. Men han står også bag udtrykket “akademisk bundfald”, som var en betegnelse han brugte om de opblæste skolelærere, journalister og radikale, og som på ingen måde var særlig venligt ment.

Og dér står jeg så nu. Som et stykke akademisk bundfald, der er blevet kværnet i den akademiske verden, men til gengæld har en delvis journalistisk uddannelse, og er godt på vej mod en karriere som skolelærer – ja, jeg har da endda stemt radikalt også. Altså en af dem, min farfar hadede af et godt hjerte.

Jeg føler egentlig ikke hadet eller nedgørelsen, for han anede jo ikke hvad han talte om, eller for den sags skyld hvem jeg var. Han har aldrig gået en mil i mine sko, så det kan han jo ikke sætte sig ind i. Men jeg har klukgrinet af det mere end en gang, og tænkt at det der akademiske bundfald ikke er så tosset endda. Og jeg holder meget af ham, den konservative levemand og militærmand, der ikke vidste bedre – og jeg fortæller altid med stolthed hvordan han var oberstløjtnant i Gardehusarregimentet, og hvordan han var med til at “redde” hesteeskadrillen under Anden Verdenskrig. Og nu har jeg arvet hans jakke – komplet med cigarlugt 🙂

gardehusarjakke

Tumult om en giraf

Jeg holder rigtig meget af dyr. Så meget, så jeg har studeret dyr på nært hold i en god håndfuld år på Landbohøjskolen, og i dag er biologilærer, der blandt andet underviser børn i hvordan de skal behandle dyr med respekt. Jeg holder også rigtig meget af giraffer, som jeg synes er nogle utroligt fascinerende, smukke og graciøse dyr – men altså et postyr om en aflivet giraf i Zoo!

Lad mig lige slå fast: Det er normalt at vi mennesker afliver dyr. Det har vi gjort siden tidernes morgen. Dyr afliver også dyr, det foregår oftest på en noget mere brutal måde ude i den vilde natur. Mennesker spiser dyr, ligesom dyr spiser dyr. Helt naturligt, og noget vi altid har gjort. Når Zoo vælger at aflive en ung girafhan, så er det fordi han ikke passer ind i avlsprogrammet, og derfor giver risiko for indavl. Avlsprogrammer er meget seriøse og minutiøst gennemarbejdede, og er en sikkerhed for at vores dyr ikke bliver indavlede, med dertil følgende risiko for handicap, sygdomme og deformiteter. Det er genetik, og det er meget komplekst.

Ude i virkeligheden på savannen ville giraffen Marius også være blevet ædt af løverne: når en ung girafhan bliver kønsmoden, bliver den udstødt af flokken. Den kan måske være heldig at finde en anden flok, men i de fleste tilfælde vil girafhannerne ende på middagsbordet hos løverne. Det er biologiens måde at modvirke indavl på – smart, ikk?

Så langt, så godt: her har Zoo blot efterlignet biologien ved at fjerne Marius’ gener fra genpuljen, og dermed mindske risikoen for indavlsproblematikker. Zoo har bare aflivet giraffen mere humant end løverne ville gøre det.

Så er der det næste punkt: at Zoo TILLADER sig at obducere giraffen foran publikum! Tænk på de traumatiserede børn. Men altså – for det første er det jo frivilligt om man vil se det. Jeg tror på at de, der stiller sig op, reelt er nysgerrige efter at se hvordan en giraf ser ud indvendigt. En helt unik chance for at lære noget nyt, som Zoo her forærer publikum. For det andet er det stadig en helt naturlig ting: i titusindvis af år har mennesker sprættet dyr op, og kigget på dem indvendigt. For det tredje, hvad er så forskellen på at se en død giraf og se en død gris?

Zoo har virkelig fat i noget, når de siger at folk er kommet for langt væk fra naturen og biologien. Jeg er helt enig, og prøver som biologilærer dagligt at give børnene et realistisk billede af hvordan virkeligheden hænger sammen. Mad vokser ikke bare frem nede i køledisken, den kommer jo altså et sted fra. For blot en generation siden var det meget almindeligt fx at have høns i haven, som af og til kom i suppegryden. Eller at man selv plukkede ænder og gæs til juleaften. Børnene på landet både legede med høns og pattegrise, og vidste godt at de skulle slagtes og spises. I dag er vi blevet så fremmede overfor hvor det egentlig er maden kommer fra, at nogle helt går i selvsving over en aflivet giraf – som oven i købet blev fodret til løverne! Zoo gør her det eneste rigtige: de giver folk muligheden for at se naturen LIVE. Komme i berøring med natur og livets cirkel. Alle dem, der ikke kan forstå det, burde sendes en tur i junglen, indtil de havde lært at klare sig selv med den forhåndenværende føde.

Lidt om skolebørn

Så er der lige et kvarter til jeg skal op og have matematik med 6.B. Og i mellemtiden kan jeg rable lidt ord af mig, tænkte jeg…

Som før nævnt, så er jeg ret så begejstret for mit nye job – og jeg har endda også overstået de 3 måneders prøvetid, så nu hænger de på mig 😉 Jeg underviser mest i biologi – som alle dage har været mit yndlingsfag, og som også førte mig ind på Landbohøjskolen i sin tid – og så en enkelt klasse i matematik, som også er et yndlingsfag. Eller rettere; det er det blevet efter jeg fandt ud af at jeg faktisk er god til matematik. Og det er en F O R N Ø J E L S E uden lige sådan at få lov til at nørde med sine egne yndlingsemner, og så skulle formidle det til børn.

Ja altså, børnene er nu ikke altid lige så begejstrede for biologi som jeg er, og de tier ikke altid stille. Børn er rigtig gode kritikere: de siger og viser helt uden filter, hvis de keder sig. Og det gør de tit. Så der kan være en mægtig larm i nogle klasser, hvis nogle af ballademagerne trækker fra, og skaber hurlumhej. Det er en situation, jeg lige skal lære at håndtere, og dér kan jeg mærke at lidt efteruddannelse indenfor didaktik, pædagogik og klasserumsledelse nok ikke er af vejen.

Men jeg kan mærke at jeg VIL det. Og i øvrigt er det den vildeste kommunikationsudfordring, for hvis ikke jeg fanger børnenes interesse, ja, så larmer de bare derudaf…

Desuden prøver jeg at finde nyere og relevant undervisningsmateriale, for de mellemste klasser kører sgu med de samme biologibøger, som JEG havde 😯 Og det er lidt tyndt. Så hvis nogen af jer har gode ideer til dokumentarfilm om dyr/planter/regnskoven/etc., kender en god bog på 5. klasses niveau eller har nogle gode biologispil på nettet, så sig frem 😀

Glædelig weekend, alle sammen.