Mig – en provinsiel, sur mokke?

For et lille halvt års tid siden fik jeg sådan en sæt-x-i-kalenderen invitation til et 20-års studenterjubilæumsarrangement (20 år??? Hvor f*** blev de lige af?), som jeg fluks satte X ved, og har glædet mig til at høre nærmere om. Jeg har fulgt med på Facebook-siden, hvor folk lagde billeder op fra dengang, vi lignede nogen, der var med i en Nils Malmrosk ungdomsfilm, og har siddet og tjekket ud hvem der ellers var med i gruppen (på den der “hende der kan jeg overhovedet ikke huske…” og “ham der – gik han i Z eller Y-klassen?” måden).

Skægt – og forventningens glæde om at skulle mødes til en tur down memory lane har været voksende. Altså lige indtil i dag.

For i dag kom så den endelige invitation. Eller rettere – en afstemning om hvilken af 3 forskellige arrangementer, vi kunne tænke os – i København!

Min underkæbe hænger stadig i knæhøjde.

Vi gik i skole på Sorø Akademi, en sagn- og historieomspunden kulturel perle af Harry Pottersk og Døde Poeters Klubsk karakter, vi hyldede de højtloftede sale og unikke klasselokaler med stuk i loftet og fabeldyr på væggene, vi holdt de mere end 100-årige traditioner i hævd, og bildte os ind at vi var meget bedre end alle de andre. For mig er et 20-års studenterjubilæum uløseligt forbundet med en tur til Sorø Akademi, et gensyn med bygningerne, historierne, navneindristningerne i kirkemuren, parken, kostskolen, og ikke mindst den snak, der kunne opstå dér.

Men nej. Argumentet er at “de fleste bor alligevel i København.” For mig bliver det så bare til endnu et arrangement i København, der for mig absolut ikke giver nogen mening. Endnu et eksempel på at der er meget længere fra København til Sorø end den anden vej, og at en del mennesker åbenbart tror at verden stopper udenfor Valby Bakke. Jeg har i hvert fald brugt temmelig meget energi på at være mopset over den beslutning, på et plan som min mand slet ikke fatter (men man skulle nok have været der). I hvert fald er det i den grad gået op for mig at det nok mere er stedet end menneskene, der siger mig noget, og at jeg ikke har behov for at bruge en aften af min enormt sparsomme fritid på dem. Det er vel også en slags erkendelse.

Gør det mig så til en bagstræberisk, provinsiel, sur mokke, der bliver børnefornærmet, hvis det ikke foregår efter mit hoved?