En jagerpilot blev kaldt hjem

Skal ikke i Urban

Del III – sidste del

Min farbror blev bisat sidste torsdag fra den lokale kirke. Vi tog den lange tur derop igen, Chokofanten, Manden, min kusine og jeg selv. Og mange kom – de kom langvejs fra, og fyldte kirken med sorte frakker og blomster. Knugede hinanden, og sad i stille eftertænksomhed indtil kirkeklokkerne begyndte at ringe. Vi sang først “Nu falmer skoven trindt om land” – en sang, som passede så godt til min farbror, der var født i oktober, og var et passioneret friluftsmenneske.

Præsten havde gjort et godt stykke arbejde. Han havde virkelig fanget essensen af min farbrors person, og havde stykket det sammen i en smuk tale. En tale, hvor begravelsesfølget endda måtte trække på smilebåndet adskillinge gange. Min yngste kusine læste et brev op for ham, et brev, hun havde skrevet til ham for et år siden, men aldrig givet ham. Det var meget stærkt.

Vi sang en af de nye salmer, “Du, som har tændt millioner af stjerner”, som er en meget smuk salme. Den handler om at lægge sit liv trygt i Guds hænder, og den takker for de gode ting. Selv om jeg stadig er uforstående og lidt vred på Gud over han valgte at trække min farbror ud så tidligt, så finder jeg meget støtte i troen. Og jeg kan heldigvis være taknemmelig over de gode ting, vi nåede at opleve sammen.

Min farbror var jagerpilot, og selv om han var pensioneret, var han stadig husket – ikke mindst for “Sagaen om vikingerne på Lyngheden”; en historie han selv skrev og læste et nyt afsnit af hvert år til jul. Ja, der var sågar enkelte af kammeraterne, der ikke troede det kunne blive jul nogensinde igen, når min farbror ikke er der til at læse det næste afsnit.

I det hele taget gik hans fortælleevne igen i alle taler og minder. Og hans rummelighed, hans nærvær og jordnærhed (på trods af hvervet som jagerpilot). Men først og fremmest han Gudsbenåedede fortællegave, som jeg har været så priviligeret at opleve igen og igen. Der er slet ingen tvivl om at jeg kommer til at savne ham – og bare at skrive dette indlæg giver mig en klump i halsen og tårer i øjnene.

Da kisten blev båret ud til rustvognen, og vi stod der, i den råkolde novembergrå blæst, på toppen af bakken ved kirken, kom Flyvevåbnet forbi i Missing Man Formation. En formation, der bruges til statsbegravelser, til at ære faldne piloter og ved særlige flyveopvisninger. Oprindelig havde familien fået nej til formationen gennem de officielle kanaler, da min farbror jo ikke var faldet i kamp, men nogle af kammeraterne havde arrangeret “en øvelse”. Og det var meget, meget stærkt at stå der, udenfor kirken, og se de fire T-17 maskiner udføre Missing Man. Stærkt, smukt og forfærdeligt på samme tid.

dsc_01861
In Loving Memory 1943-2011

Denne mini-fortælling i 3 dele er dedikeret til min kusine, som har mistet sin far.

Rejsen til Verdens Ende og tilbage

Skal ikke i Urban

Del II

Der er ikke noget som en baby, der kan spolere ethvert tiltag til at blive alt for mismodig. Sådan en baby er det allermest livsbekræftende, der findes, når man har mistet en af sine nære. Han smiler uanfægtet hver morgen, griner, når han bliver skiftet og leget med, bliver hysterisk, når han er sulten, og gider ikke sidde stille for længe ad gangen. Man kan ikke andet end smelte, når han storgriner til én. Så jeg sms’ede min kusine og spurgte om hun kunne bruge en babykrammer? “Det ville være dejligt,” svarede hun. Så vi hægtede os på min far og faster, der ville op for at sige farvel til deres lillebror.

Det var mig der kørte turen fra Midtsjælland til Djursland. De første tre timers kørsel var begivenhedsløse, lige indtil vi kom af motorvejen nord for Århus. Derfra blev vejene mindre og mindre og mindre for hver by, landsby og flække vi kom igennem. Vi så smukke landskaber, fine huse, grimme faldefærdige huse, et gult hus med mange fuglekasser i mange farver, kom forbi lokale seværdigheder og kunsthåndværkere, og vejene blev mindre og mindre, og mere og mere snoede. Hver gang vi rundede et sving, troede vi, at vi var kommet til Verdens Ende. Men vejen fortsatte og fortsatte. Helt derud hvor al kørsel sker i traktor. Hvor rovfuglene hænger i luften og muser. Hvor de nøgne grene var helt krogede og forblæste, og tegnede sig sorte mod den grå himmel. Hvor den lokale hvidkalkede middelalderkirke stadig ligger på det højeste punkt, helt for sig selv. Alt imens vi småsnakkede, og Chokofanten sov og sov.

Endelig nåede vi frem til min kusine og tante. Tunge om hjertet blev der udvekslet ordløse kram og tårer, inden vi allesammen gik ind i det lille, sjove hus, med sjove vinkler og masser af små hyggekroge. Stemningen løsnede sig lidt, især da en superfrisk sprællende baby kom på banen. Der er ikke noget som en glad baby, der kan sprede de tunge skyer lidt 🙂

Vi spiste frokost, inden turen gik videre til familiegravpladsen, hvor min farbror skal sættes. Og derfra videre til kapellet, hvor han lå. Kapellet lå lige så langt ude af snørklede veje på den anden side af Rønde, som vi lige var kommet fra, og igen sad vi og undrede os over landets uendelighed. Bedemanden mødte os ved kapellet, og lukkede os ind til min farbror. Han så ud som om han ikke vidste hvad der var sket. Som om det var kommet bag på ham, hvad det nok også var. Og samtidig var det tydeligt at det var en tom skal, der lå tilbage – tydeligt at se at der ikke var nogen hjemme.

Det var på en gang begyndelsen og slutningen, for jeg havde Chokofanten med på armen. Begyndelsen og slutningen på livet. Det er det eneste sikre – vi fødes, og vi skal dø. Hvad vi putter i, er op til os selv, og her synes jeg min farbror er et fantastisk forbillede. Og den fortælling vil jeg sørge for at fortælle Chokofanten, når han bliver ældre, så han også kommer til at kende røverhistorierne fra jagerpilotens tid.

Jeg tog min fars hånd, og gav den et klem, inden jeg gik ud, så min far og faster kunne være alene med deres bror. Efter nogen tid kom de ud, takkede bedemanden, og vi begyndte den lange rejse hjem. Til at starte med var der ingen, der sagde noget; vi sad alle med vores tanker. Efterhånden lettede stemningen lidt, og vi forholdt os i første omgang til praktiske ting. Men efterhånden kom der minder frem, og min far og faster begyndte at fortælle historier fra gamle dage. Jeg sad med et smil og lyttede til historierne om dengang der rigtig var liv og arbejdsheste på landet, før traktorene holdt deres indtog. Om dengang besøgende ankom til hest. Om min farmor og farfar, og om min farbror. Om alle hestene og hundene på gården, og deres personligheder.

Sent om aftenen var vi hjemme igen, mig dødtræt, og Chokofanten fuld af spræl, for han havde sovet det meste af dagen i bilen. På mange måder en trist, men god dag.

Fortsættes…

Familiebånd

Skal ikke i Urban

Min farbror døde sidste onsdag. Lige pludseligt, og ud af det blå. Han blev kun 68, og var ellers frisk og rask, og ingen af os havde set det komme – mindst af alt ham selv, tror jeg.

Jeg var ved at skrælle kartofler, da min far ringede for at fortælle mig at hans bror var død. Min første reaktion var chok og vantro, for det var bare slet, slet ikke til at fatte. Jeg kunne høre at min far var meget, meget ked af det, og tilmed alene hjemme, da min mor var til ballet. Helt rystet gik jeg rundt om mig selv et par gange, før jeg blev enig med Chokofanten og min mand om at morfar nok godt kunne bruge en babykrammer. Så jeg kørte over til mine forældre, hvor min mor i mellemtiden var kommet hjem, mens min far var kørt til møde.

Min mor og jeg sad sammen hele aftenen, og var kede af det sammen, for min farbror var et fantastisk menneske. Vi fik også snakket med familien på kryds og tværs, og jeg kunne høre at familierne var samlet rundt om i sorg – sammen. Vi har altid haft nogle meget tætte familiebånd, og vi kan faktisk godt li’ at være sammen, så det er vi tit – senest til Chokofantens barnedåb. Det er heller ikke særlig længe siden jeg snakkede i telefon med min farbror, og mine minder om ham er meget levende og nærværende.

Tusindvis af tanker fløj gennem hjernen. Først tænkte jeg på de ting, vi ikke nåede. På de historier, vi ikke fik fortalt. På at Chokofanten ikke kommer til at kende min farbror. Men efterhånden er de ting afløst af gode minder om de ting, vi faktisk nåede (og det var ikke så lidt). Min farbror var altid varm, nærværende og fuld af gode røverhistorier om barndommen på den fædrende gård (den, mine forældre har nu), og om sin tid i Flyvevåbnet. Vi glædede os altid til han og familien skulle komme på besøg, for det indebar fisketure, rideture, festivitas med ham i Flyvevåbnets gallauniform, og vi kunne altid være sikre på at komme til at grine, for han havde den sejeste humor. Han var altid familiens toastmaster, og udover at annoncere den næste taler i rækken, kunne vi altid være sikre på at der kom skægge bemærkninger. Han havde det mest rolige og tålmodige væsen, var rigtig god til børn og dyr, og han nåede heldigvis at have 10-12 år som morfar til 4 seje drenge. Han var en vaskeægte cowboy, som – når han ikke var i flyveruniform – altid gik med sine elskede cowboystøvler og ditto hat. Jeg kunne slet, slet ikke fatte at han var væk for altid.

Da min far kom hjem fra sit møde, kunne jeg tydeligt se og mærke at han var meget ked af det. Så han fik straks Chokofanten i favnen til en babykrammer. Han sukkede dybt, og sagde: “Hvor er det godt at vi har dig!”

Fortsættes…