Nedtrapning, nedtur?

Jeg har lige set 3. afsnit af B.S. og recepten på TV2, hvor han coacher 4 kvinder gennem deres udfasning af antidepressiv medicin. Og jeg kan i den grad nikke genkendende til deres historier om ikke at slå til, ikke at være gode nok, og at tage kritik meget nært – der har jeg også været. Jeg er også misundelig. For de 4 kvinder har en B.S. til at coache dem gennem forløbet – det er noget, vi ca. 450.000 andre antidepressiv medicinske patienter ikke har.

B.S. har virkelig fat i noget, når han siger det handler om at give dem nogle gode oplevelser med at bryde grænser, så de har dem at falde tilbage på, når de står i hverdagen igen og skal håndtere livet. Han har en rigtig god forståelse for hvem de er, han møder dem der, og løfter dem.

Det er noget, de fleste af os ikke har. Når vi står der, og tager valget at trappe ud af medicinen – med alle dets bivirkninger – så kan vi støtte os til læge og psykolog, men vi skal stadig tackle høje krav på arbejdspladsen, høje krav fra familien, fra børneinstitutionerne, fra samfundet. Og det kan dælme være svært at håndtere en nedtrapning samtidig. Jeg ved det, for jeg prøvede sidste forår, hvor det ikke gik, så jeg er stadig på antidepressiv medicin, nu på 7. år.

Jeg vil gerne forsøge igen dette forår. For hvem vil ikke gerne leve medicinfrit, og kunne være sig selv? Jeg kender mine dæmoner, og ved hvad de er kommet af, men jeg mangler stadig nogle værktøjer til ikke at falde i suppedasen igen. Jeg kender til bivirkningerne ved nedtrapning og udfasning af medicinen, og ved at det kan blive en sårbar rejse, der kan vare et halvt års tid. Og jeg ved at jeg kan blive væltet omkuld, som det skete sidste forår. Jeg kunne godt bruge en B.S. til at give mig de der livsbekræftende oplevelser, som jeg kan sætte i banken til dårligere tider…

Rehab #3

Status efter en uge:

  • Minus 2,3 kg og adskillige cm i rundkreds 😯
  • Er nu knap så sulten længere, kroppen har vænnet sig til at undvære brød, pasta og ris (og kage…)
  • Har fået mere energi og er knap så træt

It’s a win-win… 🙂

Sukker-rehab, afsnit 1

Har i kampen mod de mange amme-kg indledt en sukker-rehab, hvor alt sukker og stivelse er forbudt de næste 3 uger. Den der med at man spiser for 2 i graviditeten og taber sig af at amme – YEAH, RIGHT! I mit tilfælde har det været nærmest omvendt: Jeg har spist moderat i graviditeten, kun taget 11 kg på, og de forsvandt igen lynhurtigt efter fødslen.

MEN…….

Hvad ingen havde advaret mig om var, at man bliver S U L T E N af at amme. Rå-sulten. Meget. RIGTIG meget. Så jeg åd og åd – mest hurtige kulhydrater, for det var det, min krop skreg på. Og jeg blev decideret arrig og morderisk, hvis jeg ikke fik noget mad. NU.

Det har ført til en meget usund sukkerafhængighed, hvor jeg nu i over et år har ÆDT sukker og stivelse, så jeg igen er på højde med min før-fødselsvægt 🙁 (det har så heller ikke hjulpet at jeg har haft bækkenløsningen fra helvede + inkontinens, der ligesom har afholdt mig fra al form for træning og bevægelse).

Så nu er jeg gået i rehab. 3 uger uden sukker og stivelse, og så en langsom genintroduktion af de grove kulhydrater til kosten. Det skulle efter sigende være nok til at bryde sukkerafhængigheden, og skabe sig nye og fornuftige vaner (jeg vil jo påstå at det for mig er at genfinde mine tidligere gode vaner *indsæt glorie* ).

Ønsk mig held og lykke – og kom gerne med hep og tilråb, jeg får brug for opbakning 😀