Det rigtige billede

“Didn’t have a camera by my side this time
Hoping I would see the world through both my eyes
Maybe I will tell you all about it when
I’m in the mood to lose my way with words”

– John Mayer, Room for Squares

Min verden bliver set meget i billeder. Både naturbilleder, portrætbilleder og situationsbilleder, og jeg høres ofte sige “hvor er mit kamera, når jeg skal bruge det?” (i øvrigt en sætning, jeg har planket fra min ex-kæreste – ham, der lærte mig at fotografere). I dag går jeg aldrig nogen steder uden min mobil. Dels fordi børnehaven skal kunne få fat på mig, hvis der tilstøder min søn noget, men især fordi jeg er afhængig af at kunne tage billeder af alt og alle til enhver tid. Jeg tænker i billeder. Og jeg ærgres ofte over at jeg kun har mit mobilkamera på mig, og ikke mit rigtige spejlreflekskamera (men det er nu så klodset at have med allevegne).

John Mayer ramte mig tilbage i 2001 med sit Room for Squares-album, og bl.a. denne strofe har jeg tænkt meget over. Kan man se mere, hvis man ikke har sit kamera med? I dag er det jo blevet et mantra, en shitstorm mod alle dem, der dokumenterer deres mad på instagram eller plastrer deres FB-væg til med lækre selfies. “Prøv dog at leve uden at fotografere alting” hedder det, og man er mere i kontakt med sit selv hvis man netop ikke fotodokumenterer alting. Det er mere rigtigt ikke at fotografere end at fotografere. At se i stedet for at fotografere.

I går var jeg på tur i skoven langs med søen i den iskolde morgentåge, der havde lagt sin isnende dæmper på alle lyde og aktiviteter. Alligevel var vi nogle, der trodsede kulden, stilheden og tågen, og var ude – fx min hund og jeg. Gennem tågen kunne jeg pludselig høre lyden af åretag. Af årer, der blev sat i stille vand. Af bådens knirken i takt til roernes åretag. Af korte kommandoer, der blev givet roerne imellem. Og febrilsk stod jeg der og fumlede med min mobil for at tage et billede af roerne, der dukkede ud af tågen. Men jeg nåede det ikke. Jeg vidste, de måske ville vende, og jeg fortsatte derfor langs stien for at finde et egnet sted at fotografere dem, når de kom den anden vej, men baggrunden for det billede var ikke lige så poetisk. Så derfor løb jeg tilbage til det første sted, og ventede på de skulle komme retur igen.

Mange fotografer venter længe og tålmodigt på det perfekte billede. Især hvis man skal fotografere natur må man have tålmodigheden med sig. Gør det så oplevelsen ringere? Er det mindre rigtigt, det fotografen ser, end det den almindelige beskuer uden kamera ser? Ser man mere og bedre, hvis man ikke har sit kamera på sig? Hvis man spørger shit-stormerne og mindfulnessinstruktørerne så skal man bare lade kamera være hjemme, og i øvrigt bare glæde sig over det man ser med sig selv, uden at dele. Hvis man spørger mig, så nej – jeg ser verden i billeder, jeg ser de skæve vinkler, de spøjse billeder, de fine situationer, de skælmske blikke, de storslåede landskaber som billeder. Billeder, jeg elsker at have oplevet ude i virkeligheden, men billeder, jeg bliver nødt til at prøve at fange og frame. Det giver mig en meget mere intens oplevelse af motivet, af situationen og af mine omgivelser. Og et meget bedre minde at lagre i min hukommelse.

I går ventede og ventede jeg, i halvtyndt, gennemblødt løbetøj, dér i den isnende tåge, med en utålmodig hund, i lang tid på at roerne skulle returnere. Endelig dukkede de frem af tågen, og jeg fik knipset løs på min mobil. Var det den iskolde ventetid værd? Ja. Var jeg ærgerlig over ikke at have mit rigtige kamera med? Ja, klart. Den tager så meget bedre og skarpere billeder. Hvordan blev resultatet? Det blev okay efter omstændighederne, men jeg ærgrer mig stadig over ikke at have haft mit gode kamera med.

Bedøm selv 🙂

taage

Mig – en provinsiel, sur mokke?

For et lille halvt års tid siden fik jeg sådan en sæt-x-i-kalenderen invitation til et 20-års studenterjubilæumsarrangement (20 år??? Hvor f*** blev de lige af?), som jeg fluks satte X ved, og har glædet mig til at høre nærmere om. Jeg har fulgt med på Facebook-siden, hvor folk lagde billeder op fra dengang, vi lignede nogen, der var med i en Nils Malmrosk ungdomsfilm, og har siddet og tjekket ud hvem der ellers var med i gruppen (på den der “hende der kan jeg overhovedet ikke huske…” og “ham der – gik han i Z eller Y-klassen?” måden).

Skægt – og forventningens glæde om at skulle mødes til en tur down memory lane har været voksende. Altså lige indtil i dag.

For i dag kom så den endelige invitation. Eller rettere – en afstemning om hvilken af 3 forskellige arrangementer, vi kunne tænke os – i København!

Min underkæbe hænger stadig i knæhøjde.

Vi gik i skole på Sorø Akademi, en sagn- og historieomspunden kulturel perle af Harry Pottersk og Døde Poeters Klubsk karakter, vi hyldede de højtloftede sale og unikke klasselokaler med stuk i loftet og fabeldyr på væggene, vi holdt de mere end 100-årige traditioner i hævd, og bildte os ind at vi var meget bedre end alle de andre. For mig er et 20-års studenterjubilæum uløseligt forbundet med en tur til Sorø Akademi, et gensyn med bygningerne, historierne, navneindristningerne i kirkemuren, parken, kostskolen, og ikke mindst den snak, der kunne opstå dér.

Men nej. Argumentet er at “de fleste bor alligevel i København.” For mig bliver det så bare til endnu et arrangement i København, der for mig absolut ikke giver nogen mening. Endnu et eksempel på at der er meget længere fra København til Sorø end den anden vej, og at en del mennesker åbenbart tror at verden stopper udenfor Valby Bakke. Jeg har i hvert fald brugt temmelig meget energi på at være mopset over den beslutning, på et plan som min mand slet ikke fatter (men man skulle nok have været der). I hvert fald er det i den grad gået op for mig at det nok mere er stedet end menneskene, der siger mig noget, og at jeg ikke har behov for at bruge en aften af min enormt sparsomme fritid på dem. Det er vel også en slags erkendelse.

Gør det mig så til en bagstræberisk, provinsiel, sur mokke, der bliver børnefornærmet, hvis det ikke foregår efter mit hoved?

Nedtrapning, nedtur?

Jeg har lige set 3. afsnit af B.S. og recepten på TV2, hvor han coacher 4 kvinder gennem deres udfasning af antidepressiv medicin. Og jeg kan i den grad nikke genkendende til deres historier om ikke at slå til, ikke at være gode nok, og at tage kritik meget nært – der har jeg også været. Jeg er også misundelig. For de 4 kvinder har en B.S. til at coache dem gennem forløbet – det er noget, vi ca. 450.000 andre antidepressiv medicinske patienter ikke har.

B.S. har virkelig fat i noget, når han siger det handler om at give dem nogle gode oplevelser med at bryde grænser, så de har dem at falde tilbage på, når de står i hverdagen igen og skal håndtere livet. Han har en rigtig god forståelse for hvem de er, han møder dem der, og løfter dem.

Det er noget, de fleste af os ikke har. Når vi står der, og tager valget at trappe ud af medicinen – med alle dets bivirkninger – så kan vi støtte os til læge og psykolog, men vi skal stadig tackle høje krav på arbejdspladsen, høje krav fra familien, fra børneinstitutionerne, fra samfundet. Og det kan dælme være svært at håndtere en nedtrapning samtidig. Jeg ved det, for jeg prøvede sidste forår, hvor det ikke gik, så jeg er stadig på antidepressiv medicin, nu på 7. år.

Jeg vil gerne forsøge igen dette forår. For hvem vil ikke gerne leve medicinfrit, og kunne være sig selv? Jeg kender mine dæmoner, og ved hvad de er kommet af, men jeg mangler stadig nogle værktøjer til ikke at falde i suppedasen igen. Jeg kender til bivirkningerne ved nedtrapning og udfasning af medicinen, og ved at det kan blive en sårbar rejse, der kan vare et halvt års tid. Og jeg ved at jeg kan blive væltet omkuld, som det skete sidste forår. Jeg kunne godt bruge en B.S. til at give mig de der livsbekræftende oplevelser, som jeg kan sætte i banken til dårligere tider…

Haves: Udgifter. Ønskes: Finansiering.

Overskriften har jeg planket fra en af mine facebook-venner, som står uden dagpenge til maj, trods mere end 200 ansøgninger, 17 samtaler, en række kurser og konsulentforløb, en masse networking og deltagelse i alskelens jobsøgningsaktiviteter. Så er jeg dog lidt heldigere stillet, mine dagpenge udløber først om et år.

Jeg er også heldig, da jeg ikke har dobbelt husleje som følge af et usælgeligt hus andetsteds i landet, og jeg er heldig at have en mand, der tjener godt, og som ikke er truet af ledighed.

Men altså. Den økonomiske spændeskrue, den strammer altså lige mere end godt er :-/ Det mærkelige er, at da vi købte huset for 4 år siden, på to lønninger, der er lavere end i dag, havde vi økonomisk råderum til at spare op og have luft i budgettet. Det har vi sørme ikke i dag… udgifterne er løbet løbsk, og vi er hele tiden bagud. I de helt tunge udgiftsmåneder er vi nødt til at lave aftaler med dem, vi skylder penge, om afdrag og udsættelser, og opsparing er en by i Rusland. Til gengæld har vi et fyr, der konsekvent driller (læs: håndværkerregninger $$$), og en bil, der står overfor et servicetjek af de helt store :-/

Hvad skete der lige for det????

Priser på ting er generelt blevet dyrere, renter i banken er blevet dyrere, afgifter på el og andre “grønne” ting er steget, og vi har fået en mini-forbruger mere på matriklen. Men alligevel er det voldsomt – og lige om lidt går jeg på dagpenge (læs: 10K mindre penge om måneden).

Så gode dyr er rådne. Hvis vi sælger huset (det vil vi ikke!), kommer vi ud med et kæmpetab, som vi skal bruge årevis på at betale af på alligevel. Hvis vi sælger bilen, kommer vi til at mangle den (ja – mange ting kan klares på cykel og med bus, men i forhold til geografien og min jobsøgning vil det sætte en hel del begrænsninger). Og jeg er i syv sind – for sælger vi bilen, kan vi få lappet de økonomiske huller, skære nogle tusinde af de månedlige udgifter, og tilmed kunne jeg se frem til en masse dejlig motion på cykel, når jeg skal hente og bringe Skrumpen. Men det vil gøre mig afhængig af at søge job steder, hvor bus og tog kommer lige forbi.

Jeg tænker tit på om det er det hele værd. Om bilen er alle bekymringerne og tårerne værd. Ydmygelsen over ikke at kunne betale regningerne. Og jeg kommer ikke mere ud af huset, bare fordi jeg har en bil – jeg har bare mulighed for at komme længere omkring. Frihed til at gøre det. Men er det det, jeg vil? Betale frihedens pris med bekymringer, ydmygelse, tårer og mangel på ting, der går i stykker i hjemmet? Hvornår vender det? Er det lige om en måned, jeg får nyt job, og får brug for at købe en ny bil? Eller er det om et år? Hvad nu hvis drømmejobbet ligger lige udenfor realistisk cykelradius et sted uden busforbindelse?

Arrrhhhh…

Go’ weekend

Selv om jeg stadig bekymrer mig om vores økonomi, så går det egentlig sådan meget okay. Jeg er tilbage på pinden, og det er faktisk rart at have struktur i hverdagen igen – så længe det varer. Jeg søger også jobs, som jeg så får afslag på, så jeg regner med at skulle sætte mig i Dagpengeland igen pr. marts. Jeg har så et årstid tilbage på dagpenge, inden jeg ryger ud over kanten, og så må vi jo bare håbe det er blevet nemmere at få job inden da… selvom jeg synes nu bare det er lutter dystre jobtal, økonomivarsler og konkurstrusler, der bliver snakket om derude i medierne.

Jeg prøver stadig at se om jeg kan score mig et deltidsjob, hvor jeg kan læse ved siden af, men de hænger nu heller ikke på træerne. Lutter afvisninger og “vi har ikke nogen penge” alle steder, så jeg ved snart ikke hvad jeg skal stille op. Men jeg kan selvfølgelig starte med at købe bøgerne og læse lidt på stoffet… jeg får jo tid til det, sådan pludselig 😉

Nåmen. Og så er det jo weekend, komplet med frost og sne. Det må udnyttes på kælk *indsæt røde kinder* 😀

Brug-og-smid-væk-mennesker

Det kan næppe have undgået nogens opmærksomhed at der står en masse ledige derude og mangler job. Ej heller at der ikke ligefrem er frit valg på alle hylder henne i job-brugsen, og at de, der har job, klamrer sig til dem med arme, ben og rundsavsalbuer.

Engang var det rart at gå på arbejde, man havde gode kollegaer, der både smilede og hjalp, når en opgave skulle landes, og jeg har i flere jobs været så heldig at have fantastiske kollegaer, som jeg også sås med udenfor arbejdstid. Både i løbeklub, fredagsbaren og på rulleskøjtetur til Berlin Maraton.

Det er mit indtryk at den slags er gået lidt af mode i takt med at krise og nedgang har gjort sit indtog – jeg oplever selv, og hører fra andre, at arbejdspladser er blevet stille-krigszoner, hvor man sidder med sine egne kort tæt ind på kroppen, og helst ikke hverken videndeler eller fraterniserer for meget med de andre ansatte, i kampen om at være så uundværlig at den næste fyringsrunde går forbi. De få, der bliver ansat rundt omkring, bliver ikke længere fastansat, men projektansat på tidsbegrænsede kontrakter eller opgaver. Folk, der blev ansat for 6-7-8 måneder siden, bliver opsagt, “for vi havde alligevel ikke brug for en projektleder.” Der bliver fokuseret på stramme budgetter og røde tal som aldrig før, og arbejdskraft er blevet en brug-og-smid-væk-vare. Ja, jeg har endda hørt begrebet “den moderne daglejer” brugt om arbejdskraften, netop fordi flere og flere kun bliver hyret ind til en bestemt opgave. Så er arbejdsgiveren fri for at bekymre sig om hvad de skal stille op med mennesket bag arbejdskraften bagefter.

For den enkelte daglejer betyder det større krav til hurtige omstillingsevner og hurtige resultater, overfladiske kollegaskaber, kæmpe arbejdspres, ingen sociale relationer eller sikkerhedsnet i virksomheden, og heraf følgende økonomisk usikkerhed, “en dårlig kunde” i banken, ingen rettigheder i virksomheden men til gengæld et kæmpe krav fra samfundet om at finde sig i det, da ledighed jo er roden til alt ondt.

Nogen kan leve med den slags udfordringer. Nogle trives endda med det – de er oftest selvstændige konsulenter. Andre – som mig – er sårbare, og knækker halsen på det. Men nu har vi jo som samfund kridtet banen op til skærpet junglelov, og spørgsmålet er så bare hvad vi gør med alle os, der ikke kan leve op til de store krav? Hvor skal vi gå hen med de kompetencer, vi trods alt har?

Jeg kender ikke svaret. Men jeg leder efter det, og alle inputs er velkomne.

Om at turde…

Ingen faste læsere er vel i tvivl om at jeg har en drøm, som jeg har ævlet rigtig meget om, men ikke rigtig fået gjort noget ved: Jeg vil være legepladsmagerske! Sådan en, der designer fede legepladser/steder/temaer til børn og deres voksne i alle aldre – sådan en, der kan give familier, skoleklasser, venindegrupper, polterabender, firmafester og andre samlinger en ordentlig en på legekassen, så de går hjem med en god træthed i kroppen og et stort smil på læberne.

Men – oh boy, der er lige nogle “forhindringer” jeg skal rydde af vejen først:

  1. Jeg skal turde gøre det. Turde gå imod alt og alle, smide andres forventninger over bord, og GØRE det.
  2. Jeg skal bygge på min uddannelse. Jeg skal først og fremmest lære de værktøjer, man skal bruge for at blive legepladsmager. Jeg har fundet stedet og uddannelsen – nu skal jeg bare turde…
  3. Der er lige noget økonomi, der skal hænge sammen. Så opskriften hedder deltidsjob + deltidsuddannelse. Og hvor finder man lige det…

Så var det lige jeg så de mangler en kirkesanger i den lokale kirke. Og mig, der er kristen, elsker folkekirken, elsker at synge, har sunget i kirkekor siden jeg var bette og kan (næsten) alle salmerne – den ligger lige til højrebenet! Så nu skal jeg bare finde modet til at turde gøre det. Turde søge jobbet, og turde sige ja tak til det, hvis jeg får det tilbudt. Turde tage ansvar for at synge for kirkegængerne, uanset om det er bryllup eller begravelse. Turde tage skridtet VÆK fra de konventionelle fuldtidsjobs, A-kasser og retten til dagpenge, og turde gå efter det, jeg virkelig gerne vil. Hvordan finder jeg modet?

Om at være følsom

For nogle år siden stiftede jeg bekendtskab med begrebet “særligt sensitive personer”, og kunne straks genkende mig selv i beskrivelserne. SIden er jeg blevet bekræftet flere gange i at jeg hører til den forholdsvis store gruppe af mennesker, der oplever alting lige et nøk mere intenst end andre – helt op til 20% mere intenst, kan jeg læse mig til. Det er alle former for sanser, der er i spil, men især er det jo følelserne, der virkelig kører helt ud i yderpunkterne. Indenfor de sidste par dage har jge lige læst lidt op på det der sensitivitet, for at forstå det lidt bedre.

Disse særligt sensitive personer er så kendetegnet ved at gruble mere, være meget eftertænksomme, have svært ved at tage beslutninger, bliver nemt stressede, har behov for mere søvn og at trække sig tilbage for at finde ro, bliver opfattet som langsomme og til tider arrogante. Jeg kan sætte kryds ved det hele.

Så langt, så godt – nu ved jeg, hvorfor det tager mig længere tid at løse samme opgaver som andre lige ordner med venstre hånd (set fra mit vindue, i hvert fald). Nu ved jeg hvorfor jeg altid er så træt, hvorfor det tager mig 2½ time at få mig selv og Chokofanten ud af døren om morgenen, hvorfor jeg går ned på en arbejdsplads, der ikke fungerer optimalt (selv om jeg godt ved det ikke har noget med mig at gøre), og at jeg har brug for mere alene-tid end andre for at lade op.

Hvilken af disse ovenstående ting harmonerer ikke med vores moderne, pressede samfund? Nårh jo, dem alle sammen…

Inden jeg fik Chokofanten kunne jeg godt få verden til at hænge sammen, fordi jeg bare havde mig selv at tage vare på, men efter vi har fået ham er alting brudt helt sammen til kaos. Og jeg har bare ikke kunnet forstå hvorfor andre mødre har kunnet få job, barn, hjem og socialt liv til at gå op mens jeg kæmpede en daglig liv-og-død-kamp med at få tømt og fyldt en opvaskemaskine.

Men hvad stiller man så op med sig selv, når man nu er et særligt følsomt menneske, der – på gode dage – har hang til at være kreativ, udadvendt, social, at gøre en forskel, at hjælpe andre og at have mening i sit liv? Når man så det næste øjeblik må blive sygemeldt, fordi kroppen og psyken bare siger fra, og man ikke kan præstere i det tempo, samfundet kræver? Hvilken slags job kan man bestride? Og hvordan får man brugt alle sine evner og kompetencer, uden at gå ned hver gang der bliver stillet krav?

Ja, det må jeg lige arbejde lidt med…

Prust…

Synes jeg styrter rundt for tiden og når kun en brøkdel af det, jeg ville. Som fx at skrive blogindlæg om min skægge tur til København, min have og planerne for den, om reality TV, om det udsatte sushi-træf, om Åndernes Verden (!) – for ikke at tale om de blogindlæg, jeg havde i tankerne, men som jeg siden har glemt alt om… hvem sagde ammehjerne?

Line42 – der er ekstraordinært lav på resourcer i disse dage

Det lukkede jobland

Mens politikerne diskuterer betalingsring så det er til at kaste op af, er verden stadig i finanskrise. I hvert fald den hjemlige verden, her i vores andedam. De officielle tal siger, at vi er 160.000 arbejdsløse (and counting), mens det i virkeligheden nok er en del flere. Det er sparetider, og mens både den private sektor og serviceerhvervene i den offentlige sektor har fyret og nedjusteret i et væk de senere år, er turen nu kommet til den offentlige administration. Riget fattes penge, og der er næsten ingen ende på hvad der skal spares på. Senest er et forslag om halverede dagpenge til unge under 30 år kommet på bordet, hvilket skulle motivere de unge til at tage et job hurtigere.

Det er jo lidt svært, når der ikke ER nogle jobs derude, uanset om man er over eller under 30.

Jeg er selv i gang med at støve CV’et af, og prikker lidt til mit netværk for at tage lidt af jobsøgningen i opløbet, inden min barsel udløber til maj. Men jeg må sgu tilstå at jeg ikke er superoptimist. I medierne hører jeg kun om fyringer, flere fyringer, nedjustering af banker, stigende priser, ansættelsesstop og faldende boligpriser. Alle markeder er fastlåste, og der skal mere end en betalingsring til for at tø isen op. Så hvordan hulan kommer man ind på jobmarkedet igen?

Man skal vist være mere end almindeligt heldig med lige at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og der skal dælme netværkes og sendes massevis af antenner ud i en jævn strøm. Med nok lige så mange lukkede døre og afvisende arbejdsgivere. Samtidig med at jeg bliver mere og mere langtidsledig, og rykker længere og længere bagud i køen. Det kræver så sin kvinde at holde humøret højt, og ikke at lade sig påvirke af situationen – noget, jeg ikke er smaddergo’ til.

Imens tænker jeg i alternativer. Jeg er kommet frem til 3:

  1. Starte egen virksomhed. Jeg mangler bare lige helt at finde ud af med hvad…
  2. Få et barn (og en barsel) mere. Så må verden rasghu da være blevet til et bedre sted i mellemtiden…
  3. Tage en efteruddannelse. Men sådan en koster penge, og imens har jeg ingen indtægt…

Andre gode forslag?