Den lyse nat

Åh, hvor jeg elsker de smukke, lyse sommeraftener, der lokker med deres løfter om evig ungdom. Og hvor jeg dog elsker det smukke sommerland, der lokker med sin frodighed, sine dufte, sine lyde og sin lethed. Så jeg røvede mig til en lille tidslomme her til aften, hvor jeg bare lod cyklen køre ud i sommeraftenen, ud ad de små veje, langs læhegn og frodige grøftekanter, hvor skræpperne kæmpede med kørvelen om pladsen. Ja, jeg ved jo nok at skræpperne vinder, men de hører med i mit sommerlandskab, i min grøftekant som en evig sommerbebuder.

Og det var i sandhed en lys og dejlig aften, hvor vinden tav, og ikke et græsstrå bøjede sig. Bortset fra dem, der bøjede sig for den store kat, der kom luskende ud fra kornmarken, og kiggede på mig med sine faste katteøjne. Solsortene sang solen ned, luften var fuld af hyld, varm jord, korn og hybenroser – nu hvor forsommerens første blomstrende eksplosion har lagt sig, og har ladet sig afløse af den lidt mindre pågående men mindst lige så skønne blomstring. Cyklen ledte mig gennem den grønne tunnel af hasselbuske, og frem til bakketoppen for enden af den spejlblanke sø, hvor kirketårnet står som en historisk fortælling om evigheden på den modsatte bred. Hvor jeg kunne høre nattergalens magiske triller, lærkens bejlen og frøernes kvækken. Hvor jeg kunne lugte og sanse denne stille sommernat som et vidnesbyrd om evigheden, som den danske sommernat har budt sig til i tusind år. De store kastanjetræer, som har stået i århundreder ved stuehusets gavl, kan fortælle om mangen en berusende sommernat, kan fortælle historier om karle og piger, om legende børn, kærlige mødre og trætte bønder. Om hunde, der gør, og heste, der vrinsker. Gennem hundredevis af år.

Cyklen triller selv ned ad bakken, og jeg sanser de små varme luftlommer, hvor solens stråler har gemt sig for natten, mens den køligere aftenluft tager over udenom. Månen står som en tynd, buet streg på den lyseblå himmel, og vejen snor sig gennem bakker og marker.

Jeg skal igennem et stykke med skov, og her er mørkt og stemningsfuldt. Fuglene synger mig på vej, et rådyr standser i vejkanten og kigger på mig et øjeblik, inden det løber tilbage i skovens dunkle mørke, og skovsneppens snadren-og-twuiit suser hen over hovedet på mig. Skovvejene lokker med eventyr, men jeg modstår dem i aften.

Tilbage i lyset på den anden side står dovne heste og vifter fluer med halerne, mens de kigger på mig med spidsede ører. Et dådyrrudel flygter hen over engen, og store, runde ensilageballer står pænt pakket ind på rad og række overfor. Byggen står knivskarpt, mens enkelte strå af rug bryder med hvedens horisont.

Rundt om det sidste hjørne inden jeg er hjemme, erkender jeg at jeg elsker livet højt. At jeg er fuld af kærlighed. Og en berusende duft af uægte jasmin slår følgeskab med den følelse.