En Lakrids i huset…

Hun er jo altså min søde, glade, lille Lakrids. Hun er en skøn og dejlig hund, som ÆÆÆLSKER skovture lige så meget som jeg gør – men som har været alt, alt for forkælet, og nu føler sig noget overset med en baby i huset. Hun er også sød, kærlig og deltagende, og vil så gerne hjælpe til, når den mærkelige, nøgne hvalp skal ammes og pusles og leges med og ligge på gulvet. Men man må altså ikke slikke små babyer i hovedet, så mor er lidt streng.

Med det resultat at Lakridsen vuffer og vuffer nærmest uafbrudt hele dagen – dels for at passe på os, dels for lige at gøre opmærksom på at hun altså også er der. Det er altså lidt stressende, særlig når Lillemanden bliver bange for pludselige, høje bjæf.

Derfor har Lakridsen også været på bondegårdslejr hos mine forældre og deres gamle laborador, Tante Siff, ad flere omgange. Og det er altså rart! Det giver fred til at fokusere på babyen, og en god samvittighed over at hun er i Lakrids-slaraffenland, med marker, vandhuller, æbleplantager og krat i massevis at boltre sig i. I mellemtiden savner vi så lidt vores lille hund herhjemme – især puttehunden, der lægger hovedet op i skødet på én og snorker, mens man ser TV 🙂 Og den glade hund, som fræser ud over mark og eng, med snuden i jorden på evig jagt efter haremisser, dådyr og frække fasaner. Alt imens hele bagpartiet går på hende 😀

Men altså. I den her virkelighed, hvor det kan være noget af en kamp at få en grumpy og overtræt baby til at sove, eller bare til at smile og pludre, når der fræser en lille, sort, gøende tornado rundt over det hele – ja, så sidder jeg og overvejer hvor længe jeg kan tillade mig at have hunden på bondegårdslejr. Mine forældre tager hende gerne, men omvendt er hun jo vores hund, og dermed også vores ansvar… og hele ideen med at lade Lillemanden vokse op med hund, så det er en naturlig del af hans liv, går jo ligesom lidt fløjten…

Hvad ville du gøre? Tage kampen med hund og baby, indtil man finder en afbalanceret hverdag uden alt for meget gråd og hurlumhej, eller sende hunden på bondegårdslejr i en månedstid?

dsc_0006
Ja, det er hende her, jeg snakker om… 😉