Mindfulness go home. Massage rocks!

Mindfulness er det nye sort. Eller, måske ikke så nyt mere, men der bliver i hvert fald prædiket mindfulness i hver en lille afkrog af selv den yderste udkantsprovins, og det er blevet udråbt til at være L Ø S N I N G E N på alt, lige fra arbejdsløshed og depression til helbredelse af blister i munden og kræft. Og allerede her vil den kvikke læser nok bemærke at jeg ikke er revet med af mindfulnessbølgen…

Rigtig mange søde, dejlige, velmenende mennesker har i tidernes løb ment at det var godt for mig at gå til/lære a) meditation, b) yoga, c) udrensninger (både den slags hvor man kun drikker urtete i en hel uge mens man går baglæns rundt om sin yin yang skål i fuldmåne, og den slags hvor man får skyllet tyktarm), d) mindfulness.

Ja okay, jeg HAR faktisk gået til yoga, og kunne rigtig godt lide det, men i min afkrog af udkantsdanmark er yoga noget man dyrker tirsdag fra 11.30-13, og der er jeg altså på arbejde. Heldigvis da. Men alt det andet der…. det er altså ikke lige noget, der fænger. Jeg har ikke engang lyst til en prøvetime. Jeg har faktisk prøvet forskellig slags meditation i forbindelse med foredrag/personaledage/kurser/diverse, men min oplevelse var at jeg enten faldt i søvn, eller fik rockerondt i mine knæ af at sidde i skrædderstilling så længe. Ingen af delene fik mig til at falde i svime og tænke at det var lige det, der manglede i mit liv.

Det kan da godt være at jeg i hektiske perioder ville have haft godt af at standse lidt op og kigge lidt bedre på nu’et, men i de perioder har jeg faktisk nydt mit liv i fulde drag, og har surfet på en bølge af glæde. I nede-perioderne har jeg haft lyst til at tæve dem, der foreslog mindfulness, simpelthen fordi de ikke fatter en pind. De får det til at lyde så “du-skal-bare-lige-lære-at-mærke-skovbunden-under-dine-bare-tæer-og-være-i-et-med-træerne, så-bliver-du-et-bedre-menneske” – når nu jeg har været et helt andet sted, med en helt anden smerte som ingen af dem kunne fatte.

Med andre ord: det der mindfulness/meditation er bare ikke noget for mig. Det siger mig ikke noget, og det tænder mig ikke.

Det, jeg derimod har haft supermeget glæde af, er massage. Jeg elsker at blive æltet igennem, at få løsnet alle myoserne, at få trykket på de ømme steder, så jeg kan mærke jeg lever – DET virker! Og jeg tager any day hellere en tur på massagebriksen frem for i mindfulnessstolen. Jeg slapper SÅ godt af, når kyndige hænder tager fat i mine stive muskler, og finder de ømme punkter. Det føles godt og rart at få løsnet myoserne i nakken, som kommer af en lille dreng, som stjæler sin mors hovedpude om natten. Jeg kan mærke min krop, og jeg kan mærke at jeg lever – følelsen sidder længe bagefter. Alt det, de andre taler om, når de går til mindfulness, det får jeg ud af at gå til massage.

Mon ikke vi alle sammen virker forskelligt, og vi reagerer på forskellige ting? Der hvor andre har brug for “hjerneterapi” til at fange solen og nuet og den friske luft, der har jeg brug for “kropsterapi” for at mærke min krop, og give slip på de bekymringer, der sniger sig ind i skulder- og nakkemuskler på mig.

Nå, nu vil jeg krybe til køjs, og forsøge at visualisere en dejlig massage…. 😉

Kan næsten ikke huske hvordan man gør…

Efter utallige opfordringer (okay, 2) vil jeg forsøge at pumpe lidt liv i bloggen igen. Var positivt overrasket over at min blog ikke var blevet slettet som uddød – og endnu mere positivt overrasket over at jeg stadig kunne huske mit password.

Jeg gik i stå for næsten et år siden, fordi jeg bare ikke følte jeg havde noget at skrive om – andet end hvor trist jeg var, og hvor skidt jeg havde det. Og det blev jeg i længden selv træt af at høre på, og kan forestille mig at det heller ikke er på listen over mest læste blogs 😉 Så piveriet tog en ende, og jeg gik i fosterstilling en rum tid.

I slutningen af september var årevis af usikkerhed og grublerier endelig overstået: Jeg fik job. Fast job. Som biologi- og matematiklærer. På en privatskole. Lettelsen er enorm – og ligeså er glæden, for aldrig har jeg da været så glad for et job. Det er ikke bare “et job”, men en livsglæde og en bekræftelse at være lærer, og så endda med mine to yndlingsfag: biologi og matematik. Det skal I nok høre mere om 😀

Siden da har jeg fået en hel del på hjerte – og også forrygende travlt. Det kan godt være jeg har en 30 timers arbejdsuge og en ugentlig skemafri dag, men for Sørensen da – jeg har aldrig haft så travlt! Tror jeg arbejder 40-45 timer om ugen, mindst, men til gengæld er det sjovt. Så I skal nok høre mere om min nye tilværelse som skolelærer, når jeg ind imellem har et par ledige minutter, der ikke skal bruges på vasketøj 😉

Hvad vil jeg gøre, når jeg bliver arbejdsløs?

Michelle Hviid skriver kronikken “Hvad ville jeg gøre hvis jeg var arbejdsløs?” på b.dk, hvor hun gør sig tanker om det at knokle vs. det at være arbejdsløs. Hun skriver at hun knokler, og betaler med afsavn til hendes børn, at hun betaler det hele og lidt til i skat, og at hun ind imellem overvejer om hun skal flytte til Schweiz for at få mere til sig selv og sine børn.

Og så skriver hun om hvad hun ville gøre, hvis hun blev arbejdsløs. Og det er virkelig dejligt forfriskende! Michelle ville finde andre ligesindede danne taskforcen “de ihærdige arbejdsløse”, som skulle have til formål at gøre noget. Gøre en forskel. Banke på nede i børnehaven og tilbyde hjælp til det, der ellers aldrig bliver gjort, hjælpe travle børnefamilier med indkøb og madlavning, strikke tøj til alle lygtepælene på Christiansborg, så de, der møder på arbejde hver dag, får noget at smile over på vej ud og hjem. Og hun ville vende ventetiden til noget positivt.

Ideen er endda udloddet, så vi, der er arbejdsløse, kvit og frit kan planke den (og btw, så giver hun en blæret middag, hvis bare du kommer og laver den).

Det er virkelig fedt at læse! Dejlig positiv indstilling, i modsætning til alt det piv, der ellers findes derude (og jeg er selv en af storleverandørerne af piv). Nu, allerede inden jeg bliver arbejdsløs på fredag, er jeg allerede træt af piv (især mit eget), og vil meget hellere fokusere på det positive – på at jeg nu kan få tid til alt det, jeg ellers går og piver over jeg ikke har tid til (..!). Oprydning, tøjvask, udsmidning, husprojekter, haveprojekter, drivhus, køkkenhave, at sætte sig ned og læse et blad og drikke en kop kaffe, uden der er en lille Skrump der hiver mig i buksebenene. Og jeg er vild med ideen om at gøre en forskel for andre – jeg har faktisk selv tænkt tanken, og kender indtil flere hårdarbejdende mødre, som jeg kunne aflaste med lidt oprydning, tøjvask, børnepasning eller hundeluftning en gang imellem.

Men så er det, at jeg vender tilbage til første halvdel af Michelle Hviids kronik: den hvor hun er træt af at høre på de arbejdsløses piv, fordi vores arme er jo ikke faldet af, vel. Og hvorfor skal hun knokle r***n ud af bukserne for at vi kan sidde hjemme med hænderne i skødet og vente på at dagpengene ruller ind på kontoen?

Her er det så, at jeg må protestere: de fleste af os, velfungerende arbejdsløse, har faktisk ikke lyst til at være det. Vi vil gerne have et arbejde, gerne være en del af noget, gerne gøre en forskel. Men mange af os har ikke den ballast, det netvær og de evner, som Michelle Hviid har – mange af os er ikke sælgere, og langt de fleste mennesker reagerer med modløshed på afslag efter afslag. For mit vedkommende har jeg været pisseuheldig at ryge i en ond fyrings-cirkel i krisen, og står nu med så mange bøllebank på selvtillidskontoen at jeg har svært ved at se mig selv nogensinde komme på banen igen. Og jeg kender mange gode mennesker, der er ved at miste både dagpenge, hjem og  forstand efter mange, mange afslag på et marked, hvor det kan være utrolig svært at trænge igennem, hvis man ikke er sælger, ikke har et godt netværk, eller ens far ikke kan ansætte en som Country Manager i familieimperiet.

Så Michelle – din ide er rigtig, rigtig skøn, og jeg synes det er dejligt med positive indspark. Men prøv at gå en mil i vores sko før du udtaler dig om vores vattethed.

Sukker-rehab, afsnit 1

Har i kampen mod de mange amme-kg indledt en sukker-rehab, hvor alt sukker og stivelse er forbudt de næste 3 uger. Den der med at man spiser for 2 i graviditeten og taber sig af at amme – YEAH, RIGHT! I mit tilfælde har det været nærmest omvendt: Jeg har spist moderat i graviditeten, kun taget 11 kg på, og de forsvandt igen lynhurtigt efter fødslen.

MEN…….

Hvad ingen havde advaret mig om var, at man bliver S U L T E N af at amme. Rå-sulten. Meget. RIGTIG meget. Så jeg åd og åd – mest hurtige kulhydrater, for det var det, min krop skreg på. Og jeg blev decideret arrig og morderisk, hvis jeg ikke fik noget mad. NU.

Det har ført til en meget usund sukkerafhængighed, hvor jeg nu i over et år har ÆDT sukker og stivelse, så jeg igen er på højde med min før-fødselsvægt 🙁 (det har så heller ikke hjulpet at jeg har haft bækkenløsningen fra helvede + inkontinens, der ligesom har afholdt mig fra al form for træning og bevægelse).

Så nu er jeg gået i rehab. 3 uger uden sukker og stivelse, og så en langsom genintroduktion af de grove kulhydrater til kosten. Det skulle efter sigende være nok til at bryde sukkerafhængigheden, og skabe sig nye og fornuftige vaner (jeg vil jo påstå at det for mig er at genfinde mine tidligere gode vaner *indsæt glorie* ).

Ønsk mig held og lykke – og kom gerne med hep og tilråb, jeg får brug for opbakning 😀

Nytårsønsker for 2012

Nytårsfortsætter, mål, nytårsønsker – kært barn har mange navne. Nå, men mine nytårsønsker for 2012 er:

  1. Jeg vil fortsætte med at nyde min barsel sammen med Chokofanten
  2. Jeg vil være en bedre kæreste for min mand
  3. Jeg vil finde et job
  4. Jeg vil lege mere
  5. Jeg vil formulere min virksomhed endnu mere konkret
  6. Jeg vil more mig sammen med mine venner
  7. Jeg vil lære at lave sushi
  8. Jeg vil blive bedre til at slukke TV’et og computeren, og koncentrere mig om det nære
  9. Jeg vil gå en frisk tur hver dag
  10. Jeg vil genoptræne min krop, så jeg kan komme ud at løbe igen
  11. Jeg vil gennemføre Berlin Maraton på rulleskøjter i september
  12. Jeg vil holde jul i mit eget hus næste år
  13. Jeg vil skrive flere blogindlæg
  14. Jeg vil være mere i haven, og få indrettet køkkenhaven ordentligt – og ikke mindst, få gang i mit drivhus
  15. Jeg vil rydde mere op i mit hus
  16. Jeg vil stå tidligere op, når jeg har fri

Godt nytår, alle mand m/k 😀

Status på 2011

Så er det tid til at gøre status på 2011. Kigge på om man nåede de mål man satte sig, og hvordan året artede sig sådan overordnet set. Desværre kan jeg ikke finde mine målsætninger – nytårsfortsætter, om man vil – for året, hvilket nok primært skyldes at jeg det meste af december og et stykke ind i januar havde den ondeste kvalme. Og generelt var skidt og megatræt. Men det skulle der komme noget godt ud af… 🙂

Så her kommer de væsentligste milepæle for 2011:

  • Jeg blev mor til den skønneste søn den 30. juni. Det største, der er sket i mit liv – og som har ændret min verden til det større og mere farverige for altid. Som en veninde sagde: “Tænk, at jeg var lige ved at gå glip af den største oplevelse i livet!” Jeg kan kun give hende helt ret – tænk, alle de gange, jeg har været tæt på at opgive at lege biologiforsøg med min krop, hvor jeg har været tæt på at gå glip af min skønne Chokofant.
  • “Mens vi venter” – både på Chokofanten og på det rigtige job – fik jeg et løntilskudsjob et sted, hvor jeg var helt vildt glad for at være. Jeg fik min gejst og arbejdsglæde igen, og ikke mindst selvtilliden og troen på at jeg godt kan. Så tusind tak til jer, gode kollegaer og arbejdsgivere, der gav mig denne vidunderlige gave 🙂
  • Jeg har fået sat mange ord på mit drømmejob – eller rettere; min drømmevirksomhed. Ideen er ved at tage form, og den er der – næsten!
  • 2011 skulle blive et meget fysisk inaktivt år. Kort inde i året måtte jeg skrue al aktivitet ned grundet plukveer og smerter, og efter fødslen har jeg været plaget af bækkenløsningen fra helvede. Men nu begynder der at ske noget på den front, og jeg er begyndt at kunne gå friske skovture igen.
  • Af samme årsag har min have ligget brak i år. Den kan måske genfindes nede under alt ukrudtet og græsset…
  • Det lykkes mig at holde en fornuftig vægt i graviditeten – men til gengæld er jeg blevet det onde sukkermonster i ammeperioden – og det ses på vægten… 😥
  • Med hjælp fra bl.a. jer, skønne medbloggere, fik jeg en bogliste med en masse spændende titler, hvoraf jeg fik læst en del i den sidste del af min graviditet, hvor jeg måtte ligge på sofaen med krydsede ben. Jeg fik faktisk læst en del spændende bøger, som jeg ikke selv ville have fundet på – så tak for de gode bidrag.
  • Så har jeg også været så heldig at træffe de skønne medbloggere Milady, Birgitte og Morsdilemma irl – og DET gentager jeg gerne 😀 Og sætter gerne flere på listen i 2012.
  • Familie og venner har gjort en stor forskel – og gør det fortsat. Jeg er priviligeret at have de skønneste venner og den bedste familie, som ER der i både medgang og modgang. Tak 🙂
  • Elsker stadig mit skønne hus ude i skoven. Her kan jeg – selv i inaktiv tilstand – se rådyr og dådyr, egern og pindsvin, solsorte og rødkælke, fasaner og musvåger, og så kan vi høre uglerne.
  • Elsker også min dejlige mand, som også er en fantastisk far. Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden ham.

2011 kommer på listen over de bedste år i mit liv. Det har været fyldt med glæde, smil, forventning og overvældende lykke – som langt, langt overgår de minusser, jeg har nævnt. Jeg føler mig så glad og lykkelig, som jeg aldrig har gjort før – her i skoven i mit skønne hus, med min smukke søn, mand og hund.

2012 håber jeg kan blive lige så indholdsrigt og kærlighedsrigt som 2011. Jeg har tænkt mig at lave nytårsfortsætter denne gang, men dem må du læse om i næste afsnit 😉

Lotto-feber

Hvad ville du gøre, hvis du vandt 140 millioner i Lotto? Jeg ville i hvert fald starte med at gå amok i julegaveshopping til alle, jeg kender. Og så ville jeg invitere min familie med på skiferie, alt betalt. Og holde en kæmpe blogfest, forstås 😉 Derefter tror jeg nok at vi skulle have lavet nogle aftaler med banken – noget i retning af at indfrie en masse lån og skyldnere… og så er de første par millioner væk. Og selv med en god børneopsparing til Chokofanten, gode pensionsopsparinger, Funny Money og rejser på første klasse ville der så stadig være 120 millioner tilbage. Hvad skulle man så bruge 120 millioner til?

Jeg ville nok melde mig ud af A-kassen og droppe de der dagpenge, heh… 😉 Men jeg ville ikke opgive at finde et job. Eller måske starte egen virksomhed. For jeg skal altså have noget meningsfyldt at rive i, så jeg har noget at fylde i mit liv – udover Chokofanten, som jo på et tidpunkt skal ud blandt andre børn. Og så ville jeg finde et projekt eller to, jeg ville støtte – noget, som gør en forskel for mennesker. Jeg kan forestille mig at det ville have noget at gøre med undervisning i 3. verdenslande, for undervisning og viden er vejen frem.

Hvad ville du bruge så mange penge til?

Hverdagens Helte

 Og her, midt i alt mit ynkeri, må jeg jo sandelig erkende at jeg er en heldig én. Jeg er nemlig omgivet af Hverdagens Helte. Som nu min Skønne Veninde, der lige havde bagt lidt ekstra boller, muffins og cookies, så jeg kunne få en god favnfuld med hjem. Eller min far, som gerne kommer forbi og slår græs, hænger lamper op, graver have og bygger hundehegn. Min mor, der holder babyen mens jeg spiser min mad – varm. Og svigermor, som har sorteret, vasket og fragtet intet mindre end 8 flyttekasser arvet babytøj til Lillepot. Mine forældre, der har taget Lakridsen med hjem på bondegårdslejr, hvor hun har 85 tønder land at boltre sig frit på, eget mudderhul komplet med andemad i forhaven og kan fræse rundt sammen med gårdens gamle laborador (der i den anledning altid får sin ungpigekulør igen). Naboen, der også klipper vores side af 70-metershækken. Genboen, der også lige rydder vores 70 meters indkørsel for sne, når han nu alligevel er ude med traktor og sneplov. Og mange andre, bare for at være der med smil og hjertevarme.

Jeg håber, jeg kan gøre gengæld en anden gang 🙂

Efterårstungsind

Måske er det bare fordi det bliver mørkere og koldere. Måske er det fordi der er udsigt til et helt halvt års mørke og indendørssæson, eller måske er det fordi 3½ måneds 24-7 servicering af baby er ved at sætte sine spor. Det skal på ingen måde forstås sådan at jeg er træt af min søn, ALDRIG!!! Jeg elsker ham mere og mere for hver dag, der går, og der er stadig ingen grænser for hvad jeg vil gøre for ham. Og jeg synes det er helt aldeles vidunderligt, at han nu er begyndt at pludre, så vi kan føre lange “samtaler” på daglig basis 🙂

Men…

Jeg trænger til et frikvarter. Bare lidt. En gang imellem. Nej – faktisk trænger jeg til frikvarter på daglig basis. Sådan et af de gode, lange frikvarterer på et par timer, hvor jeg kan få ryddet op, ordnet vasketøj eller bare tage mig et karbad! Alene.

Manden er fuldt booket med arbejde og “interessetimer”, og er først hjemme tidligst kl. 21 på ugens arbejdsdage. Når han kommer hjem er han stresset, træt og grumpy, og så føles det nærmest som at have en vranten teenager i huset, ud over babyen. Han er blevet som en fremmed for Lillemanden, og oftest er det kun mor, der duer. Så det er så som så med aflastningen fra den front. Mormor og morfar – der godtnok er pensionister og bor 10 minutter væk – hører til de meget aktive typer, som nærmest ikke er til at træffe mellem golf, tennis, dameklubber, jazztrompeteren, biografklubber, menighedsrådsarbejde, pigefrokoster og vennebesøg. Farmor er stadig på arbejdsmarkedet, og har også en meget livlig kalender derudover. Farfar er selv far til to hjemmeboende børn, og har hænderne fulde i forvejen. Veninderne er enten selv på barsel, eller også er de på arbejde. Så der er ikke supermeget hjælp at hente i hverdagen til de praktiske ting, selv om alle er søde til at lave mad til fryseren, invitere på middag eller være babysittere i et par timer, hvis jeg skal til fysioterapeut eller lignende.

Men lige i disse dage er jeg godtnok i tungt humør. Det er skønt at være på barnevognstur i det dejlige vejr, men så snart jeg træder indenfor igen, rammer mismodet. Jeg ser bunkerne af junk i alle hjørner, vasketøjet, der bare hober sig op og køkkenet, der er groet til i snavset opvask. Imens er Lillemanden vågnet op, og vil have mad. Og skal skiftes, underholdes, bades og stimuleres. Imens vokser alle bunkerne, og det gør mig enormt ked af det – og meget, meget pinligt berørt over at skulle invitere nogen indenfor 🙁

I den kommende uge er jeg reelt græsenke, da manden er taget på konference. Efter bare en enkelt weekenddag med far til hjælp, er han nu væk igen, og jeg kan mærke den store klump i halsen og tårerne presse bag øjenlågene over endnu engang at blive overladt til baby og rodet hjem – og har i skrivende stund ingen anelse om hvordan jeg dog skal få gjort huset bare lidt præsentabelt inden mødregruppen kommer på tirsdag til boller og lagkage. Suk.