Et farvemenneske

Jeg har prøvet noget nyt i dag. Noget, som jeg var meget spændt på på forhånd, men som jeg ikke vidste hvad var – og noget, som jeg håbede kunne give mig input til mit fremtidige virke.

Og det må man i høj grad sige det gjorde!

Jeg var til noget, der hedder “visionær coaching”. Og i modsætning til almindelig coaching (hvor det altid ender med at coachen spørger: “Og hvad kan du så gøre for at komme videre?” hvilket i grunden er et træls spørgsmål, for vidste jeg det, så sad jeg jo ikke her, vel.), så er visionær coaching en visualiseringsøvelse, hvor man, godt guidet på vej af coachen, ser sig selv og sit spørgsmål/problemstilling udefra, og så kommer der visioner og input til løsningen.

Nu vidste jeg jo godt på forhånd at jeg vil være selvstændig og arbejde med legepladser/grøn helse, så det behøvede vi ikke spørge om. Til gengæld sidder jeg stadig på hænderne og tør ikke tage de sidste skridt ud over kanten… fordi jeg i bund og grund ikke tror nok på mig selv. Og øvelsen gik ud på at visualisere, at jeg ER god nok, og at jeg har noget (vigtigt) at byde på.

Det allervigtigste, jeg fik med mig i dag, var (endnu) en påmindelse om at jeg er et kreativt menneske, der ser ting i farver. “Du er jo et farvemenneske”, sagde coachen til mig. Og det er jeg – både direkte og i overført betydning. Og her dukkede sætningen “jeg maler med blomster” op i mit hoved – og det er jo det, jeg gerne vil! Bruge blomster, planter, farver, former, sanser kreativt, og gøre det til eventyr for andre. Det har jeg faktisk vidst længe… og som coachen også sagde, så bliver jeg jo ved med at køre fast i jobs, der ikke virker for mig.

Første skridt i mit nye, farverige univers, er at jeg skal have fat i en tegneblok og nogle farveblyanter. Og så skal jeg sætte et par timer af dagligt til at tegne det, der lige falder mig ind.

Nogen, der vil lege med?

Hvad vil jeg gøre, når jeg bliver arbejdsløs?

Michelle Hviid skriver kronikken “Hvad ville jeg gøre hvis jeg var arbejdsløs?” på b.dk, hvor hun gør sig tanker om det at knokle vs. det at være arbejdsløs. Hun skriver at hun knokler, og betaler med afsavn til hendes børn, at hun betaler det hele og lidt til i skat, og at hun ind imellem overvejer om hun skal flytte til Schweiz for at få mere til sig selv og sine børn.

Og så skriver hun om hvad hun ville gøre, hvis hun blev arbejdsløs. Og det er virkelig dejligt forfriskende! Michelle ville finde andre ligesindede danne taskforcen “de ihærdige arbejdsløse”, som skulle have til formål at gøre noget. Gøre en forskel. Banke på nede i børnehaven og tilbyde hjælp til det, der ellers aldrig bliver gjort, hjælpe travle børnefamilier med indkøb og madlavning, strikke tøj til alle lygtepælene på Christiansborg, så de, der møder på arbejde hver dag, får noget at smile over på vej ud og hjem. Og hun ville vende ventetiden til noget positivt.

Ideen er endda udloddet, så vi, der er arbejdsløse, kvit og frit kan planke den (og btw, så giver hun en blæret middag, hvis bare du kommer og laver den).

Det er virkelig fedt at læse! Dejlig positiv indstilling, i modsætning til alt det piv, der ellers findes derude (og jeg er selv en af storleverandørerne af piv). Nu, allerede inden jeg bliver arbejdsløs på fredag, er jeg allerede træt af piv (især mit eget), og vil meget hellere fokusere på det positive – på at jeg nu kan få tid til alt det, jeg ellers går og piver over jeg ikke har tid til (..!). Oprydning, tøjvask, udsmidning, husprojekter, haveprojekter, drivhus, køkkenhave, at sætte sig ned og læse et blad og drikke en kop kaffe, uden der er en lille Skrump der hiver mig i buksebenene. Og jeg er vild med ideen om at gøre en forskel for andre – jeg har faktisk selv tænkt tanken, og kender indtil flere hårdarbejdende mødre, som jeg kunne aflaste med lidt oprydning, tøjvask, børnepasning eller hundeluftning en gang imellem.

Men så er det, at jeg vender tilbage til første halvdel af Michelle Hviids kronik: den hvor hun er træt af at høre på de arbejdsløses piv, fordi vores arme er jo ikke faldet af, vel. Og hvorfor skal hun knokle r***n ud af bukserne for at vi kan sidde hjemme med hænderne i skødet og vente på at dagpengene ruller ind på kontoen?

Her er det så, at jeg må protestere: de fleste af os, velfungerende arbejdsløse, har faktisk ikke lyst til at være det. Vi vil gerne have et arbejde, gerne være en del af noget, gerne gøre en forskel. Men mange af os har ikke den ballast, det netvær og de evner, som Michelle Hviid har – mange af os er ikke sælgere, og langt de fleste mennesker reagerer med modløshed på afslag efter afslag. For mit vedkommende har jeg været pisseuheldig at ryge i en ond fyrings-cirkel i krisen, og står nu med så mange bøllebank på selvtillidskontoen at jeg har svært ved at se mig selv nogensinde komme på banen igen. Og jeg kender mange gode mennesker, der er ved at miste både dagpenge, hjem og  forstand efter mange, mange afslag på et marked, hvor det kan være utrolig svært at trænge igennem, hvis man ikke er sælger, ikke har et godt netværk, eller ens far ikke kan ansætte en som Country Manager i familieimperiet.

Så Michelle – din ide er rigtig, rigtig skøn, og jeg synes det er dejligt med positive indspark. Men prøv at gå en mil i vores sko før du udtaler dig om vores vattethed.

Haves: Udgifter. Ønskes: Finansiering.

Overskriften har jeg planket fra en af mine facebook-venner, som står uden dagpenge til maj, trods mere end 200 ansøgninger, 17 samtaler, en række kurser og konsulentforløb, en masse networking og deltagelse i alskelens jobsøgningsaktiviteter. Så er jeg dog lidt heldigere stillet, mine dagpenge udløber først om et år.

Jeg er også heldig, da jeg ikke har dobbelt husleje som følge af et usælgeligt hus andetsteds i landet, og jeg er heldig at have en mand, der tjener godt, og som ikke er truet af ledighed.

Men altså. Den økonomiske spændeskrue, den strammer altså lige mere end godt er :-/ Det mærkelige er, at da vi købte huset for 4 år siden, på to lønninger, der er lavere end i dag, havde vi økonomisk råderum til at spare op og have luft i budgettet. Det har vi sørme ikke i dag… udgifterne er løbet løbsk, og vi er hele tiden bagud. I de helt tunge udgiftsmåneder er vi nødt til at lave aftaler med dem, vi skylder penge, om afdrag og udsættelser, og opsparing er en by i Rusland. Til gengæld har vi et fyr, der konsekvent driller (læs: håndværkerregninger $$$), og en bil, der står overfor et servicetjek af de helt store :-/

Hvad skete der lige for det????

Priser på ting er generelt blevet dyrere, renter i banken er blevet dyrere, afgifter på el og andre “grønne” ting er steget, og vi har fået en mini-forbruger mere på matriklen. Men alligevel er det voldsomt – og lige om lidt går jeg på dagpenge (læs: 10K mindre penge om måneden).

Så gode dyr er rådne. Hvis vi sælger huset (det vil vi ikke!), kommer vi ud med et kæmpetab, som vi skal bruge årevis på at betale af på alligevel. Hvis vi sælger bilen, kommer vi til at mangle den (ja – mange ting kan klares på cykel og med bus, men i forhold til geografien og min jobsøgning vil det sætte en hel del begrænsninger). Og jeg er i syv sind – for sælger vi bilen, kan vi få lappet de økonomiske huller, skære nogle tusinde af de månedlige udgifter, og tilmed kunne jeg se frem til en masse dejlig motion på cykel, når jeg skal hente og bringe Skrumpen. Men det vil gøre mig afhængig af at søge job steder, hvor bus og tog kommer lige forbi.

Jeg tænker tit på om det er det hele værd. Om bilen er alle bekymringerne og tårerne værd. Ydmygelsen over ikke at kunne betale regningerne. Og jeg kommer ikke mere ud af huset, bare fordi jeg har en bil – jeg har bare mulighed for at komme længere omkring. Frihed til at gøre det. Men er det det, jeg vil? Betale frihedens pris med bekymringer, ydmygelse, tårer og mangel på ting, der går i stykker i hjemmet? Hvornår vender det? Er det lige om en måned, jeg får nyt job, og får brug for at købe en ny bil? Eller er det om et år? Hvad nu hvis drømmejobbet ligger lige udenfor realistisk cykelradius et sted uden busforbindelse?

Arrrhhhh…

At se muligheder, ikke problemer

Jeg er lige kommet retur fra en ganske god tur ind forbi min a-kasse (som jeg forventer at skulle frekventere ofte igen snart), og har fået en portion selvtillid og optimisme med hjem i tasken. Jeg kom nemlig ind hos en ræddi, ræddi skarp og positiv konsulent derinde, som var skidego’ til 1) at skamrose mine kvalifikationer, 2) få vendt mine korte ansættelser til noget positivt, 3) at få struktur på kaos’et, og 4) med få streger på et stykke A4-papir at få skabet en rigtig fornuftig og gangbar strategi for min videre jobsøgning 🙂

Ikke at jeg tror jeg bliver kimet ned af headhuntere af den grund, men jeg har i hvertfald (gen)fundet mine mål og ambitioner jobmæssigt. Og er samtidig blevet lidt klogere på de nye regler, muligheder mv. Så det skal nok gå. Nu skal jeg bare i gang!

Go’ weekend

Selv om jeg stadig bekymrer mig om vores økonomi, så går det egentlig sådan meget okay. Jeg er tilbage på pinden, og det er faktisk rart at have struktur i hverdagen igen – så længe det varer. Jeg søger også jobs, som jeg så får afslag på, så jeg regner med at skulle sætte mig i Dagpengeland igen pr. marts. Jeg har så et årstid tilbage på dagpenge, inden jeg ryger ud over kanten, og så må vi jo bare håbe det er blevet nemmere at få job inden da… selvom jeg synes nu bare det er lutter dystre jobtal, økonomivarsler og konkurstrusler, der bliver snakket om derude i medierne.

Jeg prøver stadig at se om jeg kan score mig et deltidsjob, hvor jeg kan læse ved siden af, men de hænger nu heller ikke på træerne. Lutter afvisninger og “vi har ikke nogen penge” alle steder, så jeg ved snart ikke hvad jeg skal stille op. Men jeg kan selvfølgelig starte med at købe bøgerne og læse lidt på stoffet… jeg får jo tid til det, sådan pludselig 😉

Nåmen. Og så er det jo weekend, komplet med frost og sne. Det må udnyttes på kælk *indsæt røde kinder* 😀

Brug-og-smid-væk-mennesker

Det kan næppe have undgået nogens opmærksomhed at der står en masse ledige derude og mangler job. Ej heller at der ikke ligefrem er frit valg på alle hylder henne i job-brugsen, og at de, der har job, klamrer sig til dem med arme, ben og rundsavsalbuer.

Engang var det rart at gå på arbejde, man havde gode kollegaer, der både smilede og hjalp, når en opgave skulle landes, og jeg har i flere jobs været så heldig at have fantastiske kollegaer, som jeg også sås med udenfor arbejdstid. Både i løbeklub, fredagsbaren og på rulleskøjtetur til Berlin Maraton.

Det er mit indtryk at den slags er gået lidt af mode i takt med at krise og nedgang har gjort sit indtog – jeg oplever selv, og hører fra andre, at arbejdspladser er blevet stille-krigszoner, hvor man sidder med sine egne kort tæt ind på kroppen, og helst ikke hverken videndeler eller fraterniserer for meget med de andre ansatte, i kampen om at være så uundværlig at den næste fyringsrunde går forbi. De få, der bliver ansat rundt omkring, bliver ikke længere fastansat, men projektansat på tidsbegrænsede kontrakter eller opgaver. Folk, der blev ansat for 6-7-8 måneder siden, bliver opsagt, “for vi havde alligevel ikke brug for en projektleder.” Der bliver fokuseret på stramme budgetter og røde tal som aldrig før, og arbejdskraft er blevet en brug-og-smid-væk-vare. Ja, jeg har endda hørt begrebet “den moderne daglejer” brugt om arbejdskraften, netop fordi flere og flere kun bliver hyret ind til en bestemt opgave. Så er arbejdsgiveren fri for at bekymre sig om hvad de skal stille op med mennesket bag arbejdskraften bagefter.

For den enkelte daglejer betyder det større krav til hurtige omstillingsevner og hurtige resultater, overfladiske kollegaskaber, kæmpe arbejdspres, ingen sociale relationer eller sikkerhedsnet i virksomheden, og heraf følgende økonomisk usikkerhed, “en dårlig kunde” i banken, ingen rettigheder i virksomheden men til gengæld et kæmpe krav fra samfundet om at finde sig i det, da ledighed jo er roden til alt ondt.

Nogen kan leve med den slags udfordringer. Nogle trives endda med det – de er oftest selvstændige konsulenter. Andre – som mig – er sårbare, og knækker halsen på det. Men nu har vi jo som samfund kridtet banen op til skærpet junglelov, og spørgsmålet er så bare hvad vi gør med alle os, der ikke kan leve op til de store krav? Hvor skal vi gå hen med de kompetencer, vi trods alt har?

Jeg kender ikke svaret. Men jeg leder efter det, og alle inputs er velkomne.

Om at turde…

Ingen faste læsere er vel i tvivl om at jeg har en drøm, som jeg har ævlet rigtig meget om, men ikke rigtig fået gjort noget ved: Jeg vil være legepladsmagerske! Sådan en, der designer fede legepladser/steder/temaer til børn og deres voksne i alle aldre – sådan en, der kan give familier, skoleklasser, venindegrupper, polterabender, firmafester og andre samlinger en ordentlig en på legekassen, så de går hjem med en god træthed i kroppen og et stort smil på læberne.

Men – oh boy, der er lige nogle “forhindringer” jeg skal rydde af vejen først:

  1. Jeg skal turde gøre det. Turde gå imod alt og alle, smide andres forventninger over bord, og GØRE det.
  2. Jeg skal bygge på min uddannelse. Jeg skal først og fremmest lære de værktøjer, man skal bruge for at blive legepladsmager. Jeg har fundet stedet og uddannelsen – nu skal jeg bare turde…
  3. Der er lige noget økonomi, der skal hænge sammen. Så opskriften hedder deltidsjob + deltidsuddannelse. Og hvor finder man lige det…

Så var det lige jeg så de mangler en kirkesanger i den lokale kirke. Og mig, der er kristen, elsker folkekirken, elsker at synge, har sunget i kirkekor siden jeg var bette og kan (næsten) alle salmerne – den ligger lige til højrebenet! Så nu skal jeg bare finde modet til at turde gøre det. Turde søge jobbet, og turde sige ja tak til det, hvis jeg får det tilbudt. Turde tage ansvar for at synge for kirkegængerne, uanset om det er bryllup eller begravelse. Turde tage skridtet VÆK fra de konventionelle fuldtidsjobs, A-kasser og retten til dagpenge, og turde gå efter det, jeg virkelig gerne vil. Hvordan finder jeg modet?

Om at være følsom

For nogle år siden stiftede jeg bekendtskab med begrebet “særligt sensitive personer”, og kunne straks genkende mig selv i beskrivelserne. SIden er jeg blevet bekræftet flere gange i at jeg hører til den forholdsvis store gruppe af mennesker, der oplever alting lige et nøk mere intenst end andre – helt op til 20% mere intenst, kan jeg læse mig til. Det er alle former for sanser, der er i spil, men især er det jo følelserne, der virkelig kører helt ud i yderpunkterne. Indenfor de sidste par dage har jge lige læst lidt op på det der sensitivitet, for at forstå det lidt bedre.

Disse særligt sensitive personer er så kendetegnet ved at gruble mere, være meget eftertænksomme, have svært ved at tage beslutninger, bliver nemt stressede, har behov for mere søvn og at trække sig tilbage for at finde ro, bliver opfattet som langsomme og til tider arrogante. Jeg kan sætte kryds ved det hele.

Så langt, så godt – nu ved jeg, hvorfor det tager mig længere tid at løse samme opgaver som andre lige ordner med venstre hånd (set fra mit vindue, i hvert fald). Nu ved jeg hvorfor jeg altid er så træt, hvorfor det tager mig 2½ time at få mig selv og Chokofanten ud af døren om morgenen, hvorfor jeg går ned på en arbejdsplads, der ikke fungerer optimalt (selv om jeg godt ved det ikke har noget med mig at gøre), og at jeg har brug for mere alene-tid end andre for at lade op.

Hvilken af disse ovenstående ting harmonerer ikke med vores moderne, pressede samfund? Nårh jo, dem alle sammen…

Inden jeg fik Chokofanten kunne jeg godt få verden til at hænge sammen, fordi jeg bare havde mig selv at tage vare på, men efter vi har fået ham er alting brudt helt sammen til kaos. Og jeg har bare ikke kunnet forstå hvorfor andre mødre har kunnet få job, barn, hjem og socialt liv til at gå op mens jeg kæmpede en daglig liv-og-død-kamp med at få tømt og fyldt en opvaskemaskine.

Men hvad stiller man så op med sig selv, når man nu er et særligt følsomt menneske, der – på gode dage – har hang til at være kreativ, udadvendt, social, at gøre en forskel, at hjælpe andre og at have mening i sit liv? Når man så det næste øjeblik må blive sygemeldt, fordi kroppen og psyken bare siger fra, og man ikke kan præstere i det tempo, samfundet kræver? Hvilken slags job kan man bestride? Og hvordan får man brugt alle sine evner og kompetencer, uden at gå ned hver gang der bliver stillet krav?

Ja, det må jeg lige arbejde lidt med…

Nedtur

Okay. Så det der med at få lille barn, familie og job til at hænge sammen er altså ikke så nemt. Det vidste jeg jo et eller andet sted godt – men synes nu alligevel det helt har trukket luften ud af mig. Godt hjulpet på vej af et arbejdsklima, der kunne være bedre, og udsigterne til at havne i en akutjobkø om et lille års tid, på en presset økonomi, og med baggagen fuld af lammetæv på jobfronten. Så. Nu har jeg trukket stikket ud, og sygemeldt mig. Jeg er nødt til at kunne trække vejret. Til ikke at have ondt i maven, til ikke at tude når jeg kører på arbejde, når jeg kører hjem fra arbejde, når Chokofant og Lakrids er umulige samtidig, og jeg bare ikke har kræfter til at være overskudsmor. Og så samtidig opleve at knægten foretrækker sin far frem for sure og trætte mor.

*trækker dynen over hovedet, og vil først komme ud, når verden ikke længere er ond*

Det lukkede jobland

Mens politikerne diskuterer betalingsring så det er til at kaste op af, er verden stadig i finanskrise. I hvert fald den hjemlige verden, her i vores andedam. De officielle tal siger, at vi er 160.000 arbejdsløse (and counting), mens det i virkeligheden nok er en del flere. Det er sparetider, og mens både den private sektor og serviceerhvervene i den offentlige sektor har fyret og nedjusteret i et væk de senere år, er turen nu kommet til den offentlige administration. Riget fattes penge, og der er næsten ingen ende på hvad der skal spares på. Senest er et forslag om halverede dagpenge til unge under 30 år kommet på bordet, hvilket skulle motivere de unge til at tage et job hurtigere.

Det er jo lidt svært, når der ikke ER nogle jobs derude, uanset om man er over eller under 30.

Jeg er selv i gang med at støve CV’et af, og prikker lidt til mit netværk for at tage lidt af jobsøgningen i opløbet, inden min barsel udløber til maj. Men jeg må sgu tilstå at jeg ikke er superoptimist. I medierne hører jeg kun om fyringer, flere fyringer, nedjustering af banker, stigende priser, ansættelsesstop og faldende boligpriser. Alle markeder er fastlåste, og der skal mere end en betalingsring til for at tø isen op. Så hvordan hulan kommer man ind på jobmarkedet igen?

Man skal vist være mere end almindeligt heldig med lige at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og der skal dælme netværkes og sendes massevis af antenner ud i en jævn strøm. Med nok lige så mange lukkede døre og afvisende arbejdsgivere. Samtidig med at jeg bliver mere og mere langtidsledig, og rykker længere og længere bagud i køen. Det kræver så sin kvinde at holde humøret højt, og ikke at lade sig påvirke af situationen – noget, jeg ikke er smaddergo’ til.

Imens tænker jeg i alternativer. Jeg er kommet frem til 3:

  1. Starte egen virksomhed. Jeg mangler bare lige helt at finde ud af med hvad…
  2. Få et barn (og en barsel) mere. Så må verden rasghu da være blevet til et bedre sted i mellemtiden…
  3. Tage en efteruddannelse. Men sådan en koster penge, og imens har jeg ingen indtægt…

Andre gode forslag?