182 dage med selfies

I dag for nøjagtig 6 måneder startede mit projekt A selfie a day 2016 på Facebook. Projektet udsprang af at jeg – som ellers altid har været fotogen (synes jeg selv), og faktisk har kunnet lide billeder af mig selv – pludselig var nået til et sted, hvor jeg blev enormt ked af at se billeder af mig selv. Med det resultat at der stort set ikke var nogen billeder af mig. Og når der blev taget nogen, så var jeg ked af det i flere dage efter – for fra at være en fotogen, farverig person, var jeg blevet en tyk, halvgammel, kedelig, grå person. Den udvikling kan naturligvis finde sin forklaring i de seneste 7-8-9 års personlige krise og modgang, hvor jeg mere end én gang har været sendt til tælling på bunden af det sorte hul, men som jeg hver gang har kæmpet mig tilbage fra.

Ikke desto mindre søsatte jeg projektet om at tage et billede af mig selv hver dag og poste det på Facebook, og det faldt tilfældigvis sammen med 1. januar, nytårsforsætter og den slags. Reglerne var simple:

  • Et billede af mig om dagen
  • Det skal vise noget om den dag eller situation, det blev taget i
  • Ingen filter eller redigering

Det vil sige at hvis det var en dårlig hårdag uden makeup, ja, så måtte billedet vise det. Bagtanken var naturligvis at jeg så ville gøre mig lidt mere umage for at tage pænt tøj på og sætte håret lidt. Og så regnede jeg naturligvis med at det ville få den konsekvens at jeg liiiiige tabte lidt af de 20 kg, jeg har samlet op over årene *indsæt skraldlatter*

Som bekendt skete sidstnævnte ikke, men til gengæld har mit projekt haft nogle andre og meget bedre konsekvenser. I starten var det egentlig bare et billede af mig, der smiler høfligt til kameraet, og prøver at kamuflere dobbelthagerne, men som tiden går begynder der at være lidt mere fortælling i billederne. Der kommer liv i billederne, liv i øjnene. Jeg begynder at se de skæve situationer, at genfinde min selvironi og humor – kort sagt: jeg går fra grå til farver. Udfordringen bliver pludselig at finde det gode øjeblik, den skæve humor eller den fantastiske fortælling om lige netop dén dag eller dén situation og de mennesker, der evt. var en del af det.

Jeg har genfundet min integritet, mit grin, min humor og min skæve tilgang til verden 😀

Det har godtnok været dybt begravet længe, og jeg var begyndt at tro at jeg aldrig igen skulle blive den kække Line med den skæve humor. Selvfølgelig har der været en del gode hændelser undervejs til at understøtte den udvikling, men bare det at jeg har fået øje på mig selv i spejlet, og ikke længere kun ser en tyk, grå, midaldrende dame, gør at jeg tager imod de gode ting med mere glæde. Og jeg skaber gode ting og hændelser selv 🙂

Så midtvejsevalueringen må være at projektet er en stor succes! Jeg er spændt på at se hvordan det ser ud når vi rammer 1. januar 2017.

Hvad siger man til en, der skal dø?

For knap et år siden fik min kusine konstateret kræft i blindtarmen, nærmest helt ud af det blå. I sommer fik hun at vide at det havde spredt sig til hele bughulen, og at de desværre ikke kunne gøre noget for hende, udover livsforlængende medicin. I dag fik vi – venner og familie – en afskedsmail fra hende. Hun har skrevet til os for sidste gang, hospitalet har udskrevet hende, så hun kan dø i eget hjem. Hun sagde tak for alt, og farvel. Hun er kun midt i 40’erne, og har to store drenge på hhv. 16 og 14.

Vi har vidst det i et stykke tid, men det kommer alligevel som en rædsom bombe, som en forfærdelig film på tv, hvor man næsten ikke kan holde ud at se livet ende. Men denne film kan vi ikke slukke eller starte forfra, det er her og nu. Og hvad svarer man så på sådan en mail? Hvad siger man til en, der skal dø?

Jeg lovede aldrig at glemme hende, eller hendes drenge.

Min kusine har jo været der altid, og hun er af den type man altid kan sætte sig ned og genoptage samtalen med, selv om det måske er år siden vi sidst sås. Altid frisk, smilende, flittig, kærlig, aktiv, og altid et sprudlende indslag til enhver familiebegivenhed. Og alligevel sidder jeg nu og tænker, at der er så mange ting, jeg ikke ved om hende. Hvad var hendes yndlingsmusik? Hendes yndlingsblomst? Farve? Når hun tog på museum, hvor tog hun så hen? Hvor ville hun rejse hen næste gang?

Nok snakkede vi om alle de vigtige ting i livet – kærlighed, børn, hverdagen, og det, der får hverdagen til at glide, men at stå her, til allersidst, og skulle vælge nogle ord at sende med på vejen til den anden side, er så ufatteligt svært.

Jeg håber det bliver nogle gode sidste dage. Fyldt med kærlighed.

Kodeordet er….

Det er helt sindsygt så mange kodeord, man har. Alle de steder, hvor der skal logges ind. Jeg har prøvet at opsummere min andel kodeord:

  • Mobilos – MAJET vigtigt, ellers er jeg tabt for Facebook, og det ville ikke være rart 🙁
  • Facebook
  • LinkedIn
  • Computer
  • Arbejdscomputer
  • Arbejdet
  • Hævekort
  • Dieselkort
  • Blog
  • Blog 2
  • Mail
  • Blogmail
  • NemID
  • CMS på arbejde
  • Endomondo
  • Geocaching
  • og en stribe andre steder, hvor jeg har plejet online omgang…

Jeg har prøvet at samle lidt i nogle kategorier, så der er sammenfald nogle steder. Men vorherre til pruh-hest, jeg kan dælme aldrig huske om det er den ene eller den anden kategori!