Akademisk bundfald

Min farfar var oberstløjtnant i Gardehusarregimentet i Næstved, og så var han i øvrigt landmand af de gamle dyder. Det var ham, der sammen med min farmor anskaffede den fædrende gård i 1938, og hvor min far blev født i 1939, hvor de havde gardehusarheste udstationeret under krigen (så tysken ikke skulle rende med dem), hvor de havde stalden fuld af store arbejdsheste foruden de mere letbenede rideheste, hvor der var grise, køer, får, gæs, ænder, høns, hunde, katte og givetvis et utal af mus og rotter. Hvor markerne til at starte med blev pløjet med hest og manuel hesteplov, og hvor de hestetrukne markredskaber stadig hviler i staldene. Hvor en lille blå traktor fandt vej, for siden at gøre plads til den legendariske røde Massey Ferguson 35, der stadig lever i bedste velgående og klarer alle de små og lidt større opgaver på gården – altså bortset fra markarbejdet, der i dag er udliciteret til store, moderne John Deere og den slags.

Men han var en bestemt herre, min farfar. Militærmand til fingerspidserne, uden særlig meget til overs for opblæste folk. Ikke at jeg selv kan huske det, for han døde da jeg var 4, men det er hvad jeg har fået fortalt. Han var også en vældig levemand, og han og min farmor var værter for mangen et gilde på gården. Det er da heldigvis noget min far og hans søskende har holdt fast i, så vi er gode til at holde fester 🙂

Min farfar, levemanden og gardehusaren, har helt sikkert grundlagt en god del af mine værdier, selv om jeg altså ikke husker ham så godt. Men han står også bag udtrykket “akademisk bundfald”, som var en betegnelse han brugte om de opblæste skolelærere, journalister og radikale, og som på ingen måde var særlig venligt ment.

Og dér står jeg så nu. Som et stykke akademisk bundfald, der er blevet kværnet i den akademiske verden, men til gengæld har en delvis journalistisk uddannelse, og er godt på vej mod en karriere som skolelærer – ja, jeg har da endda stemt radikalt også. Altså en af dem, min farfar hadede af et godt hjerte.

Jeg føler egentlig ikke hadet eller nedgørelsen, for han anede jo ikke hvad han talte om, eller for den sags skyld hvem jeg var. Han har aldrig gået en mil i mine sko, så det kan han jo ikke sætte sig ind i. Men jeg har klukgrinet af det mere end en gang, og tænkt at det der akademiske bundfald ikke er så tosset endda. Og jeg holder meget af ham, den konservative levemand og militærmand, der ikke vidste bedre – og jeg fortæller altid med stolthed hvordan han var oberstløjtnant i Gardehusarregimentet, og hvordan han var med til at “redde” hesteeskadrillen under Anden Verdenskrig. Og nu har jeg arvet hans jakke – komplet med cigarlugt 🙂

gardehusarjakke

Nedtælling

Mine forældre har en dejlig gård, som de overtog efter min farmor og farfar. De købte den i 1938, og det betyder altså at den nu har været i familiens eje i 75 år. Det er som sagt en dejlig gård, smuk, poetisk, ligger meget, meget naturskønt, og rummer en masse vidunderlige minder. Og ikke mindst ligger den 10 minutter fra vores hjem, og Skrumpen har kort til mormor og morfar og verdens bedste legeplads.

Men. Mine forældre bliver ikke yngre, og sagde sidste år at de max havde 5 år tilbage på gården. Nu altså 4 år. Og det betyder så at om 4 år skal gården enten videre til næste generation – eller sælges.

Af bitter erfaring ved jeg, at jeg ikke ville kunne holde en gård så fint, som mine forældre kan. Vi er ikke de praktiske gør-det-selv-folk, og vil derfor skulle bruge mange penge på en gårdmand til at holde ting vedlige. Og min bror og svigerinde – som er praktiske og effektive – har ikke lyst til at bo så langt ude på landet. Så som det ser ud nu skal gården sælges.

Mange mareridt går gennem mit hoved… for hvad kan fremmede mennesker ikke finde på at gøre? Rive laden ned, bygge staldene om til Bed & Breakfast, fylde hele arealet med skrot, fælde Verdens Bedste Klatretræ..? Jeg vil aldrig kunne komme forbi der igen, og græde over at mit paradis på jord var fortabt for evigt.

Og så er der hele begrædelsen over at Skrumpen ikke kan vokse op med det samme paradis ved hånden, som jeg havde. At han ikke kan ræse ned at verdens største kælkebakke på en gammel kælk. At han ikke kan fiske efter gedder i mosehullerne. At han ikke får mulighed for at klatre i Verdens Bedste Klatretræ.

Vi har selvfølgelig fået noget andet, javist. Skoven og dyrelivet lige i baghaven, et dejligt hus og en fantastisk have (med store potentialer), og et dejligt hus med plads til armbevægelser. Skrumpen vil slet ikke opdage, at han går glip af noget, især ikke hvis mormor og morfar bliver boende i nabolaget.

Men uha, jeg kommer til at græde mange tårer ved afskeden…