Mig – en provinsiel, sur mokke?

For et lille halvt års tid siden fik jeg sådan en sæt-x-i-kalenderen invitation til et 20-års studenterjubilæumsarrangement (20 år??? Hvor f*** blev de lige af?), som jeg fluks satte X ved, og har glædet mig til at høre nærmere om. Jeg har fulgt med på Facebook-siden, hvor folk lagde billeder op fra dengang, vi lignede nogen, der var med i en Nils Malmrosk ungdomsfilm, og har siddet og tjekket ud hvem der ellers var med i gruppen (på den der “hende der kan jeg overhovedet ikke huske…” og “ham der – gik han i Z eller Y-klassen?” måden).

Skægt – og forventningens glæde om at skulle mødes til en tur down memory lane har været voksende. Altså lige indtil i dag.

For i dag kom så den endelige invitation. Eller rettere – en afstemning om hvilken af 3 forskellige arrangementer, vi kunne tænke os – i København!

Min underkæbe hænger stadig i knæhøjde.

Vi gik i skole på Sorø Akademi, en sagn- og historieomspunden kulturel perle af Harry Pottersk og Døde Poeters Klubsk karakter, vi hyldede de højtloftede sale og unikke klasselokaler med stuk i loftet og fabeldyr på væggene, vi holdt de mere end 100-årige traditioner i hævd, og bildte os ind at vi var meget bedre end alle de andre. For mig er et 20-års studenterjubilæum uløseligt forbundet med en tur til Sorø Akademi, et gensyn med bygningerne, historierne, navneindristningerne i kirkemuren, parken, kostskolen, og ikke mindst den snak, der kunne opstå dér.

Men nej. Argumentet er at “de fleste bor alligevel i København.” For mig bliver det så bare til endnu et arrangement i København, der for mig absolut ikke giver nogen mening. Endnu et eksempel på at der er meget længere fra København til Sorø end den anden vej, og at en del mennesker åbenbart tror at verden stopper udenfor Valby Bakke. Jeg har i hvert fald brugt temmelig meget energi på at være mopset over den beslutning, på et plan som min mand slet ikke fatter (men man skulle nok have været der). I hvert fald er det i den grad gået op for mig at det nok mere er stedet end menneskene, der siger mig noget, og at jeg ikke har behov for at bruge en aften af min enormt sparsomme fritid på dem. Det er vel også en slags erkendelse.

Gør det mig så til en bagstræberisk, provinsiel, sur mokke, der bliver børnefornærmet, hvis det ikke foregår efter mit hoved?

A little bit of gardening…

Det gør mig glad at gå i haven. Det er min terapi! Der er sørme langt endnu til prisen som Årets Prydhave, men jeg kan se at jeg alligevel har lagt en kæmpe indsats sidste havesæson – også selv om jeg ikke synes det så ud af så meget, mens jeg stod i det. Og jeg siger mig selv at hver en lille ting er et skridt nærmere min drømmehave, som er fuld af lækre grøntsager, bær, søde tomater, gnaskeærter og plukkeblomster.

Haveterapi er anerkendt som effektiv behandling af sindslidelser, og mange undersøgelser viser at haveejere er mindre stressede og deprimerede end ikke-haveejere. Man kan også se en direkte sammenhæng mellem stress- og depressionsniveau, og hvor langt et menneske bor fra grønne områder. Hospitalspatienter, der har udsigt til grønne områder, bliver i gennemsnit også udskrevet en dag før patienter uden grøn udsigt. Så der er mange gode grunde til at gå i haven 🙂

Dog skal det være rart, overskueligt, nemme opgaver, og praktisk, for ellers risikerer man at drukne i ukrudt hurtigere end man kan følge med – og så har køkkenhaven pludselig fået den modsatte effekt, som endnu en uoverskuelig bunke, man ikke kan klare. Så kunsten er at begrænse sig, og være realistisk…. sagde damen, der med jubel kastede sin kærlighed på hus med 2.500 m2 have…

Jeg er ved at få has på de forstyrrende elementer, og gjort det nemmere. Men der mangler ting endnu, som jeg ikke har haft hverken tid eller råd til at få etableret, så jeg prøver at væbne mig med tålmodighed, og i mellemtiden visualiserer jeg hvad jeg gerne vil have. Og så prøver jeg at prioritere og fordele den sparsomme tid mellem de sjove de kedelige opgaver, mens jeg totalt ignorerer bunkerne af vasketøj og legetøj inde i huset.

Hvis jeg bare kan få sneget 15 minutters have ind hver dag, så vil min udtrapning forløbe meget nemmere, er jeg sikker på. Det kan nu godt være sin sag, når man har en lille Skrump i pilfingeralderen, som kommer træt hjem fra vuggestue hver dag. Som det er nu må jeg stjæle mig til et par timer i haven, når far og søn er sendt ud af huset, eller når jeg skulker fra nogle af de andre opgaver, på tidspunkter hvor Skrumpen ikke er hjemme. Jeg drømmer om at have ham med i haven, men de gange jeg har prøvet skal jeg konsekvent fiske ham ud af et møjsommeligt tilplantet bed, som han er i gang med at udgrave med sin hakke, sin skovl og sin spade – og det holder min psyke ikke til! Jeg håber han på et tidspunkt har lyst til at så og plante i sit eget bed – når han en dag er stor nok til at forstå han ikke må grave i jordbærbedet 😉

Til slut lige et før- og efterbillede, som var dér, hvor jeg i efteråret sidste år godt kunne se at jeg har været flittig:

Bagerste del af haven 2009
Før-billede (2009)

IMG_2223
Efter-billede (2013)

Så gik den første uge

…på halv dosis. So far, so good – jeg mærker indtil videre to ændringer:

1. Jeg er meget træt – lige så træt som en hel vuggestue, der ikke har sovet middagslur. Ja ja, normalt er jeg lidt mere træt end gennemsnittet, og har da også et større søvnbehov end gennemsnittet, men trætheden er blevet markant værre i løbet af den sidste uge. Og er en af de kendte udtrapningssymptomer.

2. Min lunte er blevet lidt kortere. Måske fordi jeg bare er så forbandet træt, at jeg bare ikke har energi til at være overskudsagtig, men det er velkendt at medicinen tager toppen og bunden af humør og temperament (mest i bunden). Lidt ligesom der bliver lagt et filter over de værste udbrud. Jeg husker fra min tid som ikke-medicineret at jeg godt kunne tænde heftigt af, hvis nogen trådte mig over tæerne – alt fra dårlig behandling til idioter på motorvejen, der ikke holder afstand – men det er altså en del af mig-pakken uden medicin.

Jeg har faktisk været på medicin så længe at jeg har bemærket at jeg er mere overbærende, og mere ligeglad med små ting. Måske er normalen at jeg kommer til at hidse mig lidt mere op over dårlig opførsel? Som en sagde engang: “Du har en meget udviklet retfærdighedssans.” Jeg har så bare de seneste 7 år valgt at lade meget mere passere.

Bivirkninger, jeg derimod ikke har oplevet (endnu, da), er dalende humør, svimmelhed, kvalme, utilpashed. De skulle også først dukke op når jeg tager det sidste skridt udi medicinfriheden.

Nedtrapning, nedtur?

Jeg har lige set 3. afsnit af B.S. og recepten på TV2, hvor han coacher 4 kvinder gennem deres udfasning af antidepressiv medicin. Og jeg kan i den grad nikke genkendende til deres historier om ikke at slå til, ikke at være gode nok, og at tage kritik meget nært – der har jeg også været. Jeg er også misundelig. For de 4 kvinder har en B.S. til at coache dem gennem forløbet – det er noget, vi ca. 450.000 andre antidepressiv medicinske patienter ikke har.

B.S. har virkelig fat i noget, når han siger det handler om at give dem nogle gode oplevelser med at bryde grænser, så de har dem at falde tilbage på, når de står i hverdagen igen og skal håndtere livet. Han har en rigtig god forståelse for hvem de er, han møder dem der, og løfter dem.

Det er noget, de fleste af os ikke har. Når vi står der, og tager valget at trappe ud af medicinen – med alle dets bivirkninger – så kan vi støtte os til læge og psykolog, men vi skal stadig tackle høje krav på arbejdspladsen, høje krav fra familien, fra børneinstitutionerne, fra samfundet. Og det kan dælme være svært at håndtere en nedtrapning samtidig. Jeg ved det, for jeg prøvede sidste forår, hvor det ikke gik, så jeg er stadig på antidepressiv medicin, nu på 7. år.

Jeg vil gerne forsøge igen dette forår. For hvem vil ikke gerne leve medicinfrit, og kunne være sig selv? Jeg kender mine dæmoner, og ved hvad de er kommet af, men jeg mangler stadig nogle værktøjer til ikke at falde i suppedasen igen. Jeg kender til bivirkningerne ved nedtrapning og udfasning af medicinen, og ved at det kan blive en sårbar rejse, der kan vare et halvt års tid. Og jeg ved at jeg kan blive væltet omkuld, som det skete sidste forår. Jeg kunne godt bruge en B.S. til at give mig de der livsbekræftende oplevelser, som jeg kan sætte i banken til dårligere tider…

Små sjove drenge, I

Skrumpen har simpelthen bare en fantastisk dejlig alder lige nu. Altså ikke det der trodsalder, som han også har (….såk…..), men den der alder hvor han snakker (som et vandfald – hvor har han det fra??), logikken er ikke helt med endnu, og derfor kommer der nogle hysterisk sjove guldkorn ud i ny og næ.

Hørt på matriklen i dag:

Skrump: Va laver du, far?
Far: Jeg skal ud og tisse.
Skrump: Mig med!
Far: Skal du med far ud at tisse?
Skrump: Jaaaaa!
Far: Fløjter du så, når far er færdig?
Skrump: Jaaaaaa!

😆 😆 😆

Tumult om en giraf

Jeg holder rigtig meget af dyr. Så meget, så jeg har studeret dyr på nært hold i en god håndfuld år på Landbohøjskolen, og i dag er biologilærer, der blandt andet underviser børn i hvordan de skal behandle dyr med respekt. Jeg holder også rigtig meget af giraffer, som jeg synes er nogle utroligt fascinerende, smukke og graciøse dyr – men altså et postyr om en aflivet giraf i Zoo!

Lad mig lige slå fast: Det er normalt at vi mennesker afliver dyr. Det har vi gjort siden tidernes morgen. Dyr afliver også dyr, det foregår oftest på en noget mere brutal måde ude i den vilde natur. Mennesker spiser dyr, ligesom dyr spiser dyr. Helt naturligt, og noget vi altid har gjort. Når Zoo vælger at aflive en ung girafhan, så er det fordi han ikke passer ind i avlsprogrammet, og derfor giver risiko for indavl. Avlsprogrammer er meget seriøse og minutiøst gennemarbejdede, og er en sikkerhed for at vores dyr ikke bliver indavlede, med dertil følgende risiko for handicap, sygdomme og deformiteter. Det er genetik, og det er meget komplekst.

Ude i virkeligheden på savannen ville giraffen Marius også være blevet ædt af løverne: når en ung girafhan bliver kønsmoden, bliver den udstødt af flokken. Den kan måske være heldig at finde en anden flok, men i de fleste tilfælde vil girafhannerne ende på middagsbordet hos løverne. Det er biologiens måde at modvirke indavl på – smart, ikk?

Så langt, så godt: her har Zoo blot efterlignet biologien ved at fjerne Marius’ gener fra genpuljen, og dermed mindske risikoen for indavlsproblematikker. Zoo har bare aflivet giraffen mere humant end løverne ville gøre det.

Så er der det næste punkt: at Zoo TILLADER sig at obducere giraffen foran publikum! Tænk på de traumatiserede børn. Men altså – for det første er det jo frivilligt om man vil se det. Jeg tror på at de, der stiller sig op, reelt er nysgerrige efter at se hvordan en giraf ser ud indvendigt. En helt unik chance for at lære noget nyt, som Zoo her forærer publikum. For det andet er det stadig en helt naturlig ting: i titusindvis af år har mennesker sprættet dyr op, og kigget på dem indvendigt. For det tredje, hvad er så forskellen på at se en død giraf og se en død gris?

Zoo har virkelig fat i noget, når de siger at folk er kommet for langt væk fra naturen og biologien. Jeg er helt enig, og prøver som biologilærer dagligt at give børnene et realistisk billede af hvordan virkeligheden hænger sammen. Mad vokser ikke bare frem nede i køledisken, den kommer jo altså et sted fra. For blot en generation siden var det meget almindeligt fx at have høns i haven, som af og til kom i suppegryden. Eller at man selv plukkede ænder og gæs til juleaften. Børnene på landet både legede med høns og pattegrise, og vidste godt at de skulle slagtes og spises. I dag er vi blevet så fremmede overfor hvor det egentlig er maden kommer fra, at nogle helt går i selvsving over en aflivet giraf – som oven i købet blev fodret til løverne! Zoo gør her det eneste rigtige: de giver folk muligheden for at se naturen LIVE. Komme i berøring med natur og livets cirkel. Alle dem, der ikke kan forstå det, burde sendes en tur i junglen, indtil de havde lært at klare sig selv med den forhåndenværende føde.

Mindfulness go home. Massage rocks!

Mindfulness er det nye sort. Eller, måske ikke så nyt mere, men der bliver i hvert fald prædiket mindfulness i hver en lille afkrog af selv den yderste udkantsprovins, og det er blevet udråbt til at være L Ø S N I N G E N på alt, lige fra arbejdsløshed og depression til helbredelse af blister i munden og kræft. Og allerede her vil den kvikke læser nok bemærke at jeg ikke er revet med af mindfulnessbølgen…

Rigtig mange søde, dejlige, velmenende mennesker har i tidernes løb ment at det var godt for mig at gå til/lære a) meditation, b) yoga, c) udrensninger (både den slags hvor man kun drikker urtete i en hel uge mens man går baglæns rundt om sin yin yang skål i fuldmåne, og den slags hvor man får skyllet tyktarm), d) mindfulness.

Ja okay, jeg HAR faktisk gået til yoga, og kunne rigtig godt lide det, men i min afkrog af udkantsdanmark er yoga noget man dyrker tirsdag fra 11.30-13, og der er jeg altså på arbejde. Heldigvis da. Men alt det andet der…. det er altså ikke lige noget, der fænger. Jeg har ikke engang lyst til en prøvetime. Jeg har faktisk prøvet forskellig slags meditation i forbindelse med foredrag/personaledage/kurser/diverse, men min oplevelse var at jeg enten faldt i søvn, eller fik rockerondt i mine knæ af at sidde i skrædderstilling så længe. Ingen af delene fik mig til at falde i svime og tænke at det var lige det, der manglede i mit liv.

Det kan da godt være at jeg i hektiske perioder ville have haft godt af at standse lidt op og kigge lidt bedre på nu’et, men i de perioder har jeg faktisk nydt mit liv i fulde drag, og har surfet på en bølge af glæde. I nede-perioderne har jeg haft lyst til at tæve dem, der foreslog mindfulness, simpelthen fordi de ikke fatter en pind. De får det til at lyde så “du-skal-bare-lige-lære-at-mærke-skovbunden-under-dine-bare-tæer-og-være-i-et-med-træerne, så-bliver-du-et-bedre-menneske” – når nu jeg har været et helt andet sted, med en helt anden smerte som ingen af dem kunne fatte.

Med andre ord: det der mindfulness/meditation er bare ikke noget for mig. Det siger mig ikke noget, og det tænder mig ikke.

Det, jeg derimod har haft supermeget glæde af, er massage. Jeg elsker at blive æltet igennem, at få løsnet alle myoserne, at få trykket på de ømme steder, så jeg kan mærke jeg lever – DET virker! Og jeg tager any day hellere en tur på massagebriksen frem for i mindfulnessstolen. Jeg slapper SÅ godt af, når kyndige hænder tager fat i mine stive muskler, og finder de ømme punkter. Det føles godt og rart at få løsnet myoserne i nakken, som kommer af en lille dreng, som stjæler sin mors hovedpude om natten. Jeg kan mærke min krop, og jeg kan mærke at jeg lever – følelsen sidder længe bagefter. Alt det, de andre taler om, når de går til mindfulness, det får jeg ud af at gå til massage.

Mon ikke vi alle sammen virker forskelligt, og vi reagerer på forskellige ting? Der hvor andre har brug for “hjerneterapi” til at fange solen og nuet og den friske luft, der har jeg brug for “kropsterapi” for at mærke min krop, og give slip på de bekymringer, der sniger sig ind i skulder- og nakkemuskler på mig.

Nå, nu vil jeg krybe til køjs, og forsøge at visualisere en dejlig massage…. 😉

Lidt om skolebørn

Så er der lige et kvarter til jeg skal op og have matematik med 6.B. Og i mellemtiden kan jeg rable lidt ord af mig, tænkte jeg…

Som før nævnt, så er jeg ret så begejstret for mit nye job – og jeg har endda også overstået de 3 måneders prøvetid, så nu hænger de på mig 😉 Jeg underviser mest i biologi – som alle dage har været mit yndlingsfag, og som også førte mig ind på Landbohøjskolen i sin tid – og så en enkelt klasse i matematik, som også er et yndlingsfag. Eller rettere; det er det blevet efter jeg fandt ud af at jeg faktisk er god til matematik. Og det er en F O R N Ø J E L S E uden lige sådan at få lov til at nørde med sine egne yndlingsemner, og så skulle formidle det til børn.

Ja altså, børnene er nu ikke altid lige så begejstrede for biologi som jeg er, og de tier ikke altid stille. Børn er rigtig gode kritikere: de siger og viser helt uden filter, hvis de keder sig. Og det gør de tit. Så der kan være en mægtig larm i nogle klasser, hvis nogle af ballademagerne trækker fra, og skaber hurlumhej. Det er en situation, jeg lige skal lære at håndtere, og dér kan jeg mærke at lidt efteruddannelse indenfor didaktik, pædagogik og klasserumsledelse nok ikke er af vejen.

Men jeg kan mærke at jeg VIL det. Og i øvrigt er det den vildeste kommunikationsudfordring, for hvis ikke jeg fanger børnenes interesse, ja, så larmer de bare derudaf…

Desuden prøver jeg at finde nyere og relevant undervisningsmateriale, for de mellemste klasser kører sgu med de samme biologibøger, som JEG havde 😯 Og det er lidt tyndt. Så hvis nogen af jer har gode ideer til dokumentarfilm om dyr/planter/regnskoven/etc., kender en god bog på 5. klasses niveau eller har nogle gode biologispil på nettet, så sig frem 😀

Glædelig weekend, alle sammen.

Vasketøj, blækregning og Chokofanter

Nu er det så tid til at stjæle 10 minutter af den hektiske hverdag til lige at skive lidt igen – lige nu er det matematikopgaverne, der skal rettes, og vasketøjet, der skal vaskes, der er blevet sat på standby. For jeg har i den grad fået travlt, og føler næsten ikke døgnets timer slår til, når jeg både skal være en god lærer, der forbereder sig, mor og husmor i et hus, der mest af alt minder om en katastrofe med legetøj, vasketøj, opvask og papirer i dynger over det hele. Oh well, jeg må indrømme at jeg prioriterer at lege Lego med min søn frem for at rydde op 😉

Min søn – aka Chokofanten, aka Skrumpen – er nu blevet 2 ½ år gammel. Han drøner rundt, han vil lege med sin mor og far, han vil ud og lege i sneen, han vil ikke have skiftet ble og ikke have sin jakke på når vi skal udenfor, han snakker som et vandfald og spiser ikke grøntsager, men gerne kage. Og Gud, hvor er han sjov 😀 Han siger de skønneste ting, og kopierer sine forældre med næsten alt hvad de siger og gør. Vi har daglige krampelatteranfald over hans hittepåsomhed, og synes stadig at krammere og våde (snot-)kys fra knægten er det skønneste i verden.

Om han skal have en lillebror eller -søster? Måske – det kommer an på om det kan lykkes a) at blive gravid, og b) bære en graviditet hele vejen. For mit bækken gik nemlig mere end almindeligt i stykker i fødslen, og jeg skal påregne slem bækkenløsning + sengeleje en hel del af en eventuel graviditet, har jeg fået at vide. Og kejsersnit, da operationen efter sidste gang ikke kan klare en normal fødsel. Jeg – vi – ville gerne give Skrumpen en søskende, for vi er selv glade for vores, men vi må se hvor langt kroppen bærer. Og det skal under alle omstændigheder ikke være lige nu, hvor jeg lige er startet på nyt job. Så det er ikke lige på plakaten pt., men vi har ikke lukket døren for muligheden endnu (jeg bliver jo heller ikke yngre).

Nå, tilbage til opgaveretning og vasketøj – men lige en lille vinterhilsen:

vinter