182 dage med selfies

I dag for nøjagtig 6 måneder startede mit projekt A selfie a day 2016 på Facebook. Projektet udsprang af at jeg – som ellers altid har været fotogen (synes jeg selv), og faktisk har kunnet lide billeder af mig selv – pludselig var nået til et sted, hvor jeg blev enormt ked af at se billeder af mig selv. Med det resultat at der stort set ikke var nogen billeder af mig. Og når der blev taget nogen, så var jeg ked af det i flere dage efter – for fra at være en fotogen, farverig person, var jeg blevet en tyk, halvgammel, kedelig, grå person. Den udvikling kan naturligvis finde sin forklaring i de seneste 7-8-9 års personlige krise og modgang, hvor jeg mere end én gang har været sendt til tælling på bunden af det sorte hul, men som jeg hver gang har kæmpet mig tilbage fra.

Ikke desto mindre søsatte jeg projektet om at tage et billede af mig selv hver dag og poste det på Facebook, og det faldt tilfældigvis sammen med 1. januar, nytårsforsætter og den slags. Reglerne var simple:

  • Et billede af mig om dagen
  • Det skal vise noget om den dag eller situation, det blev taget i
  • Ingen filter eller redigering

Det vil sige at hvis det var en dårlig hårdag uden makeup, ja, så måtte billedet vise det. Bagtanken var naturligvis at jeg så ville gøre mig lidt mere umage for at tage pænt tøj på og sætte håret lidt. Og så regnede jeg naturligvis med at det ville få den konsekvens at jeg liiiiige tabte lidt af de 20 kg, jeg har samlet op over årene *indsæt skraldlatter*

Som bekendt skete sidstnævnte ikke, men til gengæld har mit projekt haft nogle andre og meget bedre konsekvenser. I starten var det egentlig bare et billede af mig, der smiler høfligt til kameraet, og prøver at kamuflere dobbelthagerne, men som tiden går begynder der at være lidt mere fortælling i billederne. Der kommer liv i billederne, liv i øjnene. Jeg begynder at se de skæve situationer, at genfinde min selvironi og humor – kort sagt: jeg går fra grå til farver. Udfordringen bliver pludselig at finde det gode øjeblik, den skæve humor eller den fantastiske fortælling om lige netop dén dag eller dén situation og de mennesker, der evt. var en del af det.

Jeg har genfundet min integritet, mit grin, min humor og min skæve tilgang til verden 😀

Det har godtnok været dybt begravet længe, og jeg var begyndt at tro at jeg aldrig igen skulle blive den kække Line med den skæve humor. Selvfølgelig har der været en del gode hændelser undervejs til at understøtte den udvikling, men bare det at jeg har fået øje på mig selv i spejlet, og ikke længere kun ser en tyk, grå, midaldrende dame, gør at jeg tager imod de gode ting med mere glæde. Og jeg skaber gode ting og hændelser selv 🙂

Så midtvejsevalueringen må være at projektet er en stor succes! Jeg er spændt på at se hvordan det ser ud når vi rammer 1. januar 2017.

5 tanker om "182 dage med selfies"

  1. Det har været en fornøjelse at være med på sidelinjen med dine selfies. Jeg har også bemærket udviklingen og kan se at du er blomstret op. Godt gået!!! (y)
    Og i øvrigt også imponerende at se at du kan finde på nye ting hele tiden 🙂 Du er for sej!

  2. Det har ofte været meget fornøjeligt at følge med i dine selfies – de har fortalt rigtig meget om dig, og jeg ser i hvert fald en spændende og farverig person! Én som ved en masse om haver og natur og landbrug og gerne vil lære fra sig, som brænder for sit lokalområde, som har en skøn familie osv. Dejligt hvis projektet har hjulpet dig til selv at se (og genskabe) den skønne og sjove Line.
    Man må bestemt betegne projektet som en succes! Måske skal du udgive en selvhjælpsbog: “find dig selv med selfies” 😉

    • Tak Betteskov – det har været en sjov rejse! Nu er jeg spændt på at se hvordan den fortsætter, for fra 1. august får jeg helt forrygende travlt med nyt job og studier ved siden af. Men mon ikke de skønne, nye omgivelser og ikke mindst kollegaer og eleve kan give inspiration til mange sjove billeder?

Click on a tab to select how you'd like to leave your comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *