Det rigtige billede

“Didn’t have a camera by my side this time
Hoping I would see the world through both my eyes
Maybe I will tell you all about it when
I’m in the mood to lose my way with words”

– John Mayer, Room for Squares

Min verden bliver set meget i billeder. Både naturbilleder, portrætbilleder og situationsbilleder, og jeg høres ofte sige “hvor er mit kamera, når jeg skal bruge det?” (i øvrigt en sætning, jeg har planket fra min ex-kæreste – ham, der lærte mig at fotografere). I dag går jeg aldrig nogen steder uden min mobil. Dels fordi børnehaven skal kunne få fat på mig, hvis der tilstøder min søn noget, men især fordi jeg er afhængig af at kunne tage billeder af alt og alle til enhver tid. Jeg tænker i billeder. Og jeg ærgres ofte over at jeg kun har mit mobilkamera på mig, og ikke mit rigtige spejlreflekskamera (men det er nu så klodset at have med allevegne).

John Mayer ramte mig tilbage i 2001 med sit Room for Squares-album, og bl.a. denne strofe har jeg tænkt meget over. Kan man se mere, hvis man ikke har sit kamera med? I dag er det jo blevet et mantra, en shitstorm mod alle dem, der dokumenterer deres mad på instagram eller plastrer deres FB-væg til med lækre selfies. “Prøv dog at leve uden at fotografere alting” hedder det, og man er mere i kontakt med sit selv hvis man netop ikke fotodokumenterer alting. Det er mere rigtigt ikke at fotografere end at fotografere. At se i stedet for at fotografere.

I går var jeg på tur i skoven langs med søen i den iskolde morgentåge, der havde lagt sin isnende dæmper på alle lyde og aktiviteter. Alligevel var vi nogle, der trodsede kulden, stilheden og tågen, og var ude – fx min hund og jeg. Gennem tågen kunne jeg pludselig høre lyden af åretag. Af årer, der blev sat i stille vand. Af bådens knirken i takt til roernes åretag. Af korte kommandoer, der blev givet roerne imellem. Og febrilsk stod jeg der og fumlede med min mobil for at tage et billede af roerne, der dukkede ud af tågen. Men jeg nåede det ikke. Jeg vidste, de måske ville vende, og jeg fortsatte derfor langs stien for at finde et egnet sted at fotografere dem, når de kom den anden vej, men baggrunden for det billede var ikke lige så poetisk. Så derfor løb jeg tilbage til det første sted, og ventede på de skulle komme retur igen.

Mange fotografer venter længe og tålmodigt på det perfekte billede. Især hvis man skal fotografere natur må man have tålmodigheden med sig. Gør det så oplevelsen ringere? Er det mindre rigtigt, det fotografen ser, end det den almindelige beskuer uden kamera ser? Ser man mere og bedre, hvis man ikke har sit kamera på sig? Hvis man spørger shit-stormerne og mindfulnessinstruktørerne så skal man bare lade kamera være hjemme, og i øvrigt bare glæde sig over det man ser med sig selv, uden at dele. Hvis man spørger mig, så nej – jeg ser verden i billeder, jeg ser de skæve vinkler, de spøjse billeder, de fine situationer, de skælmske blikke, de storslåede landskaber som billeder. Billeder, jeg elsker at have oplevet ude i virkeligheden, men billeder, jeg bliver nødt til at prøve at fange og frame. Det giver mig en meget mere intens oplevelse af motivet, af situationen og af mine omgivelser. Og et meget bedre minde at lagre i min hukommelse.

I går ventede og ventede jeg, i halvtyndt, gennemblødt løbetøj, dér i den isnende tåge, med en utålmodig hund, i lang tid på at roerne skulle returnere. Endelig dukkede de frem af tågen, og jeg fik knipset løs på min mobil. Var det den iskolde ventetid værd? Ja. Var jeg ærgerlig over ikke at have mit rigtige kamera med? Ja, klart. Den tager så meget bedre og skarpere billeder. Hvordan blev resultatet? Det blev okay efter omstændighederne, men jeg ærgrer mig stadig over ikke at have haft mit gode kamera med.

Bedøm selv 🙂

taage

Click on a tab to select how you'd like to leave your comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *