A little bit of gardening…

Det gør mig glad at gå i haven. Det er min terapi! Der er sørme langt endnu til prisen som Årets Prydhave, men jeg kan se at jeg alligevel har lagt en kæmpe indsats sidste havesæson – også selv om jeg ikke synes det så ud af så meget, mens jeg stod i det. Og jeg siger mig selv at hver en lille ting er et skridt nærmere min drømmehave, som er fuld af lækre grøntsager, bær, søde tomater, gnaskeærter og plukkeblomster.

Haveterapi er anerkendt som effektiv behandling af sindslidelser, og mange undersøgelser viser at haveejere er mindre stressede og deprimerede end ikke-haveejere. Man kan også se en direkte sammenhæng mellem stress- og depressionsniveau, og hvor langt et menneske bor fra grønne områder. Hospitalspatienter, der har udsigt til grønne områder, bliver i gennemsnit også udskrevet en dag før patienter uden grøn udsigt. Så der er mange gode grunde til at gå i haven 🙂

Dog skal det være rart, overskueligt, nemme opgaver, og praktisk, for ellers risikerer man at drukne i ukrudt hurtigere end man kan følge med – og så har køkkenhaven pludselig fået den modsatte effekt, som endnu en uoverskuelig bunke, man ikke kan klare. Så kunsten er at begrænse sig, og være realistisk…. sagde damen, der med jubel kastede sin kærlighed på hus med 2.500 m2 have…

Jeg er ved at få has på de forstyrrende elementer, og gjort det nemmere. Men der mangler ting endnu, som jeg ikke har haft hverken tid eller råd til at få etableret, så jeg prøver at væbne mig med tålmodighed, og i mellemtiden visualiserer jeg hvad jeg gerne vil have. Og så prøver jeg at prioritere og fordele den sparsomme tid mellem de sjove de kedelige opgaver, mens jeg totalt ignorerer bunkerne af vasketøj og legetøj inde i huset.

Hvis jeg bare kan få sneget 15 minutters have ind hver dag, så vil min udtrapning forløbe meget nemmere, er jeg sikker på. Det kan nu godt være sin sag, når man har en lille Skrump i pilfingeralderen, som kommer træt hjem fra vuggestue hver dag. Som det er nu må jeg stjæle mig til et par timer i haven, når far og søn er sendt ud af huset, eller når jeg skulker fra nogle af de andre opgaver, på tidspunkter hvor Skrumpen ikke er hjemme. Jeg drømmer om at have ham med i haven, men de gange jeg har prøvet skal jeg konsekvent fiske ham ud af et møjsommeligt tilplantet bed, som han er i gang med at udgrave med sin hakke, sin skovl og sin spade – og det holder min psyke ikke til! Jeg håber han på et tidspunkt har lyst til at så og plante i sit eget bed – når han en dag er stor nok til at forstå han ikke må grave i jordbærbedet 😉

Til slut lige et før- og efterbillede, som var dér, hvor jeg i efteråret sidste år godt kunne se at jeg har været flittig:

Bagerste del af haven 2009
Før-billede (2009)

IMG_2223
Efter-billede (2013)

2 tanker om "A little bit of gardening…"

  1. Tsk tsk – husk korrekturen, JW, når du retter i din tekst.
    “mit eget kolonihave” – min egen kolonihave

  2. Jeg har også hørt, at havearbejde er ren terapi! Og hvor er det godt, at du så har sådan en stor have. Der er sket meget fra det ene billede til det andet 🙂

    Jeg er nabo til en masse kolonihaver, og hvert forår, når folk vrimler frem og der kommer liv i haverne, så drømmer jeg om mit eget kolonihave.

    Men sådan en koster jo penge og er meget svære at få fingre i.
    Bag drømmen ligger virkeligheden dog lige på lur: sådan een jo passes, og modsat dig, så er jeg ikke særlig vild med havearbejde.

    Men det kunne nu være fedt. En have lige ved siden af min lejlighed. Det kunne jo bare være græs og nogle krukker. Så kunne jeg sidde der med mine bøger om sommeren, drikke kølig vin med vennerne.

    Nå, frem til virkeligheden igen 😉

    Det bliver da hyggeligt at få Skrumpen med ud i have, når han jo lige har forstået det der med dit og mors bed 😀

Click on a tab to select how you'd like to leave your comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *