Tumult om en giraf

Jeg holder rigtig meget af dyr. Så meget, så jeg har studeret dyr på nært hold i en god håndfuld år på Landbohøjskolen, og i dag er biologilærer, der blandt andet underviser børn i hvordan de skal behandle dyr med respekt. Jeg holder også rigtig meget af giraffer, som jeg synes er nogle utroligt fascinerende, smukke og graciøse dyr – men altså et postyr om en aflivet giraf i Zoo!

Lad mig lige slå fast: Det er normalt at vi mennesker afliver dyr. Det har vi gjort siden tidernes morgen. Dyr afliver også dyr, det foregår oftest på en noget mere brutal måde ude i den vilde natur. Mennesker spiser dyr, ligesom dyr spiser dyr. Helt naturligt, og noget vi altid har gjort. Når Zoo vælger at aflive en ung girafhan, så er det fordi han ikke passer ind i avlsprogrammet, og derfor giver risiko for indavl. Avlsprogrammer er meget seriøse og minutiøst gennemarbejdede, og er en sikkerhed for at vores dyr ikke bliver indavlede, med dertil følgende risiko for handicap, sygdomme og deformiteter. Det er genetik, og det er meget komplekst.

Ude i virkeligheden på savannen ville giraffen Marius også være blevet ædt af løverne: når en ung girafhan bliver kønsmoden, bliver den udstødt af flokken. Den kan måske være heldig at finde en anden flok, men i de fleste tilfælde vil girafhannerne ende på middagsbordet hos løverne. Det er biologiens måde at modvirke indavl på – smart, ikk?

Så langt, så godt: her har Zoo blot efterlignet biologien ved at fjerne Marius’ gener fra genpuljen, og dermed mindske risikoen for indavlsproblematikker. Zoo har bare aflivet giraffen mere humant end løverne ville gøre det.

Så er der det næste punkt: at Zoo TILLADER sig at obducere giraffen foran publikum! Tænk på de traumatiserede børn. Men altså – for det første er det jo frivilligt om man vil se det. Jeg tror på at de, der stiller sig op, reelt er nysgerrige efter at se hvordan en giraf ser ud indvendigt. En helt unik chance for at lære noget nyt, som Zoo her forærer publikum. For det andet er det stadig en helt naturlig ting: i titusindvis af år har mennesker sprættet dyr op, og kigget på dem indvendigt. For det tredje, hvad er så forskellen på at se en død giraf og se en død gris?

Zoo har virkelig fat i noget, når de siger at folk er kommet for langt væk fra naturen og biologien. Jeg er helt enig, og prøver som biologilærer dagligt at give børnene et realistisk billede af hvordan virkeligheden hænger sammen. Mad vokser ikke bare frem nede i køledisken, den kommer jo altså et sted fra. For blot en generation siden var det meget almindeligt fx at have høns i haven, som af og til kom i suppegryden. Eller at man selv plukkede ænder og gæs til juleaften. Børnene på landet både legede med høns og pattegrise, og vidste godt at de skulle slagtes og spises. I dag er vi blevet så fremmede overfor hvor det egentlig er maden kommer fra, at nogle helt går i selvsving over en aflivet giraf – som oven i købet blev fodret til løverne! Zoo gør her det eneste rigtige: de giver folk muligheden for at se naturen LIVE. Komme i berøring med natur og livets cirkel. Alle dem, der ikke kan forstå det, burde sendes en tur i junglen, indtil de havde lært at klare sig selv med den forhåndenværende føde.

3 tanker om "Tumult om en giraf"

  1. Det er rigtigt, at vi mennesker har mistet kontakten til naturen, både den i os og den omkring os.
    Det er er mere end almindelig ærgerligt, særligt fordi jeg, personligt (og måske også naivt), nærer en ukrænkelig tro på, at naturen kan lære os alt, hvad vi har brug for at leve godt, stærkt og sundt.

    Det virker også hysterisk at stille sig op for at se aflivningen/obduktionen og bagefter klage over, at det var skrap kost. Det kan man dårligt tillade sig, synes jeg. Samtidig er der formentlig ikke ret mange af samme, der tænker meget på, hvor dårligt mange af vore husdyr har det.

    Desværre har naturen ikke længere ret meget plads tilbage at være natur på. Og det er fordi vi mennesker fylder, men også fordi vi har gjort os til dommere over, hvad der er god natur og ikke, hvad og ikke mindst, hvor meget
    der skal være plads til hvor. Så man kan jo ikke sige, at ret meget sker på naturens egne betingelser.

    Det sker næsten alt sammen på vores.

    M!

  2. Jeg er SÅ enig, Line!

    Denne fanatiske og negative opmærksomhed, projektet har skab både nationalt og internationalt, er helt ude af proportioner.

    Ricky Gervais antydede, at folk der ikke var imod, ligefrem måtte gå ind for dyremishandling. Flere andre var dybt forargede over, at børn så på.

    Børn skal skånes til en vis grad, men når det begynder at gå ud over deres opfattelse af naturens gang, så må der råbes vagt i gevær!

    Jeg går – selvfølgelig – også ind for dyrevelfærd og afskyr dyremishandling, men jeg går også ind for fornuft og naturlighed! Og jeg kommer aldrig til at sidestille dyr med mennesker. Det er to forskellige væsener, og vi har hver vores “natur”.

    Al fanatisme er farligt – også den som dyreaktivister lægger for dagen.

    Jeg er født og opvokset på en gård. Jeg har set grise få kappet halespidsen under stor skrigen, jeg har set et skudt svin få halsen skåret op, så blodet flød, jeg har stået og rodet i indvolde. I skolen har jeg pelset en mink og kogt kadaveret, for til sidst at pille kødet af, så vi stod tilbage med skelettet.

    Hvor er det godt, der findes lærere som dig, Line! Det kommer der fornuftige børn ud af!

  3. Godt brølt, Line! Og min avatar er vist meget passende her 😉
    Jeg håber du giver dine elever et realistisk forhold til liv og død blandt dyrene. Da jeg arbejdede med forsøgsdyr, dissekerede jeg af og til en rotte sammen med kollegers børn, hvis de var med på arbejde i vinterferien. Mine rotter blev alligevel slået ihjel (skånsomt!) og jeg skulle kun bruge hjernen. Det var et stort hit, og jeg observerede altså ingen traumer – tværtimod interesse og øget forståelse for verden som omgiver os, og som vi selv er en del af.

Click on a tab to select how you'd like to leave your comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *