Mindfulness go home. Massage rocks!

Mindfulness er det nye sort. Eller, måske ikke så nyt mere, men der bliver i hvert fald prædiket mindfulness i hver en lille afkrog af selv den yderste udkantsprovins, og det er blevet udråbt til at være L Ø S N I N G E N på alt, lige fra arbejdsløshed og depression til helbredelse af blister i munden og kræft. Og allerede her vil den kvikke læser nok bemærke at jeg ikke er revet med af mindfulnessbølgen…

Rigtig mange søde, dejlige, velmenende mennesker har i tidernes løb ment at det var godt for mig at gå til/lære a) meditation, b) yoga, c) udrensninger (både den slags hvor man kun drikker urtete i en hel uge mens man går baglæns rundt om sin yin yang skål i fuldmåne, og den slags hvor man får skyllet tyktarm), d) mindfulness.

Ja okay, jeg HAR faktisk gået til yoga, og kunne rigtig godt lide det, men i min afkrog af udkantsdanmark er yoga noget man dyrker tirsdag fra 11.30-13, og der er jeg altså på arbejde. Heldigvis da. Men alt det andet der…. det er altså ikke lige noget, der fænger. Jeg har ikke engang lyst til en prøvetime. Jeg har faktisk prøvet forskellig slags meditation i forbindelse med foredrag/personaledage/kurser/diverse, men min oplevelse var at jeg enten faldt i søvn, eller fik rockerondt i mine knæ af at sidde i skrædderstilling så længe. Ingen af delene fik mig til at falde i svime og tænke at det var lige det, der manglede i mit liv.

Det kan da godt være at jeg i hektiske perioder ville have haft godt af at standse lidt op og kigge lidt bedre på nu’et, men i de perioder har jeg faktisk nydt mit liv i fulde drag, og har surfet på en bølge af glæde. I nede-perioderne har jeg haft lyst til at tæve dem, der foreslog mindfulness, simpelthen fordi de ikke fatter en pind. De får det til at lyde så “du-skal-bare-lige-lære-at-mærke-skovbunden-under-dine-bare-tæer-og-være-i-et-med-træerne, så-bliver-du-et-bedre-menneske” – når nu jeg har været et helt andet sted, med en helt anden smerte som ingen af dem kunne fatte.

Med andre ord: det der mindfulness/meditation er bare ikke noget for mig. Det siger mig ikke noget, og det tænder mig ikke.

Det, jeg derimod har haft supermeget glæde af, er massage. Jeg elsker at blive æltet igennem, at få løsnet alle myoserne, at få trykket på de ømme steder, så jeg kan mærke jeg lever – DET virker! Og jeg tager any day hellere en tur på massagebriksen frem for i mindfulnessstolen. Jeg slapper SÅ godt af, når kyndige hænder tager fat i mine stive muskler, og finder de ømme punkter. Det føles godt og rart at få løsnet myoserne i nakken, som kommer af en lille dreng, som stjæler sin mors hovedpude om natten. Jeg kan mærke min krop, og jeg kan mærke at jeg lever – følelsen sidder længe bagefter. Alt det, de andre taler om, når de går til mindfulness, det får jeg ud af at gå til massage.

Mon ikke vi alle sammen virker forskelligt, og vi reagerer på forskellige ting? Der hvor andre har brug for “hjerneterapi” til at fange solen og nuet og den friske luft, der har jeg brug for “kropsterapi” for at mærke min krop, og give slip på de bekymringer, der sniger sig ind i skulder- og nakkemuskler på mig.

Nå, nu vil jeg krybe til køjs, og forsøge at visualisere en dejlig massage…. 😉

2 tanker om "Mindfulness go home. Massage rocks!"

  1. Men, undskyld jeg skriver det, er mindfulness ikke bare et andet (modelunepræget, det giver jeg dig) ord for nærvær? Og er nærvær ikke noget man med fordel kan praktisere 24/7/365 – og ikke bare halvanden time hver anden tirsdag?

    Og er meditation ikke bare massage for indre, tankemæssige spændinger?

    M!

    • Helt sikkert – og der er åbenbart brug for at det bliver bragt op som modefænomen, da mange nutidsmennesker er så stressede at de glemmer sig selv, og deres krop. Aldrig har vi set så mange gå ned med stress, depression, angst, og andre sindslidelser, der er udløst af den enormt hektiske og krævende verden, vi lever i. Så derfor er det helt sikkert et rigtig godt værktøj – for nogle.

      Jeg synes ikke selv jeg behøver mindfullness for at opleve en tur i skoven, eller få styr på mine tanker. Men jeg behøver helt sikkert massage for at føle velvære i min krop, som kan forplante sig til glæde og velbehag i sindet.

Click on a tab to select how you'd like to leave your comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *