Brug-og-smid-væk-mennesker

Det kan næppe have undgået nogens opmærksomhed at der står en masse ledige derude og mangler job. Ej heller at der ikke ligefrem er frit valg på alle hylder henne i job-brugsen, og at de, der har job, klamrer sig til dem med arme, ben og rundsavsalbuer.

Engang var det rart at gå på arbejde, man havde gode kollegaer, der både smilede og hjalp, når en opgave skulle landes, og jeg har i flere jobs været så heldig at have fantastiske kollegaer, som jeg også sås med udenfor arbejdstid. Både i løbeklub, fredagsbaren og på rulleskøjtetur til Berlin Maraton.

Det er mit indtryk at den slags er gået lidt af mode i takt med at krise og nedgang har gjort sit indtog – jeg oplever selv, og hører fra andre, at arbejdspladser er blevet stille-krigszoner, hvor man sidder med sine egne kort tæt ind på kroppen, og helst ikke hverken videndeler eller fraterniserer for meget med de andre ansatte, i kampen om at være så uundværlig at den næste fyringsrunde går forbi. De få, der bliver ansat rundt omkring, bliver ikke længere fastansat, men projektansat på tidsbegrænsede kontrakter eller opgaver. Folk, der blev ansat for 6-7-8 måneder siden, bliver opsagt, “for vi havde alligevel ikke brug for en projektleder.” Der bliver fokuseret på stramme budgetter og røde tal som aldrig før, og arbejdskraft er blevet en brug-og-smid-væk-vare. Ja, jeg har endda hørt begrebet “den moderne daglejer” brugt om arbejdskraften, netop fordi flere og flere kun bliver hyret ind til en bestemt opgave. Så er arbejdsgiveren fri for at bekymre sig om hvad de skal stille op med mennesket bag arbejdskraften bagefter.

For den enkelte daglejer betyder det større krav til hurtige omstillingsevner og hurtige resultater, overfladiske kollegaskaber, kæmpe arbejdspres, ingen sociale relationer eller sikkerhedsnet i virksomheden, og heraf følgende økonomisk usikkerhed, “en dårlig kunde” i banken, ingen rettigheder i virksomheden men til gengæld et kæmpe krav fra samfundet om at finde sig i det, da ledighed jo er roden til alt ondt.

Nogen kan leve med den slags udfordringer. Nogle trives endda med det – de er oftest selvstændige konsulenter. Andre – som mig – er sårbare, og knækker halsen på det. Men nu har vi jo som samfund kridtet banen op til skærpet junglelov, og spørgsmålet er så bare hvad vi gør med alle os, der ikke kan leve op til de store krav? Hvor skal vi gå hen med de kompetencer, vi trods alt har?

Jeg kender ikke svaret. Men jeg leder efter det, og alle inputs er velkomne.

10 tanker om "Brug-og-smid-væk-mennesker"

  1. Hej. Jeg er lige faldet over din blog. Den er jo så fin. Tak for det.

    Og det her indslag kunne jeg have skrevet. Jeg har præcis de samme tanker – specielt om daglejere (for det er det man er) og omkring mangel på sociale arbejdsrelationer og kollega-skaber der ikke er, som jeg husker dem fra min mors arbejdsplads – trygge, tætte og noget der gjorde det rart at gå på arbejde.
    Jeg sidder lige nu i konsulenthus. Den første dag jeg var der fik jeg denne besked: ‘her er vi ikke kolleger. Her er vi konkurenter’: TAK FOR KAFFE. Selvsagt er jeg meget lidt glad for at være der – og søger med lys og lygte noget andet. Men noget andet hvor der er varme, omsorg og tryghed – selvom der selvfølgeklig også er et arbejde at yde. Men jeg mener ikke disse skulle udelukke hinanden.

    • Hej Cille – og velkommen til!

      Ja, det er virkelig den hårde verden, vi lever i i dag. Jeg kan godt sætte mig ind i konkurrence-konsulent-tankegangen, for det er i realiteten også det, jeg har oplevet de steder, jeg har været privatansat konsulent. Og man bliver IKKE belønnet for at hjælpe sine kollegaer, eller for at bruge sin fritid på at køre til Jylland.

      Lad os håbe denher jobkrise snart lægger sig, og det igen bliver udholdeligt at være menneske på arbejdsmarkedet…

  2. Så kan jeg bedre forstå den jobannonce, jeg så forleden dag!

    Der stod, at de søgte en medarbejder i en tidsbegrænset periode, men der stod ikke hvor længe. Jeg troede, at der var tale om et barselsvikariat, men undrede mig over, at der ikke stod ordet barsel.

    Det har nok været en “daglejer” de søgte.

    Jeg kan genkende det med at vi alle sammen skal læbe stærkt. Der er ikke længere tid til at hyggesnakke på job. Jeg ved godt, at det ikke er det jeg får min løn for, men det betyder meget for min arbejdsglæde og dermed arbejdsindsats, at der er sammenhold, kommunikation, smil og grin mellem kolleger.

    • Der er rigtig mange af de få (!) opslåede jobs derude, der er tidsbegrænsede, uden at være barselsvikariater. Og det er dælme svært at få foden indenfor, for selv om man er så heldig at få et af de tidsbegrænsede jobs, så er der sjældent råd til forlængelse eller fastansættelse.

      Og ja – humor, smil og hjælpsomhed er bare så vigtigt for trivslen på arbejdspladsen, og i sidste ende også for bundlinjen!

  3. Hej Line
    Jeg kan både genkende det du skriver, og så alligevel ikke… Indenfor universitetsverdenen har det altid været et grundvilkår med korte ansættelser, stor usikkerhed og flaskehalse. Det vidste jeg godt, da jeg gik i gang med at arbejde som forsker. På den anden side har vi, paradoksalt nok, et stort internt sammenhold blandt yngre forskere, ikke bare på den enkelte arbejdsplads, men også globalt. Generelt har jeg altid mødt stor solidaritet og sammenhold hos mine kolleger. På mit kontor sparrer vi ikke bare fagligt, vi støtter også hinanden rent socialt. Det er guld værd, giver lyst til at komme på arbejde om morgenen, og er simpelthen en nødvendighed i en stenhård branche.
    På nogle måder er uni-verdenen måske et slags beskyttet værksted? Der er mange om stillingerne og stor konkurrence, men også højt til loftet. Der er nok bedre plads til mennesker, som måske er lidt skæve i forhold til det almindelige arbejdsmarked, hvis altså fagligheden er på plads. Måske skulle du overveje en ph.d? Lønnen er bedre end SU, og jeg tror faktisk godt, du ville kunne trives i en god forskningsafdeling!

    • Skægt, du siger ph.d. – min specialevejleder synes bestemt også jeg skulle læse videre, men det hang mig bare laaaaangt ud af halsen dengang! Og jo, det kunne bestemt være rigtig spændende at få lov at nørde videre med noget biokemi/fysiologi, men mine karakterer er bare slet ikke gode nok til at komme i betragtning :-/

      Lige nu siger vi faktisk – halvt i sjov, halvt i alvor – “nu flytter vi til Dubai”, hver gang der dumper en ny regning ind ad døren. Min mand ville kunne få et mere end vellønnet job der på mindre end et splitsekund, vi kunne leje huset ud, og tjene nok til at kunne få nedbragt vores gæld betragteligt på bare et par år… meeeeen, ingen af os er rigtig vilde med at skulle flytte til udlandet, omend kun for et par år. Selv om det ville kunne løse vores økonomiske klemme.

      • Line, karakterer er det aller-aller-mindste, når ph.d. ansøgninger vurderes, så den undskyldning gælder ikke!
        Og hvad angår Dubai, hvorfor ikke? Jeg havde nærmest bedre kontakt med familie og venner det år, jeg var i Alabama (og I vil nok få flere besøg i Dubai end jeg fik i “The Deep South”), og det var en forrygende oplevelse. Tror måske den indre trygnedsnarkoman skal have et par mentale spark i rumpetto 😉

  4. I to er bare så heldige, med fast job! Også selv om fyringsrunder er en del af jeres vilkår. Jeg ville gerne være i jeres sted…

    JW, jeg har det lige som dig med hele salgsprocessen: jeg HADER det, og det knækker min selvtillid. Nu har det så været min virkelighed i snart 5 år, så jeg er bestemt ikke den samme som jeg var engang.

    Jeg faldt i øvrigt over en artikel om emnet, som jeg finder tankevækkende: http://www.cfl.dk/artikler/strategi/krisen-er-ogsaa-en-ledelseskrise

  5. Jeg synes, det begyndte noget før krisen. Folk fik nok i sig selv og samtalekøkken. Det er minimalt, hvad der foregår (og hvad folk gider deltage i) af sociale arrangementer.
    Heldigvis har jeg ikke oplevet at mine kollegaer holder kortene ind til kroppen, men nærmere at vi er i samme bår, hver gang der bliver snakket om reduceringer i personalet.
    Jeg genkender dog den situation du skriver om fra andre. Det er desværre en meget ond spiral, som jeg ikke kan se en umiddelbar løsning på 🙁

  6. Krisen er roden til meget ondt, og du har ret i at adfærden påvirkes. I virkelig negativ retning.

    Jeg arbejder selv i en virksomhed, hvor vi nu på 5. år navigerer i en krisetilstand. Der er sket en del fyringer gennem årene, vi løber hurtigere end nogensinde før, vi omkostningsstyrer til den helt store guldmedalje, og tilpasser os nye procedurer og forandringer igen og igen.

    Mange virksomheder er tvunget til fyringsrunder, men har samtidig svært ved at undvære arbejdskraften. Det er så herved, at de nye daglejere er opstået, tror jeg. Personligt er jeg så evigt taknemmelig for ikke at være en del af det team. Det vil jeg slet ikke holde til. Jeg er tryghedsnarkoman på det punkt, og egner mig ikke til at gå arbejdsløs fordi jeg hader hele “salgsprocessen”, og at være presset af “systemet”. Nogle ville blive motiveret af det. Jeg ville blive demotiveret og gå i stå. Jeg har ikke det “drive” og den selvtillid/det selvværd, der er nødvendigt for at kunne klare det.

    Desværre er der ikke plads til at tage specielle hensyn. Der bliver stillet lige krav til ulige resurser.

    Jovist, man kan komme i skånejobs, når man har været sygemeldt gennem længere tid, men det tror jeg ikke altid er lykken. Nogle virksomheder siger ja til skånejobs, men svigter den der ansættes. Ikke at uvilje, men fordi de ikke har resurserne til at tage sig af dem, der ansættes på de vilkår. Og i sidste ende kan det forværre den ansattes situation fordi denne presses for meget, og sidder med dårlig samvittighed over ikke at kunne klare så meget som andre.

    Mht. adfærden blandt kollegaer i krisetid, så genkender jeg det. Heldigvis har jeg kun én kollega, der opfører sig sådan – vedkommende er så desværre placeret i min lille afdeling. Det er en meget intrigant kollega, der ingen midler skyr. Det er indbegrebet af flid, fedt og snyd. Det er en af den slags kollegaer du ikke skal vende ryggen til. Og det er frygteligt. Nu tror jeg så, at denne kollega også er sådan, når det ikke er krisetid, men det er en meget typisk adfærd i krisetid.

    Mht. de nye daglejere som ikke trives med denne rolle, så har jeg desværre heller ikke svaret. Jeg ved ikke om man kan gøre noget. Eller om man er nødt til at forsøge at tilpasse sig, og vente til krisen er ovre (og ingen ved for alvor, hvornår det sker).

    Men det er jo heller ikke en holdbar løsning.

Click on a tab to select how you'd like to leave your comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *