Om at være følsom

For nogle år siden stiftede jeg bekendtskab med begrebet “særligt sensitive personer”, og kunne straks genkende mig selv i beskrivelserne. SIden er jeg blevet bekræftet flere gange i at jeg hører til den forholdsvis store gruppe af mennesker, der oplever alting lige et nøk mere intenst end andre – helt op til 20% mere intenst, kan jeg læse mig til. Det er alle former for sanser, der er i spil, men især er det jo følelserne, der virkelig kører helt ud i yderpunkterne. Indenfor de sidste par dage har jge lige læst lidt op på det der sensitivitet, for at forstå det lidt bedre.

Disse særligt sensitive personer er så kendetegnet ved at gruble mere, være meget eftertænksomme, have svært ved at tage beslutninger, bliver nemt stressede, har behov for mere søvn og at trække sig tilbage for at finde ro, bliver opfattet som langsomme og til tider arrogante. Jeg kan sætte kryds ved det hele.

Så langt, så godt – nu ved jeg, hvorfor det tager mig længere tid at løse samme opgaver som andre lige ordner med venstre hånd (set fra mit vindue, i hvert fald). Nu ved jeg hvorfor jeg altid er så træt, hvorfor det tager mig 2½ time at få mig selv og Chokofanten ud af døren om morgenen, hvorfor jeg går ned på en arbejdsplads, der ikke fungerer optimalt (selv om jeg godt ved det ikke har noget med mig at gøre), og at jeg har brug for mere alene-tid end andre for at lade op.

Hvilken af disse ovenstående ting harmonerer ikke med vores moderne, pressede samfund? Nårh jo, dem alle sammen…

Inden jeg fik Chokofanten kunne jeg godt få verden til at hænge sammen, fordi jeg bare havde mig selv at tage vare på, men efter vi har fået ham er alting brudt helt sammen til kaos. Og jeg har bare ikke kunnet forstå hvorfor andre mødre har kunnet få job, barn, hjem og socialt liv til at gå op mens jeg kæmpede en daglig liv-og-død-kamp med at få tømt og fyldt en opvaskemaskine.

Men hvad stiller man så op med sig selv, når man nu er et særligt følsomt menneske, der – på gode dage – har hang til at være kreativ, udadvendt, social, at gøre en forskel, at hjælpe andre og at have mening i sit liv? Når man så det næste øjeblik må blive sygemeldt, fordi kroppen og psyken bare siger fra, og man ikke kan præstere i det tempo, samfundet kræver? Hvilken slags job kan man bestride? Og hvordan får man brugt alle sine evner og kompetencer, uden at gå ned hver gang der bliver stillet krav?

Ja, det må jeg lige arbejde lidt med…

4 tanker om "Om at være følsom"

  1. Tak, I søde mennesker! 🙂

    Selvfølgelig er det hårdt at få børn, og der er da helt sikkert mange, som har kæmpet den daglige kamp med at få livet til at hænge bare nogenlunde sammen. Jeg har i hvert fald lagt øre til mangen en småbarnsforælder, som har udtrykt deres frustrationer. Derfor er det for mig også så meget mere en fiasko, at jeg ikke kan kapere det, som alle andre mennesker kan. Selv om jeg har været ramt af økonomisk usikkerhed og dårligt arbejdsmiljø, samtidig med at vores søn har været meget syg (han har heldigvis fået det meget bedre, Gud ske lov!) – ja, så føler jeg mig som en piveskid og en svækling, at jeg ikke lige kan tage mig sammen.

    Hvor andre mennesker bruger deres frustrationer på at få ryddet (noget af) det af vejen, der hæmmer, ja, så bliver jeg helt apatisk, når lokummet brænder.

    Hvis jeg selv kunne vælge, og ikke skulle tage hensyn til økonomi, så ville jeg starte på uddannelsen til legepladsmager, og finde mig et studiejob. Men der er simpelt hen for mange usikkerheder i den plan, så jeg tør ikke helt…

  2. Åh Line, det lyder supersvært. Jeg ved ikke, hvad man gør. Jeg håber bare, at du finder en løsning, som du får det godt med.
    Kram og held og lykke herfra.

  3. Kæmpe krammer og “hvad Birgitte sagde”! Jeg tror du, lige som 99% af alle kvinder jeg kender inklusiv mig selv, skal indse, at du ikke kan det hele. Det er meget få, som kan have den perfekte familie, et hardcore job, et lækkert hjem, en sød og velopdragen hund og samtidig have overskud til at dyrke sport, være kulturelle og så videre. Du bliver nok nødt til at prioritere nogle områder, som du VIL lykkes på, og så sige pyt til en masse andre ting.
    Nemt at sige, men enormt svært at udføre i praksis! Jeg tror, du kan overkomme en hel masse, hvis du bare slipper for de ting, der virkelig dræner dig psykisk. Dårligt arbejdsmiljø, f.eks, og usikkerhed på din fremtid.
    Ja, jeg ved godt, det her sikkert ikke hjælper særlig meget – om overhovedet! For det er jo så let at sige, og så svært at gøre. Tror bare du skal tænke dit liv igennem og vælge, hvilke 2-3 områder der betyder allermest, sætte nogle realistiske mål og træne i at være tilfreds – også selvom huset sejler, hunden bjæffer og opvasken står tilbage fra i går 🙂

  4. Jeg ved det ikke Line 🙁 men jeg ved at du bliver nødt til at lytte til krop og sind og prøve at acceptere at du ikke er super-woman, men bare helt almindelige Line, som gør sit bedste. Og det er også godt nok. (Gav det mening?) Sender knus herfra.

Click on a tab to select how you'd like to leave your comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *