– og du har kun én!

Når man ikke har nogen børn har man nærmest heller ingen ret til at mene noget om børn. Særligt hvis man udtaler sig om andre folks skrigende møgunger, der hujer rundt på den restaurant, hvor man selv kom for at spise et lækkert måltid i stearinlysets skær med sin kære. Eller hvis man taler med store bogstaver til naboens møgunge, der er gået i éns have, og er ved at pløje urtebedet op med sin trehjulede cykel. Så kommer den: “Du har ikke børn, vel.”

Det er ikke et spørgsmål. Det er en konstatering.

Nuvel, nu HAR jeg fået barn, og har dermed også vundet retten til at mene noget (sjovt nok det samme) om hujende møgunger på restauranter og i urtebede.

Men.

Hvis jeg af og til øffer over at jeg synes det er hårdt, at jeg igen ikke har fået søvn, fordi Chokofanten er syg, huset er i kaos, manden er på forretningsrejse, og de uløste opgaver hober sig op til langt over min frustrationsgrænse, så kommer den: “Du har kun én.”

Hvornår har man ret til at mene noget? Hvor mange børn skal man have for at synes at andre forældre er hensynsløse, eller at det er pissehårdt selv at være syg og have en syg knægt, der ikke sover om natten? Jeg er godt klar over at man bliver klogere, det er jeg jo selv blevet på MANGE punkter 😉 – men altså, nu har jeg ikke fået søvn 3 nætter i træk, knægten er syg, jeg er syg, Manden er i Barcelona på messe og jeg får et anstrengt svar fra arbejdspladsen, når jeg igen-igen må tage mig af sønneke, fordi hans bedsteforældre også har deres eget liv udenfor børnebørnene (tarveligt, ikk!).

Jeg synes altså det er hårdt. Bum.

En tanke om "– og du har kun én!"

  1. Haha – det vækker genklang. Nu har jeg fået tre børn og så er det ligesom at det mest insisterende kor er forstummet. Til gengæld får man så kommentarer som “små børn små problemer, store børn store problemer” eller “Du skal være glad for at de kan (indsæt alskens narrestreger her) – det ville være meget værre, hvis de ikke kunne” osv.

    Så ikke for at være lyseslukker, men jeg tror aldrig det holder op 🙂 Til gengæld skal vi måske øve os i at sige, at “det værste man har prøvet er det værste man har prøvet”, og søvnløse nætter, syge børn og egen sygdom er virkelig ikke noget at bide skeer med. Håber snart din mand er tilbage igen, så du kan få ladet batterierne lidt op igen.

Click on a tab to select how you'd like to leave your comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *