Oprydning

Det er vist den rigtige overskrift – oprydning. For jeg trænger til oprydning, både i hus og have, i krop og kost, og mentalt på øverste etage.

Det har været lidt hårdt på det sidste – jeg kørte træt i babyland. I altid at rydde op, vaske tøj, rydde mere op, tage mig af gnaven baby, slæbe tonsvis af babygrej med hver gang vi skulle ud af døren, og ikke mindst at være rigtig meget alene om det. Manden arbejder stadig 70 timer om ugen, og af og til føles det som om jeg er enlig mor til 3 børn (hunden medregnet). Jeg når aldrig at få mig-tid. Jeg når aldrig mine ting. Projekter, jeg ville i gang med, forbliver projekter, haven ligger stadig og er ukrudtsramt. I stedet har jeg brugt al min tid på sissyfosarbejde som opvask og tøjvask, oftest med en brokkende baby i baggrunden, som ikke er helt tilfreds med at skulle lege alene mens mor tømmer opvasker. Og i øvrigt uden rigtig at blive færdig med nogen af delene, så hjemmet ligner en losseplads.

Samtidig er jeg stadig ikke rigtig kommet i gang med min træning. Bækkenløsningen er efterhånden på plads igen, og smerterne er bagatelagtige, men…. jeg er blevet så f****** inkontinent. Min bækkenbund duer ikke 😥  Jeg kan ikke hoste, nyse, løfte noget eller hoppe uden der kommer store sjatter. Løb er en by i Rusland. Når jeg en gang om ugen er af sted til Barnevognspilates, er det iført en stor ble, som er fuld når vi er færdige, og under hele timen fokuserer jeg mere på den utætte bund end på øvelserne. Og spænder i hele kroppen. Og ja, jeg laver massevis af knibeøvelser HVER dag, og ja, jeg laver dem rigtigt. Jeg er blevet tilset af flere specialister på området.

Det gør mig helt enormt ked af det, for ikke at tale om at det gør mig tyk. For jeg har heller ikke overskud til at planlægge mad, indkøb og slet ikke til at bruge tid på at lave sund mad.

Første maj starter Chokofanten i vuggestue, og håbet er at jeg der får lidt tid til at tilse nogle af de forsømte projekter – især haven. Jeg håber sådan på at det lykkes mig at få drivhuset op, og ryddet bare nogle m2 jord, så jeg kan få lækre tomater, agurker og ærter fra egen have. Og ikke mindst glæden ved at pusle om dem undervejs.

5 tanker om "Oprydning"

  1. Rescuers1006 – hvis du gider dikke med Chokofanten mens jeg går i haven, så får du bare den største krammer 😀

    Birgitte – i påsken har vi heldigvis fået taget hånd om nogle (få) ting, men det har alligevel hjulpet en del rent mentalt at få ryddet lidt op og smidt ud. Så heldigvis er humøret bedre nu 🙂
    Og i morgen kommer Farmor og passer Chokofanten, mens jeg går i haven. Det GLÆDER jeg mig sådan til! 😀

  2. Øv søde Line. Jeg føler med dig og håber du snart kommer ovenpå igen. Har du ikke mulighed for at aftale en fast dag med dine forældre om noget pasning, så du kan få slappet lidt af? Knus og tanker

  3. Skal vi finde vi en dag, hvor rescues 1006 kommer ?

    Du ved jo jeg ikke er god til det med haven, men så kan jeg da i hvert fald tage hånd om tøjvask, køkkenet og rengøring, mens du pusler med drivhuset?

    Tanker og varme kram

Click on a tab to select how you'd like to leave your comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *