Skattejagt

Geocaching lugter lidt af computernørder med store briller og hang til gadgets. Eller rettere – som krydsningen mellem en computernørd med hang til gadgets og en orienteringsløber. Det var i hvert fald det, jeg tænkte, da jeg første gang stødte på begrebet for en godt og vel 10 års tid siden. Men det var selvfølgelig også dengang en GPS var en separat klods på størrelse med en mursten, og det kun var enkelte af mine DTU-kammerater der havde sådan en, primært fordi de ville måle højde, bredde og fart ned af skipisterne.

Nu om stunder har enhver smartphone med respekt for sig selv jo indbygget GPS, man kan nemt hente en app – og så er man i gang! Som sagt, så gjort – det er jo både hundeluftning, motion og skattejagt i én! What’s not to like? 🙂

Anyway, jeg kridtede barnevognen, spændte diverse tur-strap-ons på hunden, og af sted vi kom. Stemningen var lige så høj som den septemberblå himmel, og vi travede lystigt af sted – hunden endda pænt ved siden af barnevognen (og det har vi været til hundehvisker for at lære!). Efter ca. en halv time kom vi til første forhindring: En af de lokale skovfloder var løbet over sine bredder i en lavning, og der var vand helt op i ankelhøjde. Hmm. En omvej ville betyde godt en times ekstra tur, så jeg tog tilløb, og plaskede hund og barnevogn igennem de frådende masser. Kan afsløre at mine ellers udmærkede vandresko ikke er vandtætte.

Efter godt en times travetur slap hundens koncentration og tålmodighed op, og hun begyndte at fare hid og did i alle retninger, alt efter hvor den mest spændende duft nu førte hen. Så der gik en del energi og opmærksomhed på at forsøge ikke at havarere barnevognen, som bliver noget af en Storebæltsfærge at styre, når hunden gir’ den gas. Nåmen, vi var efterhånden tæt på posten, så jeg tøjlede min tålmodighed, mens jeg efterhånden ville ønske jeg havde taget en Marsbar med. Eller en af de der løberenergibarer. Eller måske bare nogle kiks. Eller en flaske vand. Da vi nåede det punkt, hvor det var på tide at forlade stien, sagde appen at der var 72 meter til posten stik ind i skovbunden. Hmm. Jeg skubbede barnevognen et par meter ind, og rykkede i selen på den efterhånden noget overgearede hund. Jeg måtte parkere vognen, da det blev for ufremkommeligt, og traskede derfor selv videre med hunden – 60 m, 55 m, 50 m, 45 m. Så kom der lyd fra barnevognen, og jeg kunne se den sprælle lidt. 41 m. Gråd. Et øjeblik blev jeg stående, og overvejede… men gråden tiltog, og jeg var i øvrigt ikke helt begejstret for udsigten til at miste barnevognen af syne lige om et øjeblik. Så jeg besluttede at lade post være post, og halede i hunden for at signalere at vi nu skulle retur.

Tilbage ved barnevognen var der nu ren elendighed, og hunden dansede cancan rundt om mig, barnevogn og træer i underskoven, alt imens jeg forsøgte at bugsere os tilbage på altfarvej igen. På dette tidspunkt var min tålmodighed sluppet helt op, jeg var gået totalt sukkerkold, der var mindst 1½ times travetur hjem, og vi kom ikke forbi en kiosk på vejen… her var jeg tæt på at pelse hunden, kyle mobilen efter barnevognen og bare smide mig ned på skovbunden i et hysterisk anfald. Her var det så Manden ringede, hvorpå han fik hele historien i det skingre leje. “Hvorfor slipper du ikke hunden løs?” spurgte han. “Aj, det må man altså ikke!” “Hun skal jo nok følge efter dig.” Jeg tænkte mig om et kort øjeblik, og besluttede at mit helbred var mere værd end en evt. bøde for løs hund. Så hun fik snoren af – og satte straks i strakt galop med kurs direkte mod togbanen, hvor jeg kunne høre et tog nærme sig… Råben, skrigen, basken med armene fra både mig og Chokofanten fik hende til at dreje af i tide! *Pyyyyyhh…*

Nøj, det var en lang tur hjem, med overgearet hund, en bækkenløsning, der gjorde mere ondt end godt var, våde sko og sokker og en sulten baby i en Storebæltsfærge. Og mig uden så meget som en tudekiks (overvejede et kort øjeblik at spise en hundekiks). Og ikke engang en funden post 🙁

Men den slags skal sørme ikke slå mig ud af kurs! Næhnej, jeg brugte skam turen hjem på at lave en note-til-selv-liste, sådan at jeg næste gang finder den %&¤$£€[@ post!

NB. Ingen Chokofanter eller Lakridser kom noget til under optagelserne. Kun mig, mit temperament og min bækkenløsning…

10 tanker om "Skattejagt"

  1. Birgitte: Næste gang tager jeg en hel madpakke med! Og undervejs kom jeg faktisk også til at tænke på at jeg ikke havde så meget som en ble med, hvis nu… Åha, jeg tror man kommer til at lave den slags småfejl undervejs – vi er jo kun mennesker! Har været af sted uden skiftetøj til baby nogle gange, og det er altså ærgerligt at stå der med våd babybody langt fra hjemmet også.

    MD: Klart man kan på hesteryg 😀 Det skal da så meget prøves!

  2. Sikke en tur 😉 men Line, du ved vel at når man ammer, skal man altid have en flaske vand på sig? (siger kvinden der engang tog til babysvømning uden rene bleer – tror ikke ungen synes det var så dejligt at få en gammel kold ble på igen efter en tur i vandet…)

  3. Jeg kommer stærkt igen, Alice! Havde ellers tjekket posten hjemmefra, men der så det ikke ud som om man skulle sååå langt væk fra stien. Har nu fundet et par andre, som ligger noget tættere på sti (og parkeringsmulighed), så næste indlæg forhåbentlig bliver en succesoplevelse 😉

  4. Åh altså… Geocaching ER sjovt… Normalt!

    Vi har nu aldrig været afsted med hund og barnevogn…
    På siden hvor man finder cacherne er det altså normalt muligt at se tilgængeligheden af den – altså om der er sti eller man – som du – skal væk fra stierne.

    Bedre held næste gang…

Click on a tab to select how you'd like to leave your comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *