182 dage med selfies

I dag for nøjagtig 6 måneder startede mit projekt A selfie a day 2016 på Facebook. Projektet udsprang af at jeg – som ellers altid har været fotogen (synes jeg selv), og faktisk har kunnet lide billeder af mig selv – pludselig var nået til et sted, hvor jeg blev enormt ked af at se billeder af mig selv. Med det resultat at der stort set ikke var nogen billeder af mig. Og når der blev taget nogen, så var jeg ked af det i flere dage efter – for fra at være en fotogen, farverig person, var jeg blevet en tyk, halvgammel, kedelig, grå person. Den udvikling kan naturligvis finde sin forklaring i de seneste 7-8-9 års personlige krise og modgang, hvor jeg mere end én gang har været sendt til tælling på bunden af det sorte hul, men som jeg hver gang har kæmpet mig tilbage fra.

Ikke desto mindre søsatte jeg projektet om at tage et billede af mig selv hver dag og poste det på Facebook, og det faldt tilfældigvis sammen med 1. januar, nytårsforsætter og den slags. Reglerne var simple:

  • Et billede af mig om dagen
  • Det skal vise noget om den dag eller situation, det blev taget i
  • Ingen filter eller redigering

Det vil sige at hvis det var en dårlig hårdag uden makeup, ja, så måtte billedet vise det. Bagtanken var naturligvis at jeg så ville gøre mig lidt mere umage for at tage pænt tøj på og sætte håret lidt. Og så regnede jeg naturligvis med at det ville få den konsekvens at jeg liiiiige tabte lidt af de 20 kg, jeg har samlet op over årene *indsæt skraldlatter*

Som bekendt skete sidstnævnte ikke, men til gengæld har mit projekt haft nogle andre og meget bedre konsekvenser. I starten var det egentlig bare et billede af mig, der smiler høfligt til kameraet, og prøver at kamuflere dobbelthagerne, men som tiden går begynder der at være lidt mere fortælling i billederne. Der kommer liv i billederne, liv i øjnene. Jeg begynder at se de skæve situationer, at genfinde min selvironi og humor – kort sagt: jeg går fra grå til farver. Udfordringen bliver pludselig at finde det gode øjeblik, den skæve humor eller den fantastiske fortælling om lige netop dén dag eller dén situation og de mennesker, der evt. var en del af det.

Jeg har genfundet min integritet, mit grin, min humor og min skæve tilgang til verden 😀

Det har godtnok været dybt begravet længe, og jeg var begyndt at tro at jeg aldrig igen skulle blive den kække Line med den skæve humor. Selvfølgelig har der været en del gode hændelser undervejs til at understøtte den udvikling, men bare det at jeg har fået øje på mig selv i spejlet, og ikke længere kun ser en tyk, grå, midaldrende dame, gør at jeg tager imod de gode ting med mere glæde. Og jeg skaber gode ting og hændelser selv 🙂

Så midtvejsevalueringen må være at projektet er en stor succes! Jeg er spændt på at se hvordan det ser ud når vi rammer 1. januar 2017.

Den lyse nat

Åh, hvor jeg elsker de smukke, lyse sommeraftener, der lokker med deres løfter om evig ungdom. Og hvor jeg dog elsker det smukke sommerland, der lokker med sin frodighed, sine dufte, sine lyde og sin lethed. Så jeg røvede mig til en lille tidslomme her til aften, hvor jeg bare lod cyklen køre ud i sommeraftenen, ud ad de små veje, langs læhegn og frodige grøftekanter, hvor skræpperne kæmpede med kørvelen om pladsen. Ja, jeg ved jo nok at skræpperne vinder, men de hører med i mit sommerlandskab, i min grøftekant som en evig sommerbebuder.

Og det var i sandhed en lys og dejlig aften, hvor vinden tav, og ikke et græsstrå bøjede sig. Bortset fra dem, der bøjede sig for den store kat, der kom luskende ud fra kornmarken, og kiggede på mig med sine faste katteøjne. Solsortene sang solen ned, luften var fuld af hyld, varm jord, korn og hybenroser – nu hvor forsommerens første blomstrende eksplosion har lagt sig, og har ladet sig afløse af den lidt mindre pågående men mindst lige så skønne blomstring. Cyklen ledte mig gennem den grønne tunnel af hasselbuske, og frem til bakketoppen for enden af den spejlblanke sø, hvor kirketårnet står som en historisk fortælling om evigheden på den modsatte bred. Hvor jeg kunne høre nattergalens magiske triller, lærkens bejlen og frøernes kvækken. Hvor jeg kunne lugte og sanse denne stille sommernat som et vidnesbyrd om evigheden, som den danske sommernat har budt sig til i tusind år. De store kastanjetræer, som har stået i århundreder ved stuehusets gavl, kan fortælle om mangen en berusende sommernat, kan fortælle historier om karle og piger, om legende børn, kærlige mødre og trætte bønder. Om hunde, der gør, og heste, der vrinsker. Gennem hundredevis af år.

Cyklen triller selv ned ad bakken, og jeg sanser de små varme luftlommer, hvor solens stråler har gemt sig for natten, mens den køligere aftenluft tager over udenom. Månen står som en tynd, buet streg på den lyseblå himmel, og vejen snor sig gennem bakker og marker.

Jeg skal igennem et stykke med skov, og her er mørkt og stemningsfuldt. Fuglene synger mig på vej, et rådyr standser i vejkanten og kigger på mig et øjeblik, inden det løber tilbage i skovens dunkle mørke, og skovsneppens snadren-og-twuiit suser hen over hovedet på mig. Skovvejene lokker med eventyr, men jeg modstår dem i aften.

Tilbage i lyset på den anden side står dovne heste og vifter fluer med halerne, mens de kigger på mig med spidsede ører. Et dådyrrudel flygter hen over engen, og store, runde ensilageballer står pænt pakket ind på rad og række overfor. Byggen står knivskarpt, mens enkelte strå af rug bryder med hvedens horisont.

Rundt om det sidste hjørne inden jeg er hjemme, erkender jeg at jeg elsker livet højt. At jeg er fuld af kærlighed. Og en berusende duft af uægte jasmin slår følgeskab med den følelse.

Akademisk bundfald

Min farfar var oberstløjtnant i Gardehusarregimentet i Næstved, og så var han i øvrigt landmand af de gamle dyder. Det var ham, der sammen med min farmor anskaffede den fædrende gård i 1938, og hvor min far blev født i 1939, hvor de havde gardehusarheste udstationeret under krigen (så tysken ikke skulle rende med dem), hvor de havde stalden fuld af store arbejdsheste foruden de mere letbenede rideheste, hvor der var grise, køer, får, gæs, ænder, høns, hunde, katte og givetvis et utal af mus og rotter. Hvor markerne til at starte med blev pløjet med hest og manuel hesteplov, og hvor de hestetrukne markredskaber stadig hviler i staldene. Hvor en lille blå traktor fandt vej, for siden at gøre plads til den legendariske røde Massey Ferguson 35, der stadig lever i bedste velgående og klarer alle de små og lidt større opgaver på gården – altså bortset fra markarbejdet, der i dag er udliciteret til store, moderne John Deere og den slags.

Men han var en bestemt herre, min farfar. Militærmand til fingerspidserne, uden særlig meget til overs for opblæste folk. Ikke at jeg selv kan huske det, for han døde da jeg var 4, men det er hvad jeg har fået fortalt. Han var også en vældig levemand, og han og min farmor var værter for mangen et gilde på gården. Det er da heldigvis noget min far og hans søskende har holdt fast i, så vi er gode til at holde fester 🙂

Min farfar, levemanden og gardehusaren, har helt sikkert grundlagt en god del af mine værdier, selv om jeg altså ikke husker ham så godt. Men han står også bag udtrykket “akademisk bundfald”, som var en betegnelse han brugte om de opblæste skolelærere, journalister og radikale, og som på ingen måde var særlig venligt ment.

Og dér står jeg så nu. Som et stykke akademisk bundfald, der er blevet kværnet i den akademiske verden, men til gengæld har en delvis journalistisk uddannelse, og er godt på vej mod en karriere som skolelærer – ja, jeg har da endda stemt radikalt også. Altså en af dem, min farfar hadede af et godt hjerte.

Jeg føler egentlig ikke hadet eller nedgørelsen, for han anede jo ikke hvad han talte om, eller for den sags skyld hvem jeg var. Han har aldrig gået en mil i mine sko, så det kan han jo ikke sætte sig ind i. Men jeg har klukgrinet af det mere end en gang, og tænkt at det der akademiske bundfald ikke er så tosset endda. Og jeg holder meget af ham, den konservative levemand og militærmand, der ikke vidste bedre – og jeg fortæller altid med stolthed hvordan han var oberstløjtnant i Gardehusarregimentet, og hvordan han var med til at “redde” hesteeskadrillen under Anden Verdenskrig. Og nu har jeg arvet hans jakke – komplet med cigarlugt 🙂

gardehusarjakke

Oxford visited

 

Så løb tiden alligevel af sted, men jeg havde jo lovet noget mere om Oxford, så her kommer der lidt ord og billeder 🙂

Hvis man har drømt sig til Hogwards som troldmandslærling eller på pub crawl med Morse, så er der ingen vej udenom Oxford. Og når man så står der i Oxford, så rammer historien, stemningen, de smukke bygningsværker og det på én gang moderne og traditionsrige liv, der leves i disse smukke omgivelser lige i oplevelsescenteret. Jeg har – lige så længe jeg kan huske – ønsket mig en tur til Oxford, og da muligheden bød sig tog jeg spændt og forventningsfuld afsted. Jeg havde mulighed for at besøge min kusine, der var gæsteforskningsassistent for et par måneder ved et af de ældste colleges i Oxford; Magdalen College.

Og lad mig straks knytte historier og anekdoter til Magdalen: Her studerende Schrödinger og Oscar Wilde, her var C.S. Lewis professor, og her blev Narnia krønikerne skrevet. Magdalen blev grundlagt i 1458, og de ældste bygninger står stort set som de blev bygget dengang. The Cloister omgiver en smuk, grøn plæne, og i denne smukke 4-længede bygning findes både staff rooms, bibliotek, kapel, den utroligt smukke spisesal foruden studieboliger til de studerende. Langs sydsiden vokser gamle, smukke blåregn, hvis blomsterflor jeg MÅ tilbage og opleve!

Oxford University består af 38 colleges, hver med sin egen historie og fortælling. Da min kusine var forskningsassistent havde vi adgang til steder og bygninger, som almindelige turister ikke får at se. Og vi kunne til enhver tid komme ind ad bagvejen, og udenom den lange kø 🙂 Da min kusine er lige så begejstret for historie, smukke bygninger og den akademiske verden som jeg er, havde hun lavet et helt perfekt turprogram, hvor jeg virkelig fik set og oplevet cremen af byen og dens vidunderlige charme. Men den oplevelse, der gav mig allermest gåsehud og tårer i øjnene, var Evensong i Magdalen College Chapel. Evensong er en aftenmesse, der mest af alt er præstens og korets hymnesang, med meget lille og stille deltagelse fra menigheden. Koret – der er et drenge- og mandskor – er uden sammenligning et af de bedst syngende kor, jeg nogensinde har oplevet. Det var så smukt, så stille og alligevel storslået, i en kirke, der næsten kun var oplyst af stearinlys, at det stadig står som en af de mest storslåede oplevelser jeg har haft. Det kan kun anbefales at man deltager i Evensong, hvis man er i Oxford – og alle er velkomne i alle kirkerne.

Dette var et udpluk af de vidunderlige oplevelser, jeg havde. Nu følger et lillebitte udpluk af de hundredevis af billeder, jeg fik taget, med lidt billedtekst:

Magdalen College Cloister

Magdalen College Cloister

På sydsiden indvendigt i cloister vokser gamle, smukke blåregn

På sydsiden indvendigt i cloister vokser gamle, smukke blåregn

Den overdækkede gang, der løber langs indersiden hele vejen rundt i cloister

Den overdækkede gang, der løber langs indersiden hele vejen rundt i cloister

New Building ved Magdalen - og det er så fra 1740'erne! På øverste etage, de tre vinduer til højre fra midterpartiet, havde C.S. Lewis sine gemakker, og her blev Narnia-bøgerne skrevet

New Building ved Magdalen – og det er så fra 1740’erne! På øverste etage, de tre vinduer til højre fra midterpartiet, havde C.S. Lewis sine gemakker, og her blev Narnia-bøgerne skrevet

Kollegiebygning til de studerende ved Magdalen College

Kollegiebygning til de studerende ved Magdalen College

Hall - spisesal for studerende og ansatte ved Magdalen College

Hall – spisesal for studerende og ansatte ved Magdalen College

Hertford Bridge - bedre kendt som Bridge of Sighs

Hertford Bridge – bedre kendt som Bridge of Sighs

Radcliffe Camera, en af Oxfords mest berømte og filmede bygninger

Radcliffe Camera, en af Oxfords mest berømte og filmede bygninger

The Eagle and Child Pub, hvor J.R.R. Tolkien, C.S. Lewis og resten af The Inklings mødtes ugentligt til litterære drøftelser - og helt sikkert også en pint eller to

The Eagle and Child Pub, hvor J.R.R. Tolkien, C.S. Lewis og resten af The Inklings mødtes ugentligt til litterære drøftelser – og helt sikkert også en pint eller to

Trappen, hvor Mrs. McGonagall byder de nye studerende ved Hogwards velkommen. Jeg fik en unik mulighed for at se denne trappe uden den var sort af turister på grund af min kusines adgangskort :-)

Trappen, hvor Mrs. McGonagall byder de nye studerende ved Hogwards velkommen. Jeg fik en unik mulighed for at se denne trappe uden den var sort af turister på grund af min kusines adgangskort 🙂

Og her er så køen foran Christchurch College, som vi var så heldige at smutte udenom :-)

Og her er så køen foran Christchurch College, som vi var så heldige at smutte udenom 🙂

Botanisk Have nåede vi også at besøge - et af de steder, jeg MÅ gense en sommer, hvor alting blomstrer frodigt!

Botanisk Have nåede vi også at besøge – et af de steder, jeg MÅ gense en sommer, hvor alting blomstrer frodigt!

Fra Botanisk Have - det kunne næsten være med i Harry Potter ;-)

Fra Botanisk Have – det kunne næsten være med i Harry Potter 😉

Ego-trip

Jeg gjorde noget i sidste weekend, jeg skulle have gjort for længe siden – jeg stak af hjemmefra! Tog på rymt helt og aldeles alene, hele vejen til Oxford, og i hele 5 dage. Brugte oceaner af tid på at trave rundt i gamle, historiske, smukke bygninger, og tog mig god tid til at nærstudere detaljer og indånde atmosfæren. Helt uden at skulle tage hensyn til små utålmodige drenge eller deres utålmodige, bestemt-ikke-historie-interesserede fædre. Øj, en fest jeg havde!

Nå ja, stak af og stak af er måske så meget sagt, da mit fravær var planlagt og tilrettelagt på forhånd, men jeg kom da en måned før og meddelte at jeg tog af sted. Og det var ikke til forhandling! I snart 5 år er det nemlig mig, der har været alene hjemme med skrumpen mens manden har været på den ene forretningsrejse, workshop og seminar efter det andet, mens jeg har været græsenke. Det er dælme hårdt sådan at være semi-enlig mor i de perioder, og jeg har meget stor respekt for dem, der er enlige forældre til hverdag.

Det er bestemt ikke sidste gang, jeg tager på sådan en ego-tur helt uden mand og børn. Eller barn. Jeg har jo kun én, som  jeg konsekvent bliver mindet om. Men i de snart 5 år, jeg har boet sammen med mit enebarn har der ikke været ret meget plads til bare at være mig. Jeg har været mor og serviceorgan og oppasser og mandsopdækker og taxachauffør og kok og vaskekone, samtidig med jeg (det meste af tiden) har haft fuldtidsjob at passe. Derfor er det også en meget træt, tyk, kedelig, farveløs midaldrende Hjørdis, der ser på mig fra spejlet, når jeg drister mig til at kigge i det. Ikke meget tilbage af den engang sprøde, sprudlende, sjove kvinde, som jeg husker mig selv som et sted ude i tågerne. Den sprøde, sprudlende kvinde kom frem i Oxford. Med lys i øjnene over alt det fantastiske og smukke, med overskud fordi hun kun havde sig selv at tage vare på. Årh, at være på rymt – alene!

I skal bestemt ikke snydes for at høre lidt om mine oplevelser derovre, men dem må I have til gode – for lige nu er der både store og små, der trækker i mig, imens jeg drømmer mig på rymt alene igen…

oxford sidst

Det rigtige billede

“Didn’t have a camera by my side this time
Hoping I would see the world through both my eyes
Maybe I will tell you all about it when
I’m in the mood to lose my way with words”

– John Mayer, Room for Squares

Min verden bliver set meget i billeder. Både naturbilleder, portrætbilleder og situationsbilleder, og jeg høres ofte sige “hvor er mit kamera, når jeg skal bruge det?” (i øvrigt en sætning, jeg har planket fra min ex-kæreste – ham, der lærte mig at fotografere). I dag går jeg aldrig nogen steder uden min mobil. Dels fordi børnehaven skal kunne få fat på mig, hvis der tilstøder min søn noget, men især fordi jeg er afhængig af at kunne tage billeder af alt og alle til enhver tid. Jeg tænker i billeder. Og jeg ærgres ofte over at jeg kun har mit mobilkamera på mig, og ikke mit rigtige spejlreflekskamera (men det er nu så klodset at have med allevegne).

John Mayer ramte mig tilbage i 2001 med sit Room for Squares-album, og bl.a. denne strofe har jeg tænkt meget over. Kan man se mere, hvis man ikke har sit kamera med? I dag er det jo blevet et mantra, en shitstorm mod alle dem, der dokumenterer deres mad på instagram eller plastrer deres FB-væg til med lækre selfies. “Prøv dog at leve uden at fotografere alting” hedder det, og man er mere i kontakt med sit selv hvis man netop ikke fotodokumenterer alting. Det er mere rigtigt ikke at fotografere end at fotografere. At se i stedet for at fotografere.

I går var jeg på tur i skoven langs med søen i den iskolde morgentåge, der havde lagt sin isnende dæmper på alle lyde og aktiviteter. Alligevel var vi nogle, der trodsede kulden, stilheden og tågen, og var ude – fx min hund og jeg. Gennem tågen kunne jeg pludselig høre lyden af åretag. Af årer, der blev sat i stille vand. Af bådens knirken i takt til roernes åretag. Af korte kommandoer, der blev givet roerne imellem. Og febrilsk stod jeg der og fumlede med min mobil for at tage et billede af roerne, der dukkede ud af tågen. Men jeg nåede det ikke. Jeg vidste, de måske ville vende, og jeg fortsatte derfor langs stien for at finde et egnet sted at fotografere dem, når de kom den anden vej, men baggrunden for det billede var ikke lige så poetisk. Så derfor løb jeg tilbage til det første sted, og ventede på de skulle komme retur igen.

Mange fotografer venter længe og tålmodigt på det perfekte billede. Især hvis man skal fotografere natur må man have tålmodigheden med sig. Gør det så oplevelsen ringere? Er det mindre rigtigt, det fotografen ser, end det den almindelige beskuer uden kamera ser? Ser man mere og bedre, hvis man ikke har sit kamera på sig? Hvis man spørger shit-stormerne og mindfulnessinstruktørerne så skal man bare lade kamera være hjemme, og i øvrigt bare glæde sig over det man ser med sig selv, uden at dele. Hvis man spørger mig, så nej – jeg ser verden i billeder, jeg ser de skæve vinkler, de spøjse billeder, de fine situationer, de skælmske blikke, de storslåede landskaber som billeder. Billeder, jeg elsker at have oplevet ude i virkeligheden, men billeder, jeg bliver nødt til at prøve at fange og frame. Det giver mig en meget mere intens oplevelse af motivet, af situationen og af mine omgivelser. Og et meget bedre minde at lagre i min hukommelse.

I går ventede og ventede jeg, i halvtyndt, gennemblødt løbetøj, dér i den isnende tåge, med en utålmodig hund, i lang tid på at roerne skulle returnere. Endelig dukkede de frem af tågen, og jeg fik knipset løs på min mobil. Var det den iskolde ventetid værd? Ja. Var jeg ærgerlig over ikke at have mit rigtige kamera med? Ja, klart. Den tager så meget bedre og skarpere billeder. Hvordan blev resultatet? Det blev okay efter omstændighederne, men jeg ærgrer mig stadig over ikke at have haft mit gode kamera med.

Bedøm selv 🙂

taage

Stjernehimmel

I det øjeblik, jeg træder ud ad bildøren i det natsorte hav, der omgiver vores hus på landet, kigger jeg op på himlen. Jeg glemmer i et splitsekund alt om desperation og frustrationer, om kort lunte og for få timer i døgnet, om en søn, der modarbejder mere end samarbejder, og om mit lod som alenemor i denne uge, hvor manden er på seminar i Paris. Jeg glemmer alt dette i et splitsekund, og kigger på de tusindvis af stjerner, der er spredt tilfældigt over den natsorte himmel, og forundres og frydes, som jeg altid gør, når jeg ser dette billede.

Lige inden jeg standser motoren og træder ud ad døren lytter jeg til en genudsendelse af Madsen på P4 – et af mine absolutte yndlingsprogrammer – og Madsen præsenterer en ny sang af Nikolaj og piloterne. Den hedder Pis og Papir. Den sang rammer mig lige i hjertet. Lige i alle mine følelser, på en dag hvor alle følelser har været i brug i deres ekstremer, lige fra frydefulde tinder til uløselige frustrationer, fra glæde i hele kroppen til afmagtens tårer lige bag øjenlågene. Jeg træder ud ad døren med en følelse af at være hørt, at være set, at være rummet, at være ikke alene. Og får øje på stjernerne, som om de er der kun for at minde mig om øjeblikkets forgængelighed, og dagens problemer som forbipasserende og ubetydelige. Jeg elsker min stjernehimmel herude på det natmørke land.

Hvad siger man til en, der skal dø?

For knap et år siden fik min kusine konstateret kræft i blindtarmen, nærmest helt ud af det blå. I sommer fik hun at vide at det havde spredt sig til hele bughulen, og at de desværre ikke kunne gøre noget for hende, udover livsforlængende medicin. I dag fik vi – venner og familie – en afskedsmail fra hende. Hun har skrevet til os for sidste gang, hospitalet har udskrevet hende, så hun kan dø i eget hjem. Hun sagde tak for alt, og farvel. Hun er kun midt i 40’erne, og har to store drenge på hhv. 16 og 14.

Vi har vidst det i et stykke tid, men det kommer alligevel som en rædsom bombe, som en forfærdelig film på tv, hvor man næsten ikke kan holde ud at se livet ende. Men denne film kan vi ikke slukke eller starte forfra, det er her og nu. Og hvad svarer man så på sådan en mail? Hvad siger man til en, der skal dø?

Jeg lovede aldrig at glemme hende, eller hendes drenge.

Min kusine har jo været der altid, og hun er af den type man altid kan sætte sig ned og genoptage samtalen med, selv om det måske er år siden vi sidst sås. Altid frisk, smilende, flittig, kærlig, aktiv, og altid et sprudlende indslag til enhver familiebegivenhed. Og alligevel sidder jeg nu og tænker, at der er så mange ting, jeg ikke ved om hende. Hvad var hendes yndlingsmusik? Hendes yndlingsblomst? Farve? Når hun tog på museum, hvor tog hun så hen? Hvor ville hun rejse hen næste gang?

Nok snakkede vi om alle de vigtige ting i livet – kærlighed, børn, hverdagen, og det, der får hverdagen til at glide, men at stå her, til allersidst, og skulle vælge nogle ord at sende med på vejen til den anden side, er så ufatteligt svært.

Jeg håber det bliver nogle gode sidste dage. Fyldt med kærlighed.

Hamsterhjulet

Ja, hallåååå? (*host, host*) Det er mig. Ja, jeg ved godt det er så længe siden at der kunne være sket alt muligt i mellemtiden, men sandheden er at det er der ikke… sådan rigtigt… Altså, hverdagen kører for fulde gardiner, og den kører så stærkt at jeg ikke rigtig kan følge med. Men jeg har prøvet, og nu er jeg løbet tør for überlebere (et begreb, vi blev introduceret til som børn, da vi var på skiferie i Østrig, og skilæreren altid havde lidt chokoladegodter med i mavebæltet, såkaldte überlebere).

Jeg synes sgu det er svært, og jeg er sgu lidt modløs for tiden. Egentlig var/er jeg jo meget glad for mit skolelærerjob, men jeg er godtnok kommet på prøve – for det er sørme sin sag at få 23 elever til at tie stille og følge med, når de nu hellere vil pjatte og game på Facebook, eller hvor de nu gamer henne. Og det er eddermanme op ad bakke at få en god time i gang, når klassen starter med “Biologi er bare så keeeeeeeedeligt, skal vi ikke hellere lave noget sjovt?” Og rigtig svært at få nogen engageret, når man kun har klassen én time om ugen – 16 klasser á 23 elever – det giver lige i underkanten af 400 elever, jeg skal forholde mig til hver eneste dag. Og de hiver og flår i mig fra alle kanter, og jeg er for sød til at sige ordentligt fra, og sætte grænser.

Nogle timer er gode, nogle klasser er enormt engagerede, og vi har de fedeste diskussioner om biologiske emner. Gid det var sådan i alle klasser! Men faktum er at jeg føler jeg styrter fra klasse til klasse, uden at have overskud nok til at give alle 16 klasser – og små 400 mennesker – kvalitetstid og undervisning. Og jeg er ikke engang på en folkeskole, så jeg må tage alt den forberedelsestid, jeg kan, derhjemme!

Aaaaaahhh, her er et andet problem. Jeg har ALDRIG fri! Jeg kunne blive ved og ved at forberede mig, hvis ikke det var fordi min 3-årige søn hev mig i ærmet og sagde: “sluk computeren, mor, vil du lege med mig?” Evig dårlig samvittighed for ikke at være nok for min søn, og ikke at være velforberedt nok, når jeg møder på arbejde. Og på jobbet halser jeg rundt fra time til time, der efterhånden er blevet noget, der skal overstås. Og derhjemme halser jeg rundt for at prøve at kaste noget mad-agtigt sammen, der kan spises, at snakke med min søn, gå en tur med hunden ind imellem, og at prøve at rydde lidt af bunkerne af snavsetøj og opvask engang imellem. Så 110% af min tid går med at styrte rundt for at prøve at nå noget, som jeg aldrig bliver færdig med, bare halvt tilfredsstillende…

Ikke så sært at jeg er i skidt humør for tiden. Jeg har aldrig fri. Der er altid bunkevis af bunker, både hjemme og på arbejde. Bunkerne bliver hele tiden flere og større. Jeg kan ikke være nok for min søn, og heller ikke nok på arbejde, og jeg har aldrig en ledig stund hvor jeg bare kan slappe lidt af. Så nu er alle reserverne brugt op, energien i bund, og jeg aner ikke hvad jeg skal stille op med det hele. Ting bliver jo stadig kastet i hovedet på mig, og jeg forventes at løse alting. Og jeg render bare rundt for at tilfredsstille en masse krav, men uden nogensinde at blive færdig… hvad faen stiller man op?